Michael Jeppesen ifærd med at skrive sig selv ud af samtidskunsten

Informations nye stærkt profilerede kunstanmelder og –samler, Michael Jeppesen, har en vision. Han vil "bedrive kunstkritik, som ingen her i landet hidtil har gjort," sagde han den 29. august i Dagbladet Information. Og den vision er allerede indenfor rækkevidde.
For det er personen Jeppesen, der er i centrum: "Jeg har jo mange dybe ting, jeg gerne vil sige," fremfører han samme sted. Jamen, er der tale om et personligt projekt? Skal man som læser og kunstinteresseret følge med i Jeppesens personlige modningsproces. Skønt. Det var da lige det man havde gået og savnet, og bestemt noget, som ingen her i landet har gjort hidtil.

Kritisk kollision under u-vending
Senest er Jeppesens projekt så kollideret med U-Turn i anmeldelsen: Moralske pegefingre i måsen.
"Erstat frygten for det ukendte med nysgerrighed," lyder undertitlen til samtidskunstfestivalen U-Turn, og den opfordring er Jeppesen ikke åben for. Den tilgang er "belærende uden at være kunstnerisk stimulerende, kort sagt en manifestation af det delvise selvmål i Carlsberg Tap E, hvor kuratorerne har valgt det sikre," lyder dommen i hans anmeldelse den 26. september.

Uden for kunstnerisk rækkevidde
‘Det sikre’ er i denne forbindelse en kunst, der passer ind i kuratorernes masterplan. Og som allerede beskrevet på kunsten.nu (og i Information) er denne plan, at præsentere en samtidskunst, som sjældent finder vej til de danske udstillingssteder og gallerier, den mere teatrale, indbydende (performative) kunst og den, der vil blande sig i samfundsdebatten. Den kunst er enten irretterende, belærende eller bare helt forfejlet ifølge Jeppesen. Og her ryger han udenfor samtidskunstnerisk rækkevidde. For det er ikke U-Turn, der har opfundet denne samtidskunst. Den er derude. Men manglen på nysgerrighed (behovet for et U-Turn/"at stå på hovedet") synes netop at være kendetegnende ved Jeppesen.

Grænsen for det kunstneriske
Når John Kørners malerier af danske soldater i Afghanistan bliver konkrete og politicerende, står han af: "Der er nemlig noget malplaceret over Kørners malerier, når de bliver for konkrete, lidt ligesom hvis man skulle lave poesi over fodboldresultater." Ja, det ville jo høre under det man kalder postmodernismen.

Når Kirstine Roepstorff iscenesætter sine malerier i en hidtil uset form for dramatik, er det også for grænseoverskridende til Jeppesen: "Overfor er der teater uden mennesker af Kirstine Roepstorff." Man fornemmer allerede utrygheden, og dommen falder: "Det burde da være muligt at præsentere selv den mest tossede idé på en elegant og ‘kunstnerisk’ måde, så beskuerens sind holdes i ave." Jamen, det er netop det samtidskunsten ikke vil. Den vil rykke rundt på dig som beskuer og netop i kraft af de etiske, samfundsmæssige spørgsmål og iscenesættelsens nye former.

‘Jeg vil gerne gå i kritisk dialog med kunsten’
Det er personlig harme, der præger forsøget på en kritik af U-Turn. Og ja, man må kalde det et forsøg, fordi det ikke handler om samtidskunst, men om Jeppesens personlige møde med den samtidskunst, som unægteligt vil andet og mere end at blive ved sin læst. Etikkens indtog i kunsten er ikke ny. Antikkens kunst var fx. kendetegnet ved et meget nært forhold på det punkt. Modernismen er dog undtaget, for her var genrebegrebet stadig intakt, og det er nok her Jeppesen ville finde ro til at fordybe sig uforstyrret.

Men nu kan vi forhåbentlig også følge med i hvordan Jeppesen langsomt modnes i mødet med samtidskunsten? Et fremtidigt interview på bagsiden af Information kunne bære titlen: ‘Jeg vil gerne gå i kritisk dialog med kunsten.’ Det vil jeg gerne læse. For så kan det være, at det kommer til at handle om kunsten og ikke Jeppesen selv.