Nye strategier på paladset

Kunstudstillingen i det udvidede felt
Hvert år giver Palais de Tokyo en samtidskunstner tilladelse til at indtage rollen som kurator – et såkaldt ‘carte blanche’. Ideen er at skabe et alternativt udstillingsprojekt, der udstikker nye veje for kunstinstitutionen. Denne gang er valget faldet på den engelske kunstner Jeremy Deller, der har deltaget på adskillige internationale udstillinger og biennaler, og som i 2004 blev tildelt den prestigefulde Turner Prize. Som kunstner er Deller kendt for at arbejde inden for et felt, hvor han kombinerer forskellige kunstformer i sine ofte meget politisk motiverede projekter.

Udenfor kategori
Den sidste udstilling på Palais de Tokyo er ingen undtagelse. From One Revolution After Another placerede sig således i grænseområdet mellem historie, antropologi og samtidskunst. Den blandede forskellige genrer, medier og værktyper, ligesom den etablerede et utraditionelt fletværk af såvel kollektive som personlige fortællinger. På denne måde havde Deller skabt en udstilling, der udfordrede kunstinstitutionens normale kategorier, idet deltagerne ikke nødvendigvis behøvede at være kunstnere, og de udstillede genstande langt fra altid lod sig bestemme som traditionelle kunstværker.

Skæve optikker
Med afsæt i den elektroniske musikscene i det tidligere Sovjetunionen, fremkomsten af rockmusik i 60ernes Frankrig, William Scotts utopiske storbyvisioner og Dellers eget såkaldte ‘folkearkiv’ kastede udstillingen et både skævt og tankevækkende blik på nogle kultur-revolutionære strømninger i den vestlige verden. Udstillingen bestod af en række separate udstillinger, der hver især var skabt i samarbejde med udvalgte kunstnere og kuratorer, og som blev vist i forskellige sektioner i udstillingshallens rå og gigantiske rum. Udstillingerne var tænkt som adskilte parallelprojekter, men blev efterfølgende samlet under en fælles titel. Herved iscenesatte Deller en mangesidet udstilling, der genlæste den vestlige verdens kulturhistorie gennem en revolutionens prisme.

Hverdagens revolutioner
Udstillingen på Palais de Tokyo var et aktuelt eksempel på en kuratorisk strategi, hvor kunstnere og kuratorer forsøger at knytte kunsten til virkelighedens sociale rum. Der er tale om en mere virkelighedsvendt, socialt og procesorienteret kunstpraksis. Med From One Revolution After Another søgte Deller at genopfinde hverdagen gennem en kunst, hvor der sættes fokus på menneskelige relationer og kollektivernes revoultionære historie og potentiale. Det er en udstilling, hvor der først og fremmest lægges vægt på det konkrete. På den måde var der tale om en fortsættelse eller genoptagelse af den historiske avant-gardes forsøg i midten af det 20. århundrede på at opløse værkbegrebet og skabe en sammensmeltning af kunst og hverdagsliv.

Glamrock, kagebagning og fagforeningsbannere
Når Deller vælger at præsentere os for mekaniske elefanter, farverige fagforeningsbannere, broderede bryderdragter og eksempler på kagebagning til godtgørende formål handler det om at fremstille det hverdagslige og revolutionære, så vi får øjnene op for de kulturelle genstande, handlinger og ritualer og deres revolutionære potentialer, som er en integreret del af den moderne kultur, men som vi normalt ikke ofrer så meget opmærksomhed. Det er en kuratorisk praksis, der går ud på at gentage det, man oplever, og via gentagelsen skabe en ny kontakt mellem verden, de udstillede genstande og beskueren i meget konkret form.

De mange mulige historier
Man bliver udfordret som beskuer. I ordets mest positive betydning. Udstillingen undveg en systematiseret udlægning af arkivmaterialet og gav ikke noget overbliksskabende billede af den moderne kulturs historie. Med sit kuratoriske greb lod Deller det i stedet være op til den enkelte beskuer at skabe betydningsmæssige sammenhænge. Denne strategi er både udstillingens styrke og svaghed. Man kan nemt blive skuffet, hvis man har hang til æstetiske kunstoplevelser, eller hvis man ønsker sig et klart overblik over de udstillede værker. Vil man derimod gerne udfordres, er en sådan form for kompromisløs kuratering og udstilling lige sagen.