Pipaluks planlagte tilfældigheder

I starten af sin karriere boede og arbejdede glaskunstner Pipaluk Lake på en gammel skole på Fyn.

Her havde hun en dag – under en af sine gåture i det omkringliggende landskab – en speciel oplevelse, der skulle komme til at præge hendes kunstneriske arbejde.

”Jeg så en hel gruppe faldskærmsspringere, der faldt ned over en mark, og det var en vild oplevelse – deres faldskærme blev blæst op med modsatrettet kraft, og samtidig blev de trukket ned mod jorden af tyngdekraften. Episoden blev udgangspunkt for en af mine tidlige serier, Spænd og Lettelser, hvor jeg meget tydeligt opdagede, at jeg arbejdede med tyngdekraften. At min måde at holde denne kraft tilbage på var ved at fastholde glasset med tråde og metalstykker.”

Tyngdekraften har siden haft en særlig betydning i forhold til både proces og udtryk i Pipaluk Lakes værker. Under brændingsprocessen smelter glasset nedad over de metalwirer og tråde, hun har spændt omkring det, men når værket er færdigbrændt, leger kunstneren i selve opstillingen ofte med det modsatte udtryk – at værket i stedet stræber opad. Denne dobbelthed gør det enkelte værk skrøbeligt og stærkt på samme tid, i konstruktion såvel som fortælling.

Draperet som stof
Når man iagttager et værk fra Pipaluk Lakes hånd, ser det netop ud som om, nogen har trukket længe og intenst i glasset. Der er lys og drift i dem, og som symboler på det organiske, kontrastfyldte materialemøde også tyngde, skygger, tråde og flader, der flyder sammen.

Glasset antager bløde, føjelige former, og nøjagtig som stof er det draperet over metal eller over ingenting i det hulrum, hvor metallet engang har holdt glasset tilbage under de høje varmegrader i ovnen.

Referencen til stof og draperinger er ikke tilfældig, for Pipaluk Lake er oprindelig uddannet inden for både tekstilformgivning og glas. Under studiet på den daværende Kunsthåndværkerskole fik hun mulighed for at tage et kursus i glas, og afsøgningen af materialets muligheder blev startskuddet til en helt ny eksperimenterende tilgang til egne udtryksformer.

Allerede dengang begyndte hun at bruge metalstykker til at forme og præge glasset under brændingen, og selvsamme forme anvendte hun til at trykke grafiske mønstre på stof i forbindelse med sit afgangsprojekt. En metode, der viser, at materialernes indbyrdes med- og modspil helt fra begyndelsen har spillet en fundamental rolle i kunstnerens praksis.

At sprænge rammer
Noget af Lakes glaskunst nærmer sig genkendelige brugsgenstande og flyder alligevel over i abstrakte former, mens andre er store og skulpturelle. Tilsammen udgør de en repræsentation af mødet mellem det brugsrelaterede kunsthåndværk og den billedkunst, der udfordrer på det tankemæssige plan. Et møde, Pipaluk Lake tidligt blev opmærksom på, da hun oplevede, at værkernes udtryk sprængte de gængse rammer for begrebet kunsthåndværk.

”Hvis jeg eksempelvis sagde, at jeg ville lave et fad, så var det min ramme – men når jeg så begyndte at arbejde med det, så skete der ofte det, at jeg så nogle billeder i det, nogle helt andre dimensioner, som egentlig løsrev sig fra brugsfunktionen. Og det har jeg dyrket mere og mere,” forklarer kunstneren, som har været på flere studierejser i Japan, hvor kunsthåndværk har en anden status end under de hjemlige himmelstrøg.

”I Japan oplevede jeg, at man ophøjede brugsgenstandene, og i flere af mine tidlige serier har jeg arbejdet ud fra en stræben efter den samme eksklusivitet, som man finder i japansk kunsthåndværk. Jeg nåede tidligt frem til, at jeg alligevel ikke kunne overleve af at lave almindelige brugsting, for mine værker er så unikke, og det er meget svært at lave serieproduktion på det grundlag.”

Metal og glas på lige fod
Tilgangen til det unikke har Pipaluk Lake siden forfinet, og med inspiration fra bl.a. den japansk-amerikanske kunstner Ruth Asawa, som er kendt for sine detaljerede, abstrakte skulpturer udført i stålwirer, har hun i de senere værker bevæget sig op i formater og lader nu metallet indtage en væsentlig plads i udtrykket.

Metallet er rent fysisk kommet til at indtræde i værket på lige fod med glasset, hvilket samtidig illustrerer kunstnerens store fokus på skabelsesprocessen.

”Ud af de plane stykker glas og metal som kobber, jern og messing kan jeg lave nogle konstruktioner som gør, at glasset antager alle mulige former under brændingen. Men jeg er nødt til at styre det på en temmelig speciel måde.”

“Jeg har selvfølgelig fået mere og mere erfaring undervejs og kan kontrollere processen ret meget – men samtidig stiller jeg også højere krav. Jeg vil lave det større og større og mere og mere kompliceret, og derfor ved jeg stadig ikke helt, hvor det er endt, når jeg åbner ovnen,” fortæller Pipaluk Lake, der selv definerer sine værker som en art planlagte tilfældigheder.

Fra funktion til kunst
Det samtidsmæssige perspektiv på glaskunst må nødvendigvis have en særlig vinkel, fordi materialet er del af en funktionel tradition. Som Ph.d. Louise Mazanti skriver i det omfattende katalog til udstillingen, så har arbejdet med glas i Skandinavien oprindelig et industrielt udgangspunkt – tænk bare på den lange historie Sverige har for produktion af brugsglas – og det er den kontekst, vi er vant til, at materialet indgår i.

Derfor er det også en helt ny form at se materialet i, når man træder ind i rummene på Sophienholm. Udstillingen er retrospektiv, og det giver mulighed for at vurdere den udvikling, kunstneren har gennemgået over de seneste 25 år. Her ses det tydeligt, at Lake både fornyer sit udtryk og vender tilbage til tidligere former og afsøgninger i nye formater og sammenhænge.

Udstillingen er på den måde et tydeligt bevis på, hvordan kunsthåndværket i Pipaluk Lakes hænder kontinuerligt har løsrevet sig fra funktionen og taget et endegyldigt hop ind i grænselandet til billedkunst.