Mobilitetsregimet

Transit er en udstilling, der med vide forgreninger forsøger at undersøge rejsen og de radikalt forskellige vilkår, den foregår under. Den ambitiøse udstilling sætter en fed streg under, at vi ikke kan tale om rejsen i dag uden at fokusere på dem, for hvem den er afskrevet. Det ender med at præge udstillingen markant og gør samtidig Transit på KØS Museum for kunst i det offentlige rum til et vigtigt indslag på den danske kunstscene i 2018.

Umenneskelige vilkår i Europas nye flygtningebyer, hårrejsende beretninger fra asylcentret, sprogets sammenstød, dødelige blindgyder, politisk ansvarsforflygtigelse, kulturelle stereotyper, døde voksne og børn i Middelhavet, natlige aktioner i Calais, de uønskedes kamp for rettigheder og omsorg. Det er en trist humanitets-fortælling, der præger Transit som udstilling.

Men udstillingens værker er samtidig drevet af en menneskelig indignation, om at ville forandre hvis ikke vilkårene, så i hvert fald offentlighedens forståelse af dem. Det er en vigtig og helt fundamental rolle for kunsten, der eksemplificeres i Køge i disse dage.

De privilligerede og de uønskede

Udstillingens infrastruktur spænder fra Vestre Kirkegård, over Københavns Hovedbanegård, via S-togslinjen E til Køge Station og selve KØS, hvor udstillingen fordeler sig på to etager med værker af Halil Altindere, Sonja Lillebæk Christensen, Nikolaj Bendix Skyum Larsen, Runo Lagomarsino, Madame Nielsen, Pejk Malinovski, Adrian Paci, Marco Poloni, Rimini Protokoll, Forensic Oceanography og Superflex.

Langt hovedvægten af de 12 værker, udspiller sig på museet, men har afstikkere til Hovedbanen i forskellig form. Ét værk, et still fra videoværket Homeland af tyrkiske Halil Altindere, pryder en af reklamestanderne på perron 11, hvor en stor flok flygtninge har taget plads på taget og vingerne af et passagerfly. Der er et os, dem indenfor i flysæderne, og så dem, der tager plads på mobilitetens yderste og risikable pladser.

Et andet nyt værk af svensk-argentinske Runo Lagomarsino (Every day people follow signs pointing to some place which is not their home, 2018) udspiller sig mere usynligt på tirsdage, torsdage og lørdage under udstillingsperioden som en performance, hvor en herboende ikke-indfødt (fra lokalområdet langs linje E) tager S-toget med en mulepose (med værktitlen trykt på polsk, tyrkisk, arabisk, urdu og serbokroatisk) og en indkøbt avis på performerens modersmål.

Efter ankomsten til Køge, oplæses en udvalgt artikel fra avisen på museet og den hænges op på væggen. Igen et markant vi, der nu som en sjældenhed står uden for det sproglige fællesskab, og et dem, der sjældent repræsenteres som krop og ytret sprog i det offentlige rum.

Et mobilitetsregime

Begge værker illustrerer en hovedpointe i Transit – den nye store udstillingssatsning på KØS Museum for kunst i det offentlige rum, der tager os med ind i samtidens højspændte transitzoner. Vi møder ikke os selv som privilegerede europæere i hverdagens togtur eller friktionsløse rejse mellem verdens destinationer, men introduceres på uvant vis for de rejsende, for hvem den er en konstant kamp for overlevelse og repræsenterer et uhyre spinkelt håb om en ny mulig begyndelse. Og den fortælling er logisk resultat af, at ville adressere mobilitet anno 2018.

Det er både det, der gør Transit til en af de vigtigste udstillinger lige nu og til en udstilling med en markant slagside med særligt én fortælling om samtidens mobilitetsregime, der gentages i stort set alle værker. Et os og dem, som kun meget få værker overskrider.

Alle værker kunne tematisk lige så godt have været vist ved udstillingsstedet CAMP / Center for Arts on Migration Politics i Københavns nordvest-kvarter, men er altså her samlet på Danmarks museum for kunst i det offentlige rum, der med Transit tager hul på en mere relevant og progressiv udstillingspraksis, hvor ikke bare værker men også centrale, aktuelle og offentlige dagsordener, er afsættet for udstillingerne.

Konkrete møder og skæbner

Med et motiv om at ville repræsentere de tavse stemmer, er udstillingen også præget af møder, der udspiller sig på vidt forskellige niveauer af dokumentation, repræsentation og konfrontation:

På et symbolsk og surreelt plan i Adrian Pacis smukke perle af et videoværk, Centro di Permanenza Temporanea (Center for midlertidigt ophold) fra 2007, hvor de ‘uønskede rejsende’ strander på en rullende flytrappe uden destination eller fartøj, og på et meget mere konkret plan i Forensic Oceanographys værk Liquid Traces – The Left-to-Die-Boat Case (2014) – en hårrejsende, multimedie-optrævling af sagen omkring en båd, der ender i gråzonen mellem nationer, ansvar og almen menneskelighed og hvor 63 af de 72 passagerer dør, imens vi fejrer Gaddafis fald.

Et andet konkret møde udspiller sig også Madame Nielsens lydbogs-installation fra “Den europæiske dannelsesrejse over alle grænser” midt under flygtninge-‘invasionen’ i 2015, som Nielsen rammende betegner sin fodrejse “med vin-rødt pas” fra Grækenland til DK blandt flygtningene, og sidst i et helt nyt uafrysteligt VR-værk som Pejk Malinovski har realiseret til udstillingen, This Room (Dette værelse).

Malinovski er lig Madame Nielsen en fremragende fortæller, og viser i This Room, hvor ekstremt effektivt han kan genskabe en medmenneskelig situation og samtale med både lydens, tekstens og animationens hjælp. Ved hjælp af VR-teknologien flytter vi som besøgende ind i et asylcenter på et 8 minutters ophold, der sidder fast i krop og sind længe efter.

Værket formår at skabe en sanselig virkelighed, der har direkte forbindelse til følelsesregistret, der via beboernes egne stemmer og fortællinger – med markante detaljer – får sat de menneskelige grundvilkår i spil og frit fald: Kragerne udenfor berøver den traumatiserede søvn; en ødelagt skabslås er lig et helt konkret tab af frihed; en familie må planlægge hvem der går i bad, og hvem der holder vagt(!) Værket rykker også ind på Hovedbanegården til november.

Kunstens grænseoverskridende tænkning og håndsrækning

Selvom der er en stor hovedvægt af vigtigt dokumentarisk materiale, så vil jeg gerne her som en afrunding flytte fokusset hen på to af udstillingens mere midlertidige værker af henholdsvis Superflex og Rimini Protokoll. Måske fordi begge værker via fiktionen tager mobilitetsspørgsmålet til et mere filosofisk og principielt plan:

Superflex har kreeret et sjældent poetisk videoværk, der tager de mere tavse videoværker som fx Flooded McDonalds (2009) til et nyt niveau, og hvor trioens tidligere leg med fx kakerlakker som omvæltningens figurer nu udfoldes som en sci-fi-dialog mellem tradition og fornyelse, Vestvolden og en rød fluesvamp, hovedpersonerne i Western Rampart, der er installeret på Køge St. indtil 13. november.

Det 15 minutter lange værk er fortællingen om et bedaget fæstningsværn (fra 1890) optaget af afgrænsning, klarhed, kategorier, historie og ansvar mødt af den unge og progressive fluesvamp, der drillende påpeger den begyndende mos og sprækkerne på fæstningens vægge og indvarsler den nye tid, hvor grænser er erstattet af svampens logik, rodnettet, hybride tilstande, transformationer, mutationer – en konstant mobil og transformerende tilstand, der omsætter alt til resurse og gennembryder en hvilken som helst antydning af afgrænsning.

I Rimini Protokolls spillefilms-lange audiowalk Remote Copenhagen (præsenteres i samarbejde med festivalen Metropolis og som kun kan opleves frem til 4. okt.) er der også en meget direkte kobling til en forestillet fremtid og tager lig Superflex konsekvenserne af udviklinger i vores samfund, byer, teknologier, kommunikation og videnskab til nogle yderpunkter, der får fremprovokeret nogle virkelig fint iscenesatte spørgsmål om individ, kollektivitet, rationalitet og forgængelighed.

Et særligt omdrejningspunkt, når man er 46 lystrende deltagere, er også hvad der grundlæggende ‘instruerer os’, og med hvilket motiv? Det spørgsmål bliver særligt konsekvent, når man står som ‘publikum’ til virkelighedens migrerende og skæbnesvangre teater på Hovedbanegården, og dernæst udgør ubekymret dansegulv under uret. De kontrastfulde billeder, disse spring producerer (og særligt i eftertanken), er uhyre relevante i en tid hvor transitområdet som politisk realitet bliver – både kulturelt og politisk – udsondret fra vores kollektive bevidsthed og samvittighed.

Transit ender som et generøst mulighedsrum for en ny forståelse af særligt mobilitetens politiske dimensioner, og det gør udstillingen godt og grundigt. Og forhåbentlig bliver den funktion kun yderligere styrket i løbet af udstillingens mange aktiviteter, der spreder sig ud over efteråret med særavis 17. november (af Dagbladet Information), forskningspublikation og et sjældent solidt undervisningsforløb og materiale (vejledt af Tina Enghoff og Kent Klich), der kan følges som en del af udstillingen og tilgås på din rejse via www.itransit.dk