Nanna Debois Buhl genopdager astro-videnskabens kvindelige pionerer på Fotografisk Center

Udstillingen Stellar Spectra er som et fint kalibreret optisk apparat, der med stor præcision udfolder en kompleks fortælling om to astrofotografers videnskabelige og fototekniske drømme.
Det handler om menneskets søgen efter at forstå universets himmellegemer. Det handler om fotografi, optiske apparater og billedtekniske eksperimenter. Det handler om videnskabens udvikling og de oversete kvindelige pionerer. Det handler om lys og farve, om dedikation og metodisk præcision og om drømme og visioner – alt sammen fortalt gennem to kvindelige astrofotografers liv og virke.

Stjernernes DNA

Udstillingen på Fotografisk Center består af to installationer. Den ene har ligesom udstillingen titlen Stellar Spectra og tager udgangspunkt i den irsk-britiske astronom Margaret Lindsay Huggins’ (1848-1915) arbejde med spektroskopi.

Huggins konstruerede selv spektroskoperne, som kunne bryde en stjernes lys op i dets unikke spektrum af farver, hvad man også kan kalde stjernens DNA. En stjernes spektrum var ikke bare en farveregistrering af stjernens lys, men også en afbildning af dens kemiske eller materielle sammensætning, og på den måde en undersøgelse af universet sammensætning.

Installationens to-fløjede video fremstår som en poetisk-rytmisk bevægelse af næsten flydende overgange mellem farvenuancer, der kobles sammen med en collage af fotografier fra Huggins’ liv og arbejde. Bl.a. ser man flere eksempler på Huggins’ stjernespektrummer: Variationer over regnbuens farvespektrum gennembrudt af sorte lodrette streger.

Prismer og spøgelser

For Debois Buhl bliver Huggins’ liv og virke en anledning til at reflektere over synlighed og usynlighed, som hun tematisk fletter ind i installationen gennem korte skrevne udsagn.

Hun noterer, at begreberne ’spectrum’ (en fremtrædelse, et billede, eller en prisme af farver) og ’specter’ (spøgelse) begge optræder for første gang i starten af 1600-tallet. At der er en sammenhæng mellem, hvad vi ved, og hvad vi finder ud af, at vi ikke vidste.

De enkelte farvespektrum vidner om stjerner, der muligvis ikke længere eksisterer, men rejser til os som lysstråler fra for længe siden. Huggins selv forsvandt (næsten) ud af videnskabshistorien, men lever videre i de fotografier, hun tog.

Solpletter og solformørkelser

Den anden installation, A Human Computer, handler om Annie Maunder (1868-1947), som specialiserede sig i at fotografere solen. Hun startede sin karriere som en såkaldt ’menneskelig computer’ på The Royal Observatory i Greenwich, hvor hun fotograferede solen, fremkaldte fotoplader og analyserede data.

Efter at hun blev gift med astronomen Walter Maunder, måtte hun opgive sit arbejde, men specialiserede sig i stedet privat i at fotografere solpletter og solformørkelser. I 1898 lykkedes det hende at fange den hidtil længste stråle fra solen, en coronal streamer, og det er en af de bedrifter, som langt senere skriver hende ind i videnskabshistorien.

Annie Maunders historie bliver i Debois Buhls installation til en rejse gennem 200 års teknologisk udvikling med solen som omdrejningspunkt. Maunders fotografier sættes sammen med NASA/SDO’s helt nye optagelser af solen, som kompositorisk har slående ligheder med Maunders, mens de menneskelige computere fra 1800-tallets videnskabelige arbejde danner anledning til en fortælling om ændringerne i vores forestilling om samspillet mellem menneske og maskine.

Kortfattet computerhistorie

Installationens ‘computerhistorie’ er skrevet med korte udsagn (her oversat fra engelsk – og skåret ud af deres sammenhæng i historien om Maunder): ’Computere var mennesker, ’Computere var kvinder’, ’Computer (1640): én der kalkulerer’. ’Computer (1889): en person som udfører matematiske kalkulationer i hånden’. ’Computer (1921): en person som udfører kalkulationer ved hjælp af en maskine’, ‘Computer (1945): en programmérbar, digital, elektronisk computer’. ’Computer (2011): en bærbar bog-lignende enhed’, ‘Computer (2054): et teknologisk apparat med menneskelige kvaliteter’.

Den menneskelige computer

Installationen skriver sig på den måde ind i fremtiden med en hilsen tilbage til Annie Maunders solfotografier og afslutter med følgende udsagn om den ’menneskelige’ computer (spoiler alert til dem som hellere vil opleve det selv!):

’Fremtidens computer ved, at solens bestrålingsstyrke ikke er konstant. Fremtidens computer undersøger effekterne af solvinde. Fremtidens computer modellerer solaktivitetens påvirkning af klimaet, for at beregne effekten af menneskelig aktivitet. I dets drømme forsvinder fremtidens computer ind i solens grynede overflade, som blev fanget af A’s fotografier 200 år tidligere’.
Således bindes en sløjfe til 1800-tallets menneskelige computer!

En klar kunstnerisk stemme

Stellar Spectra er en udstilling, der rækker vidt i de koblinger, den lykkedes at lave, og i de drømme, den berør og fører videre. Den peger på sammenhænge mellem videnskab, teknologi og kunst, og for et kunsthistorisk felt, der pt. er i gang med at genopdage sine oversete kvindelige pionerer, er det interessant at følge en lignende arkivarisk ekspedition ned i naturvidenskabens historie.

Udstillingen er dog langt mere end en historisk undersøgelse. Den har en klar kunstnerisk stemme, om end den er bevidst lavmælt. Den kunstneriske stemme giver sig til kende i den præcise æstetiske iscenesættelse, i indlevelsen i de kvindelige pionerers videnskabelige og fototekniske aspirationer, og i de velvalgte udsagn om vores forhold til teknologi, viden, visualitet og køn – og hvordan det har ændret sig igennem historien.

Læs mere om Debois Buhl i Ugens Kunstner eller se vores videointerview med hende.