Nyt kunstnerlegat på 100.000 kroner går til Anna Munk

Af
17. august 2026

Erhvervslivets Kulturpris lancerer et nyt kunstnerlegat, der skal støtte kunstnere, som er med til at forme fremtidens kunstscene.

Annea Munk. Foto: Josefine Seifert

Erhvervslivets Kulturpris lancerer et nyt kunstnerlegat, der skal støtte kunstnere, som er med til at forme fremtidens kunstscene.

Af
17. august 2026
Billedkunstner Anna Munk er den første modtager af Erhvervslivets Kulturpris’ nye kunstnerlegat på 100.000 kroner. Legatet skal støtte kunstnere, der udfordrer kunstens grænser og er med til at forme fremtidens kunstscene.
Erhvervslivets Kulturpris blev etableret for at styrke forbindelsen mellem kunst, kultur og erhvervsliv. Prisen hædrer virksomheder og initiativer, der arbejder aktivt med kunst og kultur, og fungerer samtidig som en platform for møder mellem erhvervslivets og kunstens aktører.
Nu udvides initiativet med et nyt kunstnerlegat på 100.000 kroner. Den første modtager er billedkunstner Anna Munk, der får legatet for sit markante kunstneriske virke, sin eksperimenterende tilgang til materialer og sin evne til at forene maleriets historie med et nutidigt billedsprog.
"Erhvervslivets Kulturpris handler om at skabe stærkere forbindelser mellem kunst og erhvervsliv. Med kunstnerlegatet ønsker vi samtidig at støtte de kunstnere, der er med til at forme fremtidens kunstscene. Anna Munk er et oplagt valg som den første modtager," siger stifter Merete Otillia Knudsen.
Anna Munk: Stilleben (Still Life with Fruits), 2025. Foto: Anders Sune Berg
Anna Munk: Stilleben (Still Life with Fruits), 2025. Foto: Anders Sune Berg
Fra stilleben til kosmetik
Anna Munks værker tager ofte afsæt i stillebenets klassiske tradition, som hun omsætter til et nutidigt billedsprog. Hun arbejder blandt andet med kosmetik som kunstnerisk materiale og udfordrer dermed forestillingen om, hvad et maleri kan være.
"Anna Munk har et helt særligt kunstnerisk sprog. Hun bygger bro mellem maleriets historie og vores egen tid med en materialebevidsthed og integritet, som gør hende til en af de mest interessante yngre stemmer i dansk samtidskunst," siger Gry Stockinger Broe-Andersen, kunstrådgiver og medlem af Erhvervslivets Kulturpris’ advisory board.
Skal præge næste års prisstatuetter
Legatet får også en direkte forbindelse til selve Erhvervslivets Kulturpris. Som modtager bliver Anna Munk nemlig den kunstner, der skal sætte sit præg på prisstatuetterne, når priserne uddeles igen i foråret 2027.
Det er fortsat advisory boardet, der udpeger modtagerne af Erhvervslivets Kulturpris. Boardet har fået nye medlemmer og består nu af Merete Wedell-Wedellsborg, Brian Mikkelsen, Jens Bjørn Andersen, Gry Stockinger Broe-Andersen, Khurram Jamil og Merete Otillia Knudsen.
Anna Munk (f. 1994) bor og arbejder i København. Hun er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler i 2022 og har udstillet i blandt andet Korea, Norge og Tyskland samt haft soloudstillinger i Danmark og Frankrig. Hun har blandt andet udstillet på O – Overgaden og Valdemars Slot.
Den 21. august 2026 åbner hun sin første soloudstilling hos Galleri Nicolai Wallner.