Netkunstens nye liv

Vi bruger alle internettet som et nødvendigt redskab.

Men hvorledes opstår, udvikles og anvendes information på nettet, og hvilke kommunikationsstrukturer hersker.

Det er dette felt som Kommunikation stier kradser lidt i overfladen på.

Netkommunikationens effektivitet
Et spændende blik på kommunikationsfeltet møder vi i 0100101110101101.ORGs værk Emily’s Video.

Værket består af en række videoer, hvor personer har optaget deres egen reaktion, mens de ser en bestemt video. En video, der skulle husere på nettet og være ekstrem i et eller andet niveau – det tyder reaktioner i hvert fald på.

Men, vi ser ikke selve videoen – og eksisterer den i det hele taget?

Værket understreger på fin vis, hvordan nettet fx via Youtube giver mulighed for at producere historier – falske som sande.

Den form for storytelling var tidligere begrænset til institutioner, virksomheder, magthavere etc, da en vis økonomi krævedes.

Men i dag kan alle producere. Og, alle gør det.

Når billeder af middagsretter, rejser, motionsbedrifter og andre fortræffelighed deles fx på Facebook, er målet så en ”ærlig” kommunikation til ”vennerne” – eller er målgruppen langt større? Ofte er fornemmelsen, at sådanne informationer er en del af en (tidstypisk) selviscenesættelse, der ikke hviler på selvransagelse og –kritik.

Emily’s Video er med andre ord en problematisering af nettets kommunikative styrke og en fin kommentar til de iscenesættende øvelser, som hver dag udfoldes i diverse sociale medier.

Fra net til virkelighed
En anden kommunikations-sti er den, der løber mellem net og virkelighed. I Michelle Terans The Little Yellow House undersøges dette med afsæt i en fortælling om et lille gult landhus.

På en hjemmeside kan en introduktionsvideo til stedet ses. Men for at få hele fortællingen med kræves aktiv deltagelse, og at man ønsker at afgive personlige data via en online formular.

Herefter modtages instrukser fra kunstneren, og de første 100 deltagere modtager også en fysisk tryksag, som udfolder fortællingen yderligere.

Værket kommer godt omkring kommunikationens forhold til hastighed og afstande i dag – og så berører The Little Yellow Houses interaktive kommunikations-set-up desuden den ubehagelige følelse, som opstår, når vi bedes om personlige oplysninger af en mod-part, som vi ikke helt ved, hvem er.

…og tilbage igen
Virkelighed vs. net er også på dagsordenen i Jens Wunderling & Philipp Boschs Transgression. Værket handler kort sagt om, hvad der sker, når et netkunst-værk præsenteres i et fysisk udstillingsrum. Værket har en fysisk station på Museet for Samtidskunst og på projektet hjemmeside tranmitteres ”live” fra museet. Pointen er, at hvis nogen ”dis-like’r” (altså modsat Facebooks ”like” funktion) værket på museet, så har du som netbruger mulighed for at uploade dit billede.

Den indbyggede medie- og institutionskritik er interessant – og vigtig i en snæver faglig sammenhæng. Men pointerne er set udfoldet bedre af andre kunstnere og så har værket ikke tilstrækkelig dynamik i forhold til udstillingens øvrige værker. 

Virkelighedsopfattelse
Netkunst er skabt til nettet, men også til en én-til-én kommunikation med beskueren. Hertil kommer, at nettet er en skattet informationskanal. Det er de to forhold, som Anders Bojen & Kristoffer Ørum har bygget deres tænksomme værk Disbelieving Gravity på.

Værket undersøger vores vante verdensopfattelse med afsæt i en problematisering af tyngdekraftens gyldighed. Disbelieving Gravity er opbygget efter en læringsmodel: gennem en række småvideoer indlæres noget nyt og efterfølgende afprøves indlæringen ved ”tests”.

I hvert fald indledningsvist holdes man fast af værkets fin filosofiske tone og dets enkle visuelle ramme: en lille hvid box hvor en arm udskifter (newton’ske) æbler og andre små genstande. Går man med på legen, er værket i stand til at åbne op for nye mentale billeder. Men efter et stykke tid taber værket sit drive, da ping-pong bevægelsen mellem video og test ikke rykker indholdet radikalt videre.

System error
Imidlertid er tabet af drive – der skyldes vores forventning om værkets meningsfulde kulmination –en vigtig pointe i Disbelieving Gravity. For værket vil netop undersøge vores ukritiske accept af de vedtagne sandheder, af dét vi ikke stiller spørgsmålstegn ved. Denne for-forståelse af ”det logiske” ses som en fejl, der hæmmer vores tænkning. Hvad ville der ske, hvis tyngdekraften ophævedes?

Problematisering af denne kulturelle ”systemfejl” genfindes i JODIs performativ app ZYX. Værket instruerer os i at bevæge vores Iphone, mens den tager billeder.

Men den almindelig logik er udfordret: Når vi fx skal bevæge telefonen til højre, så skal vi gøre alt andet, for at app’en virker.

Gennem fejlinformationen bliver det faktisk muligt at opleve og se sine omgivelser på en ny måde. ”Det ulogiske” definerer endvidere værkets grundlæggende kritiske holdning.

Værket er også en dokumentation vedr. app’ens optagelse på App Store: fra den forkastes som ”ikke funktionel” til den flere versioner senere tillades at være i butikken.

Her lykkes det værket at understrege både vores kærlighed til logikken og centrale pointer om magten på nettet, om styring og kontrol af kommunikationen. Vigtigt er det, at værket evner at opretholde en legende form samtidig med at de dybere betydningslag udfoldes  Den type netkunst, der måske ikke er så banebrydende, taler i høj grad til mig.

Udstillingsrummets fallit
I udstillingssammenhæng har netkunsten aldrig slået igennem. Den fungerer ikke på skærme i et gallerirum, men er møntet på en ”intime” kontekst: på beskuerens egen computer, med værket i en dialogposition og uden styring gennem et udstillingsrums normsæt.

Vanskelighederne med at få netkunsten til at virke på real-life-udstillinger har betydet, at netkunsten ikke er formidlet og derfor i hvert fald i Danmark er en smule overset.

Et digitalt hjerte på rette sted
I det lys er Museet for Samtidskunsts website en sand gave. Her bydes på en ramme, som på loyal vis formidler netkunsten i det medie, den er tiltænkt. Ydermere er sitet en kærkommen åbning mod den digitale kunst, som helt konkret gør det muligt at finde frem til og møde netkunsten. Dét endda uanset om du sidder i Skagen, Gedser eller København.

Kommunikations stier er en fin åbningsudstilling, der vækker til eftertanke – men ikke folder netkunstens oplevelsesaspekt helt ud. Endvidere kunne en ”pulje” af referenceværker have styrket de nye værker gennem et ”historisk” perspektiv.

Men heldigvis rummer Net.Specific links til materiale om netkunsten og til ældre værker. Ved at sitet kombinerer nye værker og viden, vil det utvivlsomt puste nyt liv i netkunsten. Jeg vil se frem til større udstillinger – arkiver? – der også med stærkere kuratoriske greb vil udfordre os og vores forestilling om netkunsten.