“Når kunstnere i dag går ind i udsmykningsprojekter, så tænker de mere i helheder og den atmosfære rummet har”

I dag handler kunsten i det offentlige rum mindre om at få finkulturen ud til folket, men mere om at skabe nogle interessante miljøer, forklarer post. doc. Ditte Vilstrup Holm i dette interview, hvor hun giver et overblik over udsmykningskunsten fra 1960’erne og frem til i dag.

Kunst kan man opleve på udstillinger i dertil indrettede rum. På museer, kunsthaller, i gallerier eller små projektrum. Men ikke kun her.

Foruden for disse specialiserede kunstrum findes kunsten i byrum, parker, skoler, universiteter, sygehuse, plejehjem, metrostationer, biblioteker, virksomheder og mange andre steder.

Her er ikke blot tale om malerier eller skulpturer, der er erhvervet af virksomheder eller institutioner, og som fungerer som enkeltstående, æstetiske forskønnelser. Spændet går til kunst, som er tænkt ind som en fuldstændig integreret del af arkitekturen eller stedets funktion. Ja, sågar til mere procesorienterede eller ‘performative’ kunstneriske forløb.

Gallerirumskunst – en parentes i kunsthistorien

Ditte Vilstrup Holm er post.doc. ved Copenhagen Business School og KØS Museum for kunst i det offentlige rum og har i mange år forsket i kunsten, som optræder lige her omkring os: “Kunst i det offentlige rum”, “Kunst-i-arkitektur”, “Bygningsintegreret kunst”, “Udsmykningskunst” – ja, kært barn, mange navne.

“I størstedelen af kunsthistorien er det faktisk sådan, at kunsten forholder sig meget direkte til omgivelserne”, forklarer hun og henviser til, at kunsten i europæisk sammenhæng i de sidste to årtusinder mestendels har indgået i samspil med kirkerum eller fyrstepaladser.

“Det er jo først med den moderne, autonome kunst og de moderne neutrale museums- og gallerirum, at vi får en kunst, der netop ikke er integreret og spiller sammen med omgivelserne. Den moderne kunst er faktisk mere en parentes i historien”.

Kunsten skal virke i samfundet

Den ‘offentlige kunst’ herhjemme har i nyere tid ikke mindst rod i loven om Statens Kunstfond fra 1956, hvis primære formål var at fremme “den billedkunstneriske medvirken ved udformning og udsmykning af statens bygninger og anlæg”, som det hed i lovteksten.

“Det udspringer af en idealistisk tanke om, at kunst skal være til glæde for hele befolkningen, og derfor skal den ikke kun være på museerne, men skal ud og bruges i samfundet”, forklarer Ditte Vilstrup Holm og fortsætter:

“Udviklingen blev drevet af kulturpolitiske ideologier, men der har også været kunstneriske interesser. Hvis man i den moderne kunst var optaget af at skabe værker til det neutrale gallerirum, så kommer der en modbevægelse i 1960-70’erne, hvor mange kunstnere ønsker at gå i dialog med omgivelserne og tænker rum og kunstværk sammen. Et kendt eksempel er Poul Gernes gennemførte farvesætning af Herlev Hospital, der er meget toneangivende for det udtryk, byggeriet har”.

Fra det stedsspecifikke til diskursive steder

Vilstrup Holm forklarer, at der heri også ligger en institutionskritisk opmærksomhed på de sociale, økonomiske og politiske faktorer, som opretholder det neutrale gallerirum.

Desuden er kunstretninger som Land Art og Minimalisme optaget af begrebet ‘det stedspecifikke’. Et begreb der i 1990’erne bliver genstand for ny interesse blandt kunstnere og teoretikere.

“Dog på en lidt anden måde”, fortæller Vilstrup Holm: “I 1990’erne opfatter kunstnerne steder som mere flydende og mobile størrelser. Det sker under indtryk af diskussioner om, at steder ikke blot er fysiske beholdere, men at der er alle mulige kræfter på spil. Steder er flygtige og kan for eksempel påvirkes og ændres af politiske forhold, og fra humangeografien lærer man, at folk opfatter steder meget forskelligt”

Her nævner Vilstrup Holm en kunstner som Mark Dion, der nok arbejder stedsspecifikt ved at tage jordprøver og andre genstande fra specifikke, lokale steder – eksempelvis regnskoven – hvorefter han tager disse indsamlede prøver og genstande med ind i gallerirummet.

“Dion arbejder på den måde mange forskellige steder, og vil i virkeligheden i sin kerne diskutere klimaforandringer og vores relation til naturen. Så det stedspecifikke bliver i den kontekst til det, som kunstteoretikeren Miwon Kwon kalder for et ‘diskursivt sted’”.

Bæredygtighed, reparation, omsorg

“I 1990’erne vil kunstnerne ikke lave permanente kunstværker, der skal stå ude i verden i al evighed. De vil i stedet lave kunst, der bidrager til en diskussion om, hvordan verden er koblet sammen. Og på en måde er det der, diskussionen om kunsten i det offentlige rum er efterladt i dag. Nemlig, at hvis man skal lave progressiv kunst i dialog med omgivelserne, så skal det ikke være noget permanent”.

“Men jeg synes, det er interessant, at nogle af de mere dominerende diskussioner, der florerer i dag, ikke tematiserer altings flygtighed, men mere kredser om begreber som ‘bæredygtighed’ ‘reparation’ og ‘omsorg’, og det er emner, der byder mere op til permanens”.

Vilstrup Holm peger på, at der mange steder i dag er vægt på det bygningsbevarende. Altså, det handler om at skabe miljøer, der har en længere holdbarhed. Her giver den kunstneriske udsmykning en dybde og en kvalitet til stedet eller bygningen.

“Når kunstnere i dag går ind i udsmykningsprojekter, så tænker de mere i helheder, mere i den atmosfære rummet har – for så delikat at transformere det”.

Ditte Vilstrup Holm giver som eksempel DTU i Lyngby, hvor Malene Bach blandt andet har installeret farvede tekstilpaneler som en form for alternative solskærme, der skaber et særligt behageligt lys i lokalerne.

Kunstneren er med fra starten

Et andet bemærkelsesværdigt spor er ifølge Vilstrup Holm, at det kuratoriske har fået større plads: Kunstnere udvælges nøje, så der er et match mellem stedets karakter og kunstnerens emnekreds og arbejdsform.

Ligeledes bringes kunsten i højere grad i spil tidligt i byggeprocesserne. En kunstner som Kerstin Bergendal har i mange år lavet projekter i samspil med arkitekter inden for byudviklingsområdet.

“Men i stedet for at komme med et forslag til et objekt, der skal placeres på stedet, så er Bergendal med fra starten, hvor hun initierer brugerinvolverings- og modningsprocesser, der får betydning for, hvordan hele projektet udformer sig”.

Ditte Vilstrup Holm forudser, at man fremover kommer til at tænke mere i transformation af eksisterende bygninger i stedet for nybyggeri, og at kunsten i højere grad kan spille en rolle i den sammenhæng. Ligeledes er der tanker om, hvordan man kan re-aktivere de efterhånden mange værker, der findes derude i offentlige bygninger og natur- og byrum.

“I dag handler det mindre om at få finkulturen ud til folket, men mere om at skabe nogle interessante miljøer, og der er en opmærksomhed på, at kunstnerne kan komme med nogle kreative metoder og processer. Som samfund er man interesseret i innovation, i noget der er anderledes, og man har en forestilling om, at kunsten kan noget særligt”, slutter Ditte Vilstrup Holm.