Nyt Museum Jorn – en forvildet idé

At man kaprer Asger Jorn-narrativet og insisterer på nødvendigheden af et Nyt Museum Jorn, er en overfladisk idé motiveret af oplevelsesøkonomi og konsumstrategi.
Dette er et debatindlæg og alene udtryk for skribentens holdning.

Jeg tilbragte for ikke så lang tid siden nogle timer i Museum Jorn’s netop afviklede særudstilling YVES KLEIN – Det uendelige rum. Udstillingen demonstrerede, hvordan Klein’s følsomme og stærkt stoflige kunst snakkede med museumsarkitekturen, og hvor befordrende et museums materielle kvaliteter kan være for den uhåndgribelige, immaterielle billedfølsomhed, der med stor succes opnåedes her. Og det er dét, jeg vil frem til. Jeg oplevede nemlig her en udstilling, der fungerede særdeles godt i denne “aldrende” museumsbygning, som blev opført i 1982 og sidenhen tilbygget i 1998.

De sidste par år har man kunnet følge den engagerede samtale om udviklingen af et Nyt Museum Jorn, der har den ambition at udfordre “de vante forestillinger om et kunstmuseum”, som man kan læse det i det udarbejdede visions- og konceptprogram. Hvor er det så bare paradoksalt, tænker jeg, at museets Yves Klein-udstilling netop pegede på unødvendigheden af et nyt supermuseum på søfronten i Silkeborg.

Det fik mig også til at fundere over, hvilke kvaliteter der gives køb på, når kommune, fonde, museumsbestyrelse og museumsdirektør vægter ny indpakning højere end indhold og æstetik højere end etik. Er et nyt og stort museum overhovedet i trit med tiden?

Vækst, vækst og vækst

Nu er pengene ikke skaffet, og senest er der forlydender om, at den politiske opbakning til Nyt Museum Jorn er svækket. Men lad mig alligevel udfordre tankegangen og logikken bag et nyt museumsbyggeri.

Det er en storladen idé, men det er også min opfattelse, at det udarbejdede koncept for et Nyt Museum Jorn er udtryk for ukritisk vanetænkning. Udover at man vil arbejde henimod et ARoS 2.0 af en slags, hvad er så dette museums egentlige nødvendighed? Jo, de vil “skabe et sted, der udfordrer, overrasker, forstyrrer og inspirerer til at bryde vaner og grænser, stille spørgsmål, og til at se verden på nye måder.”

Lad os da bare for eksemplets skyld sætte negationen op og spørge: Hvilket museum eller udstillingssted vil ikke dette? Hvis dét er indholdet, er der så også brug for et sådant museum?

Når man i ledelsen og styregruppen har formuleret sig en mission om at gøre “kunst og kreativitet til drivkraft i innovation i vores omverden”, så lyder det jo vældig godt, men det er også meget at forlange af Asger Jorn og hans ligesindede kunstnervenner. Det kræver fra et institutionelt perspektiv en stor psykologisk modenhed at formidle og eksekvere på et sådant alternativ til den eksisterende (kunst)historie, hvis man ønsker at være dagsordensættende. Og det er der skam brug for. Men denne instrumentalisering af Jorn er et udtryk for det stik modsatte, mener jeg, og levede Asger Jorn i dag, så ville han føle sig misbrugt.

Konceptet skubber til den forvildede idé, at tro, at Asger Jorns kunstsamling hører til i generiske og kølige rum. I en – ifølge visions- og konceptprogrammet – semitransparent, gold betonklods, som leger med idéen om, hvornår byrummet stopper og museet begynder. Jeg kommer i tvivl om, hvor solidt et kendskab arkitekterne har til museets indhold.

Det her projekt handler om Silkeborg og ikke om Jorn. Hvorfor er der dog ikke en moderne museumsledelse, som er modig nok til at gå imod den slags storladne idéer?

Vær radikal: Tænk Jorn-arven indefra

At turde tænke Jorn-arven indefra på en ny måde og udstikke en ny diskurs er netop dét, der bør kræves af et nyt museumsformat, hvis det skal have noget at byde på. Men de ‘berigende og forstyrrende kunstoplevelser’, der ifølge forestillingerne om Nyt Museum Jorn venter, er designet til at henvende sig til alle, som vil have overfladisk og letkøbt kulturel kapital og ligegyldige kunstmøder. Asger Jorn bliver ikke mere vedkommende af en ny indpakning – tværtimod!

Jeg tolker det som om, man gerne vil være et radikalt alternativ, som afspejler Jorn’s kunstsyn, samt imødekomme verden på dens efterspørgsel og tilsyneladende behov for overraskelse, forstyrrelse og vildskab. Men der bliver hård konkurrence om den dagsorden, for alt det findes allerede ude i verden netop nu. Og at tro, at man kan formulere sig til at bygge et museum, der fungerer som et ‘Ministerium for Vildskab’ (sådan kaldes det i konceptforslaget), er at tro, at verden er den samme. Men den verden er under afmontering og – surprise – vi lever antropocænt!

Man rykker ikke ved verden ved at skabe nye, multifunktionelle departementer på mange kvadratmeter og ved at kalde det ‘Center for Kunst’, ‘Institut for Vandalisme’ og ‘Laboratorier for Proces og Kreativitet’.

Der er derimod behov for et museum, som insisterer på fordybelsen, på nærværet og eftertænksomheden – og den kommer ikke ud af ingenting, men af dedikerende formater, rum og rammer, som tilskynder dette. Det var det, jeg oplevede på mit udstillingsbesøg. Hvorfor vil man dog væk fra det?

Og jo, jeg er skam opmærksom på, at et nyt museum muliggør nye interessante indlån, men det er lige så væsentligt at arbejde med nytænkende samlingspræsentationer, innovative udstillingskoncepter, samt udforskning af nye kuratoriske diskurser. Se bare på Den Frie Udstillingsbygning, som formår dette. Alt det oplevede jeg på Yves Klein-udstillingen, og det krævede ikke nye rammer at forstå og perspektivere Kleins projekt.

Lær dem selv at rive farven

Hvis man virkelig vil skabe indhold, så skab nogle solide og forskningsunderbyggede, kreative masterclasses – for børn til erhvervsfolk – som vil have en udvidet forståelse af den kreative disciplin, og som kun Museum Jorn kan levere. Skab interessante læsegrupper og lær publikum at skrive noget i hånden selv, lær dem at arbejde med sproget, lær dem selv at rive farven og selv blande oliemalingen på den gamle måde og mærke, hvordan en rigtig pensel føles på et rigtigt lærred.

Væk fornemmelsen for det i stedet, for der er behov for at ændre perspektivet fra det ydre til det indre og droppe alle hensigtserklæringerne om et overfladisk museumsbyggeri.

Nyt Museum Jorn ude af trit med tiden

Ifølge FN venter et globalt klima- og kulturkollaps i 2030, og det bliver ikke institutioner som Nyt Museum Jorn, dér på kanten af den eroderende søbred, som udpeger løsningsforslagene.

Men bestyrelsen og fondene er så forelskede i deres egne penge og magt – samtidig med at de er meget lidt kreative selv. De elsker æstetisk appetitvækkende, spektakulære og underholdende idéer, men den ramme, det skal foregå i, er en ressourcetung omgang oplevelsesøkonomi.

Og ressourcetung på flere måder; væksten, der er tale om her, slanker sjældent de administrative omkostninger, og hvordan vil endnu et museum undgå at ansætte nye medarbejdere i midlertidige projektstillinger, prekære arbejdsforhold og usikre deltidsstillinger? Pengene skal komme et sted fra, og det bliver dyrt.

Min pointe er, at Museum Jorn allerede har alt det, der skal til, men ledelsen og bestyrelsen skal forholde sig til, hvilken global fortælling de vil abonnere på. For et nyt, stort museum er ikke i trit med tiden.

Hvad er det for en fremtid, vi forestiller os, når vi er så lidt opsatte på at gøre noget for verden omkring os? Et nyt museumsbyggeri bidrager ikke til mening på det punkt. Den tid, hvor vi fejrede os selv med store, skinnende skulptur-dimser og hyldede dristige museumsbyggerier, er forbi.