Perelin, Nattens Skov – efterglødens skabere

I en tid præget af accelererende billedstrømme, overproduktion og udstillingsformater, der ofte gentager sig selv, har Perelin, Nattens Skov på få år etableret sig som en af de mest toneangivende nye kuratoriske duoer på den danske kunstscene. Deres praksis bevæger sig væk fra idéen om udstillingen som en neutral præsentation af værker og hen imod totalinstallationer, hvor scenografi, forskning, lyd, lys, materialer og publikum smelter sammen i levende og foranderlige økosystemer.

Med egne værker og værker af 6 andre samtidskunstnere har Perelin kurateret den aktuelle udstilling EFTERGLØD. Samtaler om lys i Rundetaarn. Her forenes astrofysik og samtidskunst i et drømmelignende univers af transparente gardiner, forskudte bevægelser og videnskabelige efterklange. Her bliver erkendelse ikke alene noget analytisk, men noget kropsligt, sanseligt og mentalt — en tilstand man bevæger sig igennem. Med inspiration fra mytologi, kosmologi og scenografisk tænkning skaber duoen udstillinger, der opløser grænserne mellem kunst, forskning og erfaring.

Bag Perelin, Nattens Skov står billedkunstnerne Veronica Riget og Biba Fibiger, som repræsenterer en ny generation af kuratorer, der ikke blot organiserer værker, men skaber hele mentale og sanselige infrastrukturer for tvivl, poesi, nærvær og nye måder at forstå verden på.

“Perelin, Nattens Skov opstod i 2021, i kølvandet på COVID-19-pandemien og i en periode præget af institutionelle nedlukninger og begrænsede udstillingsmuligheder. Vi stod – ligesom mange andre billedkunstnere – uden en platform for visning af vores arbejde. Vores kuratoriske samarbejde opstod som et svar på den situation.”

“Navnet refererer til Den uendelige historie af Michael Endes (en fantasy-roman fra 1979), hvor Perelin er en skov, der konstant skabes og forandres gennem fantasiens kraft. Den tanke spejler vores kuratoriske praksis. Vi ser udstillinger som levende og foranderlige økosystemer snarere end faste strukturer. Et rum med flere åbninger og mulige bevægelser, hvor værker, materialer, stemninger og publikum indgår i skiftende relationer.”

“Perelin rummer både det sanselige og det drømmende. Et sted, hvor det konkrete og det forestillede glider ind i hinanden, og hvor forskellige perceptioner kan eksistere samtidig. Det afspejler også ønsket om at give plads til flere kunstneriske perspektiver og stemmer, der taler indefra og ud. “Indefra” forstået som praksisser, der udspringer af en personlig og materiel nødvendighed – et behov for at skabe nye forbindelser, forskydninger og fortællinger.”

“Vi stoler på vores intuition og vores kuratoriske samarbejde giver plads til, at noget kan vokse frem, som ikke var planlagt på forhånd. Kurateringen bliver en åben proces, hvor idéer forskyder og udvikler sig undervejs. Det uforudsigelige er derfor en vigtig præmis for os. Vores samarbejde bygger på en evne til at gribe det, den anden kaster op i luften – og sende det videre i en ny retning. Det, vi begge genkender som meningsfuldt, får lov til at vokse og folde sig ud.”

“Vi har selv noget på spil ved at blive vist, ligesom de øvrige kunstnere. Vi oplever, at det skaber en særlig form for nærhed og synergi og styrker dialogen gennem processen.”

“Det var vigtigt for os ikke hele tiden at stå hver for sig i en egen praksis, som man ofte gør som billedkunstner, men også have en del af en praksis, hvor vores arbejde kan samles som én stemme. Ikke for at udviske forskelle, men for at lade dem mødes og bevæge sig sammen. Et sted, hvor valg, retninger og greb vokser frem i dialog – som noget, der opstår imellem os i et kontinuerligt forhandlingsrum.”

“På samme måde som Perelin i Den uendelige historie, ser vi i vores kuratoriske fællesskab som en form for mediator mellem det konkrete udstillingsrum og det, der opstår i det. Mellem det fysiske rum og noget endnu ikke fastlagt. Noget, der bevæger sig flydende, trænger ind i sprækker og eksisterer parallelt med eksisterende strukturer. Her bliver kunsten et selvstændigt lag – en aktiv kraft, der både påvirker og påvirkes.”

“Nedlukningen åbnede nye muligheder i det offentlige rum. De fysiske rammer – et hus under genopførelse uden vægge, men med tag og gulv – muliggjorde en fortsat offentlig adgang. Den arkitektoniske tilstand fik afgørende betydning for vores måde at tænke udstillinger på – som noget, der kan opstå uden for de eksisterende rammer, noget der er midlertidigt og noget der kan opleves lidt labyrintisk at finde rundt i.”

“Kuratorisk ser vi udstillingen som et levende, polyfont rum uden ét centrum, hvor værker og stemmer konstant påvirker hinanden. I EFTERGLØD. Samtaler om lys integrerer vi astrofysisk videnskab og billedkunst, så det sanselige og æstetiske bliver en del af et erkendelsesrum. Udstillingen forstås derfor ikke alene gennem analyse, men gennem ophold, bevægelse og erfaring. Udstillingens scenografi forsøger at skabe en form for positiv desorientering, hvor orienteringspunkter forskydes og nye forbindelser opstår.” 

“Efterglød refererer til tiden efter Big Bang – et lys, der stadig er til stede, men ikke umiddelbart synligt. For os peger det på flere lag af tid og erkendelse. Kunst og videnskab eksisterer parallelt som forskellige måder at forstå verden på, og deres møde skaber en efterklang, der fortsætter hos beskueren. “Samtaler” understreger, at der ikke er tale om formidling, men om en flerstemmig udveksling mellem kunstnere og astrofysikere.”

“2026 markerer 350-året for Ole Rømers opdagelse af lysets hastighed. Hans idé om et “tøvende lys” blev afgørende for vores kuratoriske tænkning. Vi arbejdede med kunstnere, hvis processer er langsomme og materielt undersøgende, hvor værker udvikler sig gennem tid og gentagelse. Samtidig var vi optaget af hans planetmaskiner som sanselige modeller for det ukendte. Det førte til en udstilling, hvor det videnskabelige og det sanselige står side om side, og hvor forståelse ikke er lineær, men flerstemmig.”

“Man ser ikke det hele på én gang. Udstillingen er struktureret som en bevægelse gennem lag, hvor værkerne træder frem som lysende punkter i en form for tøvende nattevandring. Transparente gardiner opdeler rummet, og citater fra forskere placeres direkte op mod værkerne, så oplevelsen bliver langsom og erkendelsen gradvis.”

“Forskere som Jocelyn Bell Burnell, Vera Rubin og Cecilia Payne-Gaposchkin fungerede som resonansrum snarere end forklaringer. Deres sprog rummer en poetisk præcision, som åbner værkerne. Samtidig arbejdede vi tæt med Christina Toldbo, astrofysiker og leder af Rundetaarns observatorium, som bidrog til at koble kunstnernes praksisser med konkrete videnskabelige perspektiver.”

“Der opstod ikke én metode, men flere. Kirstine Roepstorff og Thorbjørn Lausten arbejdede med data som visuelle strukturer, mens Pernille With Madsen og Matilde Duus tog afsæt i tid, rum og rekombination som erkendelseshorisonter. Fælles er, at værkerne ikke illustrerer, men forskyder og åbner materialet.”

“Vi arbejdede aktivt med at “nære” processerne. Kunstnerne deltog i et foredrag med astrofysikeren Peter Laursen fra Niels Bohr Instituttet, og vi etablerede “Peters brevkasse”, hvor de løbende kunne stille spørgsmål. Det gjorde udviklingen dialogisk frem for lineær. Samtidig aktiverede vi det historiske lag gennem projektioner af Rømer-citater i rummet, blandt andet i Laila Svensgaards værk.”

“For os er viden og poesi ikke modsætninger, men forskellige måder at være i verden på. De udspringer af hver deres traditioner og er ofte blevet adskilt, men vi oplever den opdeling som en konstruktion snarere end en nødvendighed. Både viden og poesi drives af nysgerrighed og et ønske om erkendelse – den ene måske mere målbart, den anden mere sanseligt – men begge søger at forstå og forbinde sig med det, der omgiver os. Vi forsøger derfor at lade dem eksistere side om side og skabe forbindelser. Ikke for at udligne forskelle, men for at åbne et felt, hvor noget mere komplekst og elastisk kan opstå.”

“Vi er ved at lægge sidste hånd på publikationen, hvor kunstneriske og videnskabelige stemmer samles i ét format. Her indgår bidrag fra Christina Toldbo, Birgitta Nordstrøm og Anja C. Andersen. Parallelt udvikler vi videre på udstillingsformatet som et mødested, hvor forskellige vidensfelter kan eksistere side om side og påvirke hinanden gennem dialog.”