Mette Juul – At rejse er at leve

I den kommende udstilling hos Galleri Image bliver Mette Juuls personlige og visuelle dagbog forvandlet til fortællinger.

Mette Juul I Galleri Image. Foto: Mette Kyhl Nielsen

I den kommende udstilling hos Galleri Image bliver Mette Juuls personlige og visuelle dagbog forvandlet til fortællinger.

I A diary – but not about me tager Mette Juul beskueren med ud på en rejse, som på én gang både er hendes og beskuerens. Det er ikke traditionelle feriebilleder af den rejsende foran de obligatoriske seværdigheder, vi præsenteres for, men derimod hverdagens finurlige steder og situationer, som Mette Juul instinktivt reagerer på i forbifarten.

Puslespil
Mette Juul fotograferer, når noget vækker en følelse i hende. Forklaringen følger først, når hun sidder hjemme og arbejder med al råmaterialet hentet gennem årene, og som et puslespil gentænker og samler hun brikkerne til en helhed. Ved sammensætningen af råmaterialet kommer fortællingen frem. Fortællingen i billederne er vigtig for Mette Juul, den kan være enten meget konkret eller meget abstrakt. Her blandes det dokumentariske med fiktionen.
”Elementet af det uvisse er vigtig for mig, jeg ved ikke, hvad jeg har, når jeg kommer hjem fra en rejse med en pose film,” fortæller hun.

Mette Juul mener, at netop det uforudsigelige og ukontrollerbare udfordrer hende både som kunstner og som menneske. Hun rejser meget rundt og lever ofte i en kuffert. Hun kan godt lide at rykke sig hele tiden og være i det uvisse, ”for det fordrer, at man hele tiden skal være vågen,” forklarer Mette Juul. Hun fortæller, at hendes temperament og livsstil uden tvivl afspejles i den måde, hun fotograferer på.

Repetition
Dynamikken mellem billederne er oftest det historiemæssige, men kan også være det visuelle.
Serien Repetition rummer begge dele. Det første billede viser et hav af de typiske feriepostkort i en souvenirbutik et sted på Island, mens det andet viser alle de ansatte i en elektronik shop i Berlin. Begge billeder er tætpakkede. Indholdsmæssigt spiller de to billeder også sammen, selvom de er taget vidt forskellige steder og med hver deres funktion.
”Jo mere man gentager, desto mere tager man fra dem,” siger Mette Juul.

Mette Juul: Repetition (i serie). Foto: Mette Juul
Mette Juul: Repetition (i serie). Foto: Mette Juul
Mette Juul: Repetition (Serie med 20). Foto: Mette Juul
Mette Juul: Repetition (Serie med 20). Foto: Mette Juul

Når så mange fantastiske postkort med spændende steder bliver sat sammen, så bliver det enkelte postkort ligegyldigt. Og på samme vis degraderer man mennesker ved at præsentere dem på en sådan måde, der reducerer dem til blot at være én i mængden.
”Repetition kan være god at bruge, når man skal forstå noget, men gentages det samme for meget, bliver det fordummende,” forklarer Mette Juul.

Mettes dagbog
Om udstillingen A diary – but not about me fortæller Mette Juul, at det er hendes dagbog, det er hendes hverdag og virkelighed, vi møder, og at det i princippet er almindelige billeder fra hendes familiealbum. Med ordene not about me forsøger hun dog at distancere sig fra det meget personlige, der kan være i et snapshot.

Udstillingen skal fungere som en helhedsoplevelse af A diary – but not about me, men fragmenterne hver især er enestående.
”Det er billeder, historier, fortællinger, som vi forhåbentlig alle sammen kan relatere til på hver vores måde, vi læser billeder forskelligt, alt efter hvem vi er,” fortæller Mette Juul. ”Det handler om den følelse og fornemmelse, beskueren får, når netop han/hun kigger på billedet.”

For nævner man sig selv, nævner man altid en anden, og nævner man en anden, nævner man altid sig selv.


Fakta

A diary – but not about me

16 nov 2007 21 nov 2007

Mette Juul

Galleri Image Se kort og tider