Mindesmærke af Lea Porsager: Nyt. Og alligevel gammelt

I den sidste artikel i serien om mindesmærker ser kunsthistoriker Mette Haakonsen nærmere på Lea Porsagers Gravitational Ripples, skabt til erindring om de mange svenskere, der mistede livet under tsunamien i Sydøstasien i 2004. 

Den amerikanske forfatter Ursula K. Le Guins essay Bæreposeteorien om fiktion benyttes som gennemgående tankemodel i seriens fire artikler, og Porsagers mindesmærke inkarnerer ifølge Haakonsen fornemt de træk, Le Guin er fortaler for.Artikelserien er ved at være ved vejs ende. Ansporet af Ursula K. Le Guins Bæreposeteorien om fiktion har målet været en kritisk refleksion over monument- og mindesmærketraditionens langvarige og vedblivende understøttelse af jægerens fortælling og et forsøg på at drøfte (samtids)kunstens muligheder for at bidrage til alternative optikker.

Vi har foreløbigt set nærmere på statuer og på monumenter og mindesmærkers karakter som erindringssteder gennem dette filter. Men hvad med monumenter og mindesmærker, der indfrier samtlige de alternative målsætninger, som jeg har oplistet i min læsning af Le Guin? Det vil sige kunstværker, der repræsenterer ikke blot livshistorier og (med)menneskelighed, som vi hørte om i artikel nummer to, Aldrig mere statuer?, men også som tidligere opremset: samlerens historie, beholderen, langsomhed, bæredygtighed og fortløbende processer og begyndelser uden slutninger.

Opstillet som sådan, på en liste, forekommer det mig lidt skematisk, som en tjekliste, og derved med fare for at være i modstrid med Le Guins grundlæggende modstand mod det lineære (pilens og jægerens modus), hvilket jeg beskrev i artikel nummer et, Bæreposeteorien om mindesmærker.

Men jeg vover kunststykket (som jeg vil tillade mig at kalde det), fordi jeg har en kandidat. En eksponent for bæreposeteorien om mindesmærker så at sige, nemlig mindesmærket Gravitational Ripples, der har den danske billedkunstner Lea Porsager som ophavskvinde. Det er følgelig en fortolkning af dette mindesmærke, der er i centrum i denne afsluttende artikel.

Flodbølgekatastrofen

Gravitational Ripples er skabt til erindring om de 543 svenskere, der mistede livet under tsunamien i Sydøstasien i 2004. Flodbølgekatastrofen kostede omkring 250.000 mennesker livet, flertallet fra Indonesien, Sri Lanka, Indien og Thailand, og Sverige hører til et af de lande i Europa, der mistede flest borgere. Det var og er en traumatisk hændelse ikke kun for de pårørende men også for hele det svenske samfund.

I 2016 blev der udskrevet en international mindesmærkekonkurrence i den svenske stats regi, og ved hjælp af en jury, der blandt andet inkluderede pårørende og havde Statens fastighetsverk og Statens konstråd som hovedansvarlige, blev vinderen ud af i alt 158 indsendte forslag udpeget: Gravitational Ripples af Lea Porsager og en kunstnerisk arbejdsgruppe bestående af Søren Assenholt, Synnøve B. Brøgger og Rasmus Strange Thue Tobiasen. Og i 2018 blev mindesmærket indviet.

Grundformer

Vi befinder os i Djurgården, et grønt, rekreativt område af Stockholm. I en lysning, omgivet af skov og tæt på vandet, ligger mindesmærket nærmest som udvokset af landskabet. Græsklædte jordvolde med blomsterløg og blomsterfrø snor sig ind mellem enkeltstående træer og klippeskær og danner en monumental dobbeltspiral, hvis midte, man har adgang til via to åbne passager, der er som skåret ned gennem voldene. Derinde i spiralens centrum er der en mindre plads med to lave, ovale bronzeskulpturer, der er sammensat af tavlelignende former, som læner tæt op ad hinanden, og den største af skulpturerne har navnene på de omkomne indgraveret i de øvre, gyldne bronzekanter.

Anlægget virker nyt. Og alligevel gammelt.

Voldenes kontur er skarpt optegnede, og den nystøbte bronze skinner. Endnu. Samtidigt giver stedet mindelser om forhistoriske anlæg såsom Great Serpent Mound i Ohio (USA, ca. 300 f.kr), og spiralen er en grundform, som findes i naturen og er blevet gengivet af mennesket gennem årtusinder. Det er et umiddelbart enkelt og relaterbart mønster.

Fra nyere tid er det naturligvis især det ikoniske land art-værk Spiral Jetty af Robert Smithson fra 1970, der er forløber for Gravitational Ripples. Mange af land art-kunstens tidligste udøvere var i øvrigt stærkt inspireret af forhistoriske anlæg, og Lea Porsager er eksplicit om sin inspiration fra 1960erne og ’70ernes land art, ikke mindst Spiral Jetty.

Iblandt Lea Porsagers bevæggrunde til dobbeltspiralen og til mindesmærkets titel (Gravitations krusninger) er det kosmiske fænomen gravitationsbølger helt central. Det er en betegnelse for de fluktuationer/bølgeformer, der opstår i rumtiden, når to masser, såsom himmellegemer, kolliderer eller accelererer i forhold til hinanden. Gravitational Ripples er således tænkt som en jordisk spejling af disse kosmiske gravitationsbølger og dermed også af det faktum, at alle fænomener er forbundet og spiller ind på hinanden: Universet, Jorden, natur og menneske. På godt og på ondt, hvilket tsunamien i 2004 tydeliggjorde.

I naturen

Gravitational Ripples indstifter et erindringssted med vægt på sted, som vi har hørt om i artikel nummer tre, Steder til erindringen, og der lægges op til en kropslig og sanselig oplevelsesform.

Det er et sted, et samlingspunkt og et afgrænset rum, man kan søge hen til og bevæge sig rundt i, under den åbne himmel. For pårørende, familie, venner og andre berørte, der vil mindes, som sørger og søger trøst, og for de mange der blot har hørt om tragedien, har medfølelse og ikke kan begribe katastrofens omfang. At døden kan indtræffe så pludseligt og så voldsomt.

Integreringen i Djurgårdens landskab og anvendelsen af naturen som kunstnerisk materiale har en stor indflydelse på Gravitational Ripples’ potentielle værdi som erindringssted.

Man er omsluttet af natur, og årstid og vejrlig spiller ind på oplevelsen. Om man bevæger sig ind gennem voldene, imens de er dækket af et grønt græstæppe, eller imens blomster står i knop, er på nippet til at springe ud, i fuldt flor eller afblomstrende. Om de ovale bronzeformationer og de indgraverede navne er omgivet af høje græsaks, lavt, gulnet græs eller nyfalden sne. Lyde, lugte, dufte, bevægelser, farver, stofligheder, temperatur. Lys. Indtrykkene vil variere. Og gøre indtryk.

Nye skridt for den internationale mindesmærkestil

Gravitational Ripples er milevidt fra det klassiske monument og mindesmærkes vertikale, heroiske, ophøjende, stedsdominante og selvberoende udtryk – det jægeriske. Det hænger i stor grad sammen med, at Lea Porsager viderefører flere stiltræk, som vi kender fra den nyere internationale mindesmærkestil: horisontalitet, abstraktion/minimalisme, stedsspecificitet og inddragelse af den besøgende/den kropslige oplevelsesform. Som annonceret i indledningen til denne artikelserie, mener jeg dog, at Porsager fører disse stiltræk et skridt videre.

Set i forhold til de tre hovedeksempler, der har været omtalt tidligere (og mange flere kunne nævnes) – Maya Lins Vietnam Veterans Memorial (1982), Peter Eisenmans Denkmal für die ermordeten Juden Europas (2005) og Michael Arads Reflecting Absence (2011) – har Gravitational Ripples ikke samme arkitektoniske præg.

Også i Djurgården er der etableret afgrænsede rum via de gentagne jordvolde, passagerne og mindepladsen, men Porsagers mindesmærke forholder sig langt mere nænsomt til det udvalgte sted og er langt mere organisk i udtrykket. Mindesmærket er afstemt efter Djurgårdens landskab, og der er ingen objekter eller installationer, der afviger markant fra det naturlige og organiske.

Endvidere er netop den nænsomme stedsspecificitet en af hovedårsagerne til, at Gravitational Ripples fremstår som en eksponent for bæreposeteorien, og vi skal derfor dykke lidt mere ned i disse karakteristika.

I samlerens fortælling

Gravitational Ripples’ placering og integrering i det specifikke område af Djurgården var indskrevet på forhånd i den svenske mindesmærkekonkurrence, hvorimod de tre ovennævnte eksempler var tiltænkt placeringer i mere eller mindre nærhed af bebyggede byrum. Dog kunne Porsager også i princippet havde vægtet en mere arkitektonisk præget løsning, men hun har derimod, som jeg ser det, formået at indfri sin intention om at lade ”naturen udtrykke sig,” som hun formulerer det via Statens konstråds officielle formidling af mindesmærket.

Den nænsomme integrering i og underbygning af Djurgårdens landskabelighed beror især på en fremtrædende anvendelse af naturmaterialer (jordhøje, græs, blomster). I det oprindelige terræn i Djurgården indgik der såvel natur som en større parkeringsplads, og der er således tilført natur, hvilket også har været et væsentligt grundprincip bag mindesmærket. Dertil kommer den nænsomme stedsspecificitet også tydeligt til udtryk i anlægningen af dobbeltspiralen rundt om eksisterende træer og klippeskær og ved det faktum, at mindesmærket ikke dominerer terrænet, hverken hvad angår højde og udstrækning.

Denne kunstneriske tilgang medfører, at mindesmærket ikke er statisk men i konstant proces, under påvirkning af årstiderne og tidens gang. Det er skabt i, af, på og rundt om naturen. Med Ursula K. Le Guins terminologi kan man sige, at det er samlerens fortælling, beholderen, langsomhed, bæredygtighed og fortløbende processer og begyndelser uden slutninger, Gravitational Ripples sætter i højsædet.

Naturen og kulturens indbyrdes forbindelse

Gravitational Ripples er dog på ingen måde overladt alene til naturens nåde, og man har ikke søgt at skjule det konstruerede og kulturbestemte. Voldenes skarpe profiler, bronzeskulpturerne og de sorte, galvaniserede stålplader, der afslutter jordvoldenes åbninger, levner ingen tvivl om det menneskeskabte.

Det er naturen og kulturens indbyrdes forbindelse, der formidles. En bestræbelse, som blandt andet har sit ophav i Lea Porsagers inspiration fra den amerikanske videnskabsteoretiker og feminist Donna Haraway, der netop forstår verden som en sammenkobling af natur og kultur.

Dertil er sidestillingen af elementer, man gængs set kunne opfatte som modsatrettede, ikke overraskende, når man sammenholder med Lea Porsagers kunstneriske praksis som helhed. Porsager kredser ofte om emner, der både favner fysik, teknologi og det spirituelle, og hendes æstetiske udtryk er såvel minimalistisk og industriel og sanselig og organisk. Hun sidestiller og forener ofte koldt og varmt, hårdt og blødt, levende og dødt – også i kunstværket og mindesmærket Gravitational Ripples.

Spor af livshistorier

Livshistorier, som Ursula K. Le Guin også er talskvinde for, er også indlejret i Gravitational Ripples. Det kommer især til udtryk via de indgraverede navne på de personer, der mistede livet under tsunamien. Et menneskes navn er noget meget personligt, som kan antage karakter næsten af et fysisk spor af afdøde, når de som her materialiseres.

Det er en velkendt effekt ved både gravsten og monumenter og mindesmærker, hvorfor pårørende også ofte rører ved navnene på den, de har mistet. Samme sker ved bronzeskulpturen i Gravitational Ripples, der også fungerer som samlingspunkt for lys, blomster og breve, der placeres som led i sørgeritualer og tilkendegivelse af medfølelse.

Det (med)menneskelige

Jeg mener også, at Gravitational Ripples rummer og udtrykker det (med)menneskelige, som alternativ til de konventionelle (og jægeriske) monumenter og mindesmærkers ophøjende og distante kendetegn. Jordhøjenes forholdsvist begrænsede dimensioner er således udformet i en menneskelig skala og betoningen af det organiske imødekommer vores sanselige væren i verden – den menneskelige natur.

Det medmenneskelige finder jeg blandt andet i den respektfulde integrering af de omkomnes navne. Herved udvises der omsorg for de pårørende, og de nærværende personnavne kan også vække de besøgendes medfølelse, som omtalt ovenfor, og tjene til erkendelse af katastrofens omfang, alt imens der kan være trøst at hente i erindringsstedet som helhed (som afgrænset rum, der muliggør ritualer og en klart markeret konstruktion i nær forbindelse med naturen).

Teoretisk slægtsskab

Selv med denne i sagens natur korte analyse af Gravitational Ripples, synes jeg, at det er slående hvor stor overensstemmelse, der kan spores mellem bæreposeteorien og Lea Porsagers kunstneriske valg. Det er nærliggende, at det kan hænge sammen med, at både Ursula K. Le Guin og Lea Porsager bekender sig til feminismen, og det er nok heller ikke uden betydning, at Porsagers teoretiske inspirationskilde, Donna Haraway, er inspireret netop af Ursula K. Le Guin. Haraway har tilmed skrevet forord til en ny engelsk udgave af Bæreposeteorien om fiktion fra 2019. Et feministisk slægtskab, der kunne være et selvstændigt studie værd.

Men hvad betyder det i praksis, at Gravitational Ripples kan anses som en eksponent for det, jeg har kaldt bæreposeteorien om mindesmærker!? Hvis man køber præmissen, skulle dette kunstværk kunne bidrage til at etablere andre idealer end de, der hersker i jægerens fortælling og dermed medvirke til at forrykke dominerende, ældgamle og uhensigtsmæssige idealforestillinger og i stedet, på ny, i retning af samlerens fortælling.

Med Ursula K. Le Guins ord: ”Det er en ny historie. Det er nyt. Og alligevel gammelt.”

Mere konkret mener jeg, at såvel anvendelsen af universelle grundformer og den nænsomme og empatiske tilgang, som kendetegner og lægger til grund for Gravitational Ripples, er meget velvalgt til netop dette mindesmærkes kontekst: erindringen om de mennesker, der mistede livet under tsunamien i 2004. Et naturfænomen, der udløste smertefulde tab for de nærmeste og chokerede hele verden. Betoningen af livsverden og det (med)menneskelige synes meget passende som respons herpå.

Det samme gælder det indgående arbejde ikke bare i men med naturen, som kan reflektere menneskelivets cyklus og den uomgængelige sammenfletning af liv og død. Formidlingen af naturen og kulturens indbyrdes forhold stemmer også både overens med erkendelsen af flodbølgekatastrofens konsekvenser og klargør, at selvsamme natur i samklang med kulturen kan skabe rammerne for ro, glæde, håb, lindring og kontemplation.

Lydhørhed og genklang

Store nationale og officielt initierede mindesmærker som Gravitational Ripples er aldrig udelukkende et produkt af en enkelt kunstners visioner. Mange personer og instanser er typisk involveret og har medindflydelse, og der skal ofte tages mange hensyn. Det gælder også i dette tilfælde. Til eksempel er de ovale bronzeskulpturer udviklet senere i processen for at imødekomme ønsker fra pårørende.

Lea Porsager og hendes arbejdsgruppe har lyttet og tilpasset sig, og det giver for mig at se et samlet billede af et mindesmærke, der viderefører velkendte former og kunstneriske strategier, men som også betræder nye kunstneriske veje, der er båret af stor empati, nænsomhed og sensibilitet i forhold til den specifikke kontekst (dén tabshistorie, dét landskab).

Jeg er også overbevist om, at netop den på overfladen enkle og relaterbare formgivning sammen med den empatiske og nænsomme tilgang er en central forudsætning for den overvejende positive modtagelse af Gravitational Ripples. Mindesmærket har en aktiv værdi som erindringssted og samlingspunkt, og i den svenske offentlighed er det hovedsageligt blevet tildelt positivt ladede adjektiver som værdigt, smukt og poetisk.

Desuden blev Gravitational Ripples nomineret til landskabsarkitekturprisen Sveriges Arkitekters Landskapsarkitekturpris i 2019, og sidste år, i 2020, blev Lea Porsager tildelt Prins Eugens Medalje, der uddeles af det svenske kongehus for ”fremragende kunstnerisk gerning”.

Gravitational Ripples’ gennemslagskraft har sandsynligvis en vis sammenhæng med, at den bagvedliggende tragedie er resultatet af ukontrollerbare naturkræfter – en tsunami – og ikke af menneskeskabte fænomener som for eksempel krig og terrorisme, hvor sorgen og erindringen ofte bliver sammenfiltret med andre dagsordner, især med politik og religion.

Det er også muligt, at Gravitational Ripples har ramt tidsånden rent netop med sit land art-inspirerede mindesmærke. Således er nogle af de mindesmærker, der er på tegnebrættet rundt om i verden som reaktion på coronapandemien også beslægtede med land art, deriblandt den italienske arkitekt Angelo Rennas skitse til et mindesmærke i Milano til minde om de mange italienere, der har mistet livet under corona.

Under alle omstændigheder, er det bemærkelsesværdigt, hvor forholdsvis stor konsensus, der er omkring anerkendelsen af dette mindesmærke i Sverige. Jeg har ikke kendskab til andre store, officielle monumenter eller mindesmærker fra nyere tid, der på samme vis har undgået heftige debatter. Enkelte pårørende har udtrykt modvilje i pressen, fordi de først fik kendskab til mindesmærkeprojektet, da det var realiseret. Men det er ikke en kritik rettet mod formgivningen, som man ofte har set, for eksempel i forhold til Maya Lins mindemur Vietnam Veterans Memorial (1982), hvis kritikere især harcelerede over det abstrakte formsprog.

Begyndelser uden slutninger

Så vidt min fortolkning af et enkelt mindesmærke som afrunding på denne artikelserie om monumenter og mindesmærker.

Kunne jeg være kommet frem til lignende analyser uden at træde ind i Ursula K. Le Guins tankerum? Nej, ikke helt. Det har tvunget mig til at (forsøge at) blive på et specifikt spor – samlerens – og det har ydermere fået mig til at reflektere over, hvor svært det er at slippe de jægeriske idealer, især det lineære og fremadskridende. Og måske er det heller ikke vejen frem!?

Er det da et forslag til altid at gribe ud efter Le Guins bæreposeteori som en tjekliste i forhold til kommende monumenter og mindesmærker? Så langt fra. Det ville være for rigidt, og ét dogme ville blot blive erstattet af et andet.

Men eftersom jægerens fortælling har domineret så længe, tror jeg, at det vil være givtigt fremover, i en periode, at være særlig opmærksom på at medtænke samlerens perspektiv og idealer.

På sigt er vejen frem nok at lade de to gå hånd i hånd igen – samleren og jægeren – som i forhistorisk tid, i tiden før de rastløse luskede ud for at jage mammutter. Men nu foregriber jeg begivenhedernes gang. Et skridt ad gangen.