Når horisontlinjen forsvinder

I den anledning har vi lavet et onlineinterview med kunstneren i New York. Youmna Chlala er både billedkunstner og digter med en stærk sans for materiale, krop og sprog. I hendes arbejde er det håndgribelige og det uhåndgribelige tæt forbundet. Selv om hendes værker er dybt personlige og forankret i virkelige begivenheder, er de samtidigt poetiske og åbne beskuerens oplevelse og læsning.

"Projektet begyndte, da kuratoren Milena Høgsberg (tidligere direktør og chefkurator for Wanås Konst, red.) og jeg talte om billeder forbundet med havet i skoven. Når jeg går i en skov, har jeg altid følt at jeg befandt mig på havbunden og at planterne, træerne og blomsterne var blevet tilbage længe efter at vandet var fordampet. Jeg havde også for nylig været artist-in-residence på IASPIS i Stockholm, hvor jeg undersøgte labyrinter der lignede hinanden på de sydlige kyster af Sverige og ved Middelhavet. De labyrintiske former, afgrænset gennem tegning i landskabet og aktiveret af menneskelig bevægelse, havde evnen til at påvirke forandring. This Feeling, Oceanic samler disse idéer gennem form, koncept og personlig fortælling."

Fortællingen i værket anvender stærke billeder eller metaforer som horisonten og havet. Vil du uddybe deres betydning – både generelt/poetisk og personligt?

"I de seneste år har jeg gennem den konceptuelle ramme The Museum of Future Memories skabt værker baseret på spørgsmålet: Hvad sker der, når horisontlinjen forsvinder? Hvordan ved vi, hvor vi er? Det udspringer af et spekulativt kunstværk og en kort fortælling, jeg skrev i Norge om en fremtidig by hvor hav og himmel ikke længere er adskilt. Projektet udviklede sig til flere stedsspecifikke versioner. Spørgsmålene udvidede sig til, hvordan vi orienterer os selv når referencepunktet er ustabilt. Hvad ændrer sig indeni, fysisk og kollektivt, hvis horisontlinjen er en åbenbaring (der peger både mod fortid og fremtid) snarere end en fast linje, der opdeler hav og himmel? Min personlige undersøgelse handler også om, hvordan jeg som kunstner møder linjen. Jeg har længe været optaget af den modernistiske linje, sådan som den fremtræder rumligt og arkitektonisk."

"Jeg tænkte oprindeligt på, hvordan havet er en vandmasse der rummer erindring. Da jeg lærte om den psykoanalytiske forståelse af den oceaniske følelse, blev jeg slået af idéen om at det grænseløse bånd mellem mor og barn både er altomfattende og midlertidigt. Denne følelse, som er så kropslig, er også tidslig. Hvis erindringen er standset tid, hvordan kan den så eksistere i et rum som havet, der altid er i bevægelse? Den eneste måde at få adgang til erindringerne på er ved at opløse grænserne mellem krop og rum."

"Meget af min forståelse af verden er baseret på nærhed og forbindelser. Jeg lærer gennem intime møder, så jeg skaber dem gennem mine værker. Strandstolene markerer en afslappet krop, og selvom de er malet kobolt blå fremkaldes de varme orange og gule toner fra sol og sand. Som objekter minder de om hvordan nærheden til havet ansporer bestemte handlinger – fra leg til eftertanke. Som en rumlig tegning repræsenterer stolene en linje i landskabet og inviterer deltageren til at give den mening gennem deres brug. Din krop former et kollektivt billede. At sidde der ændrer også din opfattelse af hvor din krop begynder og slutter. Og jeg tror, det lærer dig noget om hvordan man sidder, lytter, ser og forestiller sig noget. Det forskyder din følelse af komfort eller ubehag og afslører måske uudtalte ønsker – muligvis har du altid haft lyst til at sidde ved siden af en fremmed, men aldrig følt at du kunne."

Værket er placeret i en offentlig park i Malmø, en migrant by med 178 forskellige nationaliteter. Hvad tror du værket gør på dette sted?

"Jeg er meget begejstret for denne placering fordi det er et sted præget af tilfældigheder og bevægelsen af mange historier. Migranter er vant til at eksistere i flere steder samtidig. Hvad kan denne erfaring tilføre projektet? Hvordan vil det påvirke deres måde at engagere sig i værket på? Jeg håber værket bliver en invitation til at standse op og sammen lede efter horisontlinjen, og at nye perspektiver opstår gennem møderne."

"Jeg håber, at værket efterlader et spor af mulighed – at Malmö Konstmuseum bliver et sted, hvor kunstværker kan sætte personlige og kollektive fortællinger i spil med hinanden. Jeg ville elske hvis værket kunne fungere som et fossil, en lille gestus der peger på et specifikt tidspunkt og sted."

"Fossiler er som spor og tegninger. De har den metaforiske kvalitet at befinde sig uden for tid eller indlejret i dyb tid. Når vi tænker på spor forestiller vi os dem som noget spøgelsesagtigt, men fossiler er meget materielle – et aftryk i sten eller i en skal som også rummer volumen og tilstedeværelse. Vil der være en fordybning i jorden, som fysisk bliver tilbage efter dette projekt? Vil der være et træ som nogen husker at have set på en ny måde?"

"Mit udgangspunkt er ofte tegning som en forlængelse af hånden og en måde at undersøge det uventede, det perifere og det ekstatiske. Hvert værk, uanset materiale eller skala, er optaget af nærvær og fravær, og hvordan det muliggør nye forbindelser der før ikke syntes mulige. Mine værker og tekster begynder med et spørgsmål, som betragtes gennem en bestemt form som en linse eller manifestation."

"Med hvert værk bliver spørgsmålene udgangspunkt for ny research og møder med mennesker hvis arbejde og idéer udvider mine egne. Meget af min inspiration kommer fra møder med forskellige mennesker – fra en palæontolog med skuffer fulde af plantefossiler til historikere der arbejder med hekseprocesser."

"Jeg arbejder på en serie malerier og assemblager med fokus på flora, der bevæger sig og slynger sig, mens den tilpasser sig vidtstrakte økosystemer."