Mod en kybernetisk sensibilitet

En småkold novemberaften i Københavns Sydhavn – nærmere bestemt i Aalborg Univesitets københavnerafdeling. Umiddelbart ikke stedet man ville forvente at møde en unik blanding af kunst og teknologi.

Ikke desto mindre var dét tilfældet denne aften, hvor re-new 2012 forventedes at nå et kunstnerisk højdepunkt. Ud over rækken af installerede værker var her mulighed for at opleve fire lydperformances.

Vedkommende kunst i knappe rammer
Festivalens ambitiøse program gjorde, at mine forventninger var høje. Men, desværre skuffede udstillingen.

Eller rettere, værkerne og den kuratoriske udvælgelse var glimrende.

Det var selve præsentationen af værkerne, der haltede.

En kontorbygning er ikke det dynamiske udstillingsrum, der åbner mulighed for udstillingsmæssig konsekvens og respekt for værkernes forskellighed.

Musisk dialog og udveksling
Bedre var rammerne om de fire klasse-performances. Heldigvis. Det var lykkedes arrangørerne at skabe en intim stemning krydret med et glimrende lydmæssig set-up.

Stærk i hukommelsen står Matteo Marangonis robot-ballet Echo Moiré. Et værk hvor to halvautomatiske højtalervogne kører rundt i rummet og udsender lyde, der kastes tilbage af væggene. Dét på en måde så rummet bliver en form for instrument.

Samspillet mellem højttalervognenes markante udsagn og rummets ekko-reaktion havde en stærk billeddannende virkning.

Et andet særligt indtryk gjorde Andrew Browns værk Improvised Interactions. Via et projektorbillede følger tilskuerne med i kunstnerens ‘live-kodning’ af computeren.

Mens han skriver, sletter og justerer de – i hvert fald for undertegnede – uforståelige linjer af koder, udfoldes et fængslende lydunivers. Suggestivt, ekspressivt, minimalistisk. En i bund og grund smuk og medrivende performance.

Interaktion og sensibilitet
I værket er manden ved tasterne tydeligvis den agerende, men er computeren blot et instrument eller indtager den en selvstændig position som en anden performer?

Vi bliver i tvivl – og netop gennem denne tvetydighed sammenfatter Improvised Interactions festivalens (inkl. den ledsagende konference IMAC Interactive Media Arts Conference) ønske om at bringe en kybernetisk sensibilitet tilbage i vores omgang med teknologi.

Eller ‘oversat’: at genfinde en aktiv mediebevidsthed (der fx eksisterede i 1960’erne) og derved at sætte fokus på, hvordan vi interagerede med teknologien.

Interface in your face – and mind
Flere af værkerne kredser om interfacet, brugerfladen, som emne og om, hvad der definerer vores møde med teknologien. Her skal ERVAX 2 af Simon Nielsen og Anders Monrad nævnes. Værket er et interaktivt videospil, hvor to spillere ved at følge spillets logik skaber en ny, unik musisk komposition.

Et kernepunkt i værket er den feedback, vi får fra teknologien. Når vi kommunikerer (fx spiller et videospil) med et andet menneske gennem et digitalt medie, påvirker mediet vores kommunikation. Potentielt i et omfang så budskabets oprindelige indhold overdøves – eller endda ændres – af mediets feedback.

ERVAX 2 ligner et spil og vi går til værket som et spil. Men efter at have spillet i få minutter svinder spil-elementet ind til fordel for den musiske komposition (dvs. teknologiens feedback), der i en traditionel spil-logik, hvor det gælder om at vinde, er et biprodukt. 

I en tid præget af digitale brugerflader – hvor Iphones og Ipads har status som direkte forlængelser af kroppen eller mentale proteser, der opretholder vores netværk med andre mennesker – er en øget bevidsthed om relationen mellem teknologi og menneske yderst aktuel. Alene derfor er re-new 2012 vigtig.

At se og mærke på ny
I Indeterminate Hikes+ af Cary Peppermint og Leila Christine Nadir gives et bud på, hvorledes teknologien kan gøre os i stand til at se, forstå og mærke på ny. Værket er en app, der tilbyder en alternativ opdagelsesrejse. Med telefonen i hånden får vi på vores fysiske rejse gennem byrummet forskellige input, der gør os i stand til at se byen som et uudforsket landskab.

En anden opdagelsesrejse er på spil i Quiet Ensembles lydperformance Allegoria. Mens en cellist spiller et stykke af Johann Sebastian Bach registrerer dioder, hvorledes spændinger og impulser løber gennem hendes krop.

Disse impulser omsættes til lyd, der i løbet af performancen tager til i styrke. Vi bevæger os fra Bach til kroppens musik.

Kritisk teknologi
Slutteligt skal en kritisk åre i re-new huskes. Her tænker jeg ikke blot på værket UnCloud, en app der gør det muligt at skabe digitale netværk baseret på ægte demokratisk informationsdeling, men ligeledes på Howard Bolands spændende projekt Stress-o-Stat.

Der er tale om et levende værk, der fastholder og indfanger stress i en bakterie. En stress-reaktion der i værket ses som lys. Denne tankevækkende samfundskommentar vistes desværre kun som dokumentation, da bakterien ikke måtte indføres i Danmark.

Et dansk modstykke  
Re-new og IMAC er et (meget) lille dansk modstykke til internationale begivenheder som Transmediale eller Ars Electronica. Men, det er afgørende at holde fast i sådanne forbilleder.

Der må og skal være sammenhænge, hvor den digitale kunst kan komme til orde – også i Danmark.

Når dørene forhåbentligt åbnes til re-new 2013, er det ønskeligt, at festivalen har et format og en kontekst, der tillader de digitale værker at folde sit udstillingspotentiale ud. For rammerne om dette års festival var ikke gode nok.

Ærgerligt med de fine værker og vigtige dagsordner in mente.

Men, efter en aften i selskab med fire digitale lydkunst-performances og tankegodset fra de installerede værker kunne man drage hjem med den mentale bærepose fuld af tanker og nye vinkler på forholdet mellem menneske og maskine.