Nanna Starck: “Billedet bliver tydeligere, når cigaretten stikkes ind i en kønsåbning.”

“Jeg har altid følt mig tiltrukket af det groteske. Jeg tror, at når noget er visuelt voldsomt, så kan du ikke ignorere det. Det vil sige, at det er meget insisterende, og jeg kan også selv godt lide at få smækket tingene op i hovedet. Så bliver man nødt til at tage stilling til det.”

Nanna Starcks (f. 1976) værker er i sandhed insisterende, og hun taler også insisterende og holder øjenkontakten hele tiden. Jeg mødes med hende på Tranen, det særlige udstillingssted, placeret midt i Gentofte Hovedbibliotek som en scene eller en stram White Cube set forfra, men som – idet man vender sig om – åbenbarer sin sande eksistens uden en skærmende væg, akkurat blandt bibliotekets bogreoler, café og borgeroplysning.

Det er her, Nanna har lavet en udstilling, der omdanner udstillingsrummet til et absurd badeværelse eller omklædningsrum med brusekabiner, skabe, håndklæder og badekåber, mens en række stærkt medtagne, fragmenterede og perforerede kroppe cirkulerer på gulvet, som var de ved at løbe ud gennem en forstørret afløbsrist midt i gulvet.

Retten til at være her
Det vender vi tilbage til. Først lidt om Nanna. Uddannet fra kunstakademiet i København i 2004 har hun gennem årene primært arbejdet skulpturelt og installatorisk – de første mange år i samarbejdsprojektet Island Life med tre kvindelige kollegaer. Siden 2018 har hun ikke mindst markeret sig med taktile, rå (og humoristiske) relieffer og skulpturer, der præsenterer kroppe helt uden for normer og grænser – fascinerende, afskyelige, lækre og ‘alt for meget’.

Eksempelvis i et stort femdelt relief med titlen I put a peephole in my flesh, hvor fire monstrøse og fragmenterede kroppe slynger sig med spredte ben, knogler, der stikker ud, svampede lår og flagrende bryster (silikonebryster i bogstaveligste forstand!). Og – ikke mindst – blottede åbninger, køn, sår, flænger og huller, der åbenbarer værkernes materialitet: beton, skum og – ja – silikone.

“Jeg har tit tænkt på, hvorfor jeg bliver ved med at interessere mig for det, der står udenfor normerne”. Nanna slår ud med hånden. “Det kan ikke kun være en visuel interesse, der må være noget mere på spil.”

“For selvom jeg ikke ser ud til at stikke specielt ud fra normen, kan jeg jo godt føle, at jeg gør det. At fremstille de her absurde, groteske, forvrængede, voldsomme, poetiske og smukke kroppe repræsenterer jo noget andet, og jeg tror, at det for mig handler om at insistere på mine rettigheder til at være her i verden.”

“Det betyder, at der skal meget til for visuelt at skræmme mig. Jeg har oplevet, at den grænse ligger et andet sted hos andre mennesker, og jeg er sikker på, at der er mange, der synes, mine værker er rigtig grimme og alt for meget. Det gør mig ikke noget, for jeg har aldrig været specielt interesseret i det smukke.”

“Jeg vil hellere lave ting, man kan mærke. Det er bedre at du får ondt i maven, end at du ikke lægger mærke til det.”

Man skal ikke vise den grimme side
Hos Nanna er den krop, som vi alle har og forholder os til hver eneste dag, det absolutte centrum:

“Man er i verden i kraft af sin krop. Det er den, du sanser igennem, og det er det hylster, der afgrænser dig mod omverdenen.”

“Mine værker kredser efterhånden også om, at der sker noget med ens krop, når man bliver ældre. Ikke kun rent fysiologisk, men også i forhold til det at give efter, at give slip. For man bruger så stor en del af sin ungdom på at stramme op, holde fast og samle sig.”

“Vi har en kropskultur, som handler utrolig meget om den polerede yderside. Man skal jo helst ikke vise den grimme side. Hvilket giver mening, for det er også en måde at holde fast på sig selv på. Når hele verden går ad helvede til – og det gør den – så er det eneste, du kan gøre, at holde fast i dig selv og din egen krop.”

“Mine værker handler om at give slip i kroppen og lade den flyde ud og give efter. Jeg synes, der er en frigørelse i de frivole bevægelser, de har. Med alle deres åbninger, alle deres afhuggede eller muterede lemmer, al deres flyden ud.”

Psykologiske huller i kroppen
Et karakteristisk træk ved Nannas skulpturelle kroppe er, at de er utætte og hullede. Særligt har flere af dem et stort hul i maven.

“Jeg taler om dem som psykologiske huller, fordi det er i solar plexus, hvor du kan mærke alting. Snarere end øjnene ser jeg solar plexus som et sjælespejl, fordi det er her, der er adgang til det inderste, til følelsesregisteret og til sjælen.”

“Så er der selvfølgelig alle mulige andre huller, som jeg også synes er enormt interessante, og som jeg bruger på forskellige måder. For mig er det gennem kropsåbningerne, man indtager verden, og filtrerer, cirkulerer og spytter den ud igen.”

“Jeg er optaget af tanken om det cirkulære. At kroppen er som en si, som verden siver igennem. Det er derfor, jeg på det seneste har lavet værker med afløbsriste, der billedliggør tanken om, at verden løber gennem kroppen.”

Frygten for at tabe sig selv
Nanna er optaget af det abjekte, som er et begreb hos filosoffen Julia Kristeva. Det abjekte betegner det, der er både og, og som forstyrrer grænserne mellem subjekt og objekt. Det, der afskyes og frastødes, men som samtidig er uløseligt forbundet med os selv, eksempelvis kropslige sekreter, urin, blod, afføring – men også alt det, der minder os om vores forgængelighed.

Et eksempel er relieffet Analtab II fra 2020, som Statens Museum for Kunst har erhvervet til samlingen, hvor et ansigt er på vej ud af endetarmsåbningen. Nanna smiler:

“I det her værk handler det om den psykologiske angst for at tabe sig selv – analt – hvilket jo er det, der på en måde sker, når man går på toilettet. Når kroppen udveksler med omverdenen, er der en frygt for en manglende afgrænsning; at man flyder ud og bliver til ingenting.”

“Det abjekte er en måde at beskrive misforholdet mellem krop og omverden på, hvor kroppen begynder og slutter, og hvordan vi ser på det, vi har skilt os af med. Når håret sidder på hovedet, reagerer vi ikke, men når det ligger i risten i brusekabinen, så er det enormt frastødende.”

Smøger i kønnet
Et tredelt værk fra 2023 har tre sigende titler: The aesthetic of the unpretentious, Circular motion out of me og Disgust unthreatening. Her flyder der væsker ud af kønsåbningen, hvor der også er stukket cigaretter ind. I det hele taget er der masser af smøger i Nannas værker:

“Cigaretter er en ambivalent størrelse, fordi de på den side har stor sex appeal, og det kræver ikke meget fantasi at se, hvordan en cigaret i en mund kan være en metafor for en sexakt. På på den anden side er cigaretter en af de største årsager til dødsfald i vores samfund. Men da døden er en del af cigarettens ‘sexiness’, så er cigaretten bare et ret kraftfuldt billede på en kombination af liv og død. Og det billede bliver tydeligere, når cigaretten bliver stukket ind i en kønsåbning.”

“Cigaretter er også et udtryk for det abjekte, da de bliver en del af kroppen, når du ryger dem; røgen trækkes ind i kroppen, cirkuleres og pustes ud igen. Røgen, der udåndes, er ulækker og er vel nærmest et kropsligt affaldsprodukt.”

Et vådrum på biblioteket
I udstillingen på Tranen er der også cigaretter. De er placeret ovenpå armaturerne i brusekabinerne, og hvad laver de der? Sådan er installationen – der ved første øjekast virker mere cool end Nannas øvrige værker – fyldt med absurde forskydninger og brud. Kropsliggørelser, kan man sige – for kabinerne har fødder, skabene kønsåbninger, og små tamponer er vævet ind i håndklædestofferne.

“Grundideen til udstillingen udsprang af arkitekturen. Jeg har engang haft et badeværelse med de samme marmorfliser, som ligger her på gulvet, og det gav afsæt for nogle tanker om badeværelset som det intime rum, som man lukker døren til, mens man soignerer sig, civiliserer sig og gør sig til, så man kan gå ud og vise sig for andre mennesker.”

“Men her på Tranen er illusionen om det private rum jo ret hurtigt forsvundet. Ligesom forestillingen om et helt cool artspace. For vi befinder os på et offentligt bibliotek. Sammenstødet mellem det offentlige og det private synes jeg var et interessant udgangspunkt.”

Kroppens sandhed
Cool er heller ikke just en betegnelse, der dækker de kroppe, udstillingen orkestrerer. Kroppene, der skulle plejes her i vådrummet (titlen på udstillingen er netop Vådrum), er gået i opløsning og blevet lig de væsker, der udskilles fra kroppen og skylles ud i afløbet. Faktisk er de så muterede, at de knap er kroppe og i stand til at vise sig frem længere. Måske gider de simpelthen ikke længere deltage i tidens krops-disciplinerende kontrolregime?

“Ja, der mangler lemmer, og figurerne har ingen hoveder. Vi plejer primært at aflæse mennesker ved at se på ansigtet, men ved at fjerne hovedet træder kroppen tydeligere frem.”

“Som skulptør ved man, at man altid aflæser tingene med sin krop. Når du oplever skulpturer, er du automatisk bevidst om det. ‘Jeg er her, skulpturen er der, jeg er så stor eller lille i forhold til den’."

Jeg tror på, at kroppen er intelligent. Jeg drømmer om, at beskueren tør give slip på udelukkende at skulle aflæse værket intellektuelt. Du kan godt nøjes med at få en kropslig oplevelse. Og hvis den kropslige oplevelse er væmmelig, så er det også fint."

“At føle ubehag er jo en lige så vedkommende følelse som følelser af ophøjelse eller lykke. Når du kan mærke det, kan du også mærke dig selv. Det er det, jeg selv opsøger. Jeg vil gerne vide, at jeg er, og jeg kan mærke mig selv."

“Jamen, jeg synes, det er fedt. Når jeg møder ting, der skubber til mig, bliver jeg nødt til at spørge mig selv, hvorfor jeg bliver provokeret. Det siger noget om mig selv. Jeg synes altid, at der er stor læring i det."

“Jeg får i hvert fald reaktioner. Jeg forsøger at lave ærlige ting, og det betyder, at jeg får ærlige reaktioner. Selv folk, jeg kender rigtig godt, har sagt, at de synes, det var voldsomt – måske endda for voldsomt."

"Men det tager jeg som et kompliment, fordi jeg også er en rigtig sød og rar person - også når andre ikke umiddelbart forventer, at jeg kan rumme sådan nogle sider.”

“Jeg tror, at det grimme er let at forholde sig til. Både de grimme sider og den mindre flatterende krop. Vi er alle sammen meget grimme engang imellem, og vi kæmper alle sammen med, hvordan vi præsenterer os udadtil. Derfor er det også godt at blive konfronteret med den side af os selv. Det grimme rummer kimen til udvikling, og vi skulle helst ikke gå i stå. Det er vores opgave at blive ved med at udvikle os hele livet.”

Er det også et politisk projekt at udfordre normer og grænser?

“Mit kunstneriske virke har været længe undervejs, og hvad der startede som en nærmest arkaisk undersøgelse af kroppen og psyken, har fået flere lag på sig med tiden."

"At arbejde med kroppen er et politisk projekt, men det var ikke nødvendigvis sådan, det startede. Strømninger i tiden, der favner ‘andethed’, har været gode for udviklingen af mit projekt. Det grænsesøgende og normudfordrende i min praksis vil altid være til stede.”