“Min praksis er vildt rodet og mudret. Det er en præmis, når man arbejder med materialer, som peger på det grundlæggende store, vi har tilfælles”, fortæller Regitze Engelsborg Karlsen. Nu viser hun udstillingen Fossil Soup på Viborg Kunsthal.
Regitze Engelsborg Karlsen laver skulpturer med materialer på behørig afstand fra pudsede klassiske bronze- eller marmorskulpturer: Hun bruger i stedet jord, sand og grus. Første gang jeg oplevede hendes værker var, da hun viste sit afgangsværk fra Det Jyske Kunstakademi i 2018. Stenmagnet var titlen på en samling monumentale skulpturelle arbejder – blandt andet en gigantisk ‘slange’ hængende fra loftet, en stor ‘mainframe computer’ bestrøget med sten og en entrepenørgul draperet og udhulet ‘klump’.
Regitze Engelsborg Karlsen: Stenmagnet, Kunsthal Aarhus, 2018. Foto: Kåre Viemose
Voldsomme og insisterende i deres fysik indtog de rummet med rå overflader af sten og grus, som var de trukket op af et mudderhul i en grusgrav. Jeg ser meget kunst, og der skal noget til, for at jeg taber kæben. Det gjorde jeg her!
Ikke så adskilt fra verden
“Materialerne, det sanselige og det taktile, kalder på mig,” begynder Regitze. “Jeg har nok altid haft en helt basal nysgerrighed overfor omverdenen. Hvad består jorden af? Hvad er grundstofferne? Hvordan hænger vi sammen med verden, landskabet og naturen?”
Mine skulpturer handler om en oplevelse af, at jeg ikke er så adskilt fra verdenen. Det er vigtigt for mig at forbinde mig meget fysisk med materialerne. Jord, sten, grus, bjergsmulder, sand.
Regitze Engelsborg Karlsen
Regitze er vokset op på et landbrug, var tæt på jorden med masser af dyr, mudder og sand, og faderen arbejdede desuden i asfalt- og råstofbranchen og tog hende med i grusgravene. Det danner en eller anden form for klangbund for hendes kunst, mener hun:
“Mine skulpturer handler om en oplevelse af, at jeg ikke er så adskilt fra verdenen. Det er vigtigt for mig at forbinde mig meget fysisk med materialerne. Jord, sten, grus, bjergsmulder, sand. Insistere på at have materialerne tæt på, holde om dem, grave dem op, klistre dem sammen. Blive ved og ved.”
Selvopfundne metoder og en rodet praksis
Det handler altså i en eller anden forstand om det geologiske grundlag. Men i Regitzes kunstneriske praksis skal det ikke blot ‘handle om’. Geologien selv er nødt til at være aktiv i værkerne. Derfor sten, sand og grus. Hun bygger sine skulpturer op over skeletter draperet med tekstiler ‘indsmurt’ i jordmaterialerne, og metoden er selvopfundet:
“Jeg har ikke gået på en decideret billedhuggerskole, som der er andre kunstnere, der gør. Og fordi jeg bruger lidt utraditionelle materialer, så udvikler jeg også mine egne opskrifter.”
For tiden er hun eksempelvis i gang med at udvikle sin egen lim hjemme i sit køkken til at binde materialerne sammen. Tidligere har hun brugt cement og beton, men hun har et ønske om at udvikle en mere bæredygtig praksis og minimere affaldsforbruget.
Tekstilerne er gamle gardiner eller brugte håndklæder og lagner, hun finder i genbrugsbutikker eller får af venner og bekendte.
Tekstilerne er gamle gardiner eller brugte håndklæder og lagner, hun finder i genbrugsbutikker eller får af venner og bekendte.
Regitze Engelsborg Karlsen: I et landskab imellem sandet, 2025. Foto: Birk Thomassen
“Det er stof, som har en helt umiddelbar intimitet og nærhed med kroppen, som jeg så klistrer sammen med de her jordiske materialer, som også er helt tæt forbundet med vores eksistens i det hele taget.”
“På en måde er min praksis vildt rodet og mudret. Det er ligesom en præmis, når man arbejder med de her materialer, som peger på det grundlæggende store, vi har tilfælles.”
Det handler om, at vi er en del af et kæmpe system, hvor der er voldsomme kræfter på spil.
Regitze Engelsborg Karlsen
Skulpturen er ikke et billede
At værkerne ofte har en vis volumen hænger sammen med, at de skal opleves med hele kroppen.
“Skulpturerne er ikke billeder, de er ikke flade, de eksisterer i samme rum som dig. Det kræver, at du bevæger dig, og måske får du øje på, at der er meget tid indlejret i overfladerne på de her skulpturer.”
Regitze tøver et øjeblik og siger så med et smil:
“Det handler også om, at vi er en del af et kæmpe system, hvor der er voldsomme kræfter på spil, og vi bor på bevægelige tektoniske plader – det bliver simpelthen nødt til at manifestere sig i mine skulpturer nogle gange.”
“Det handler også om, at vi er en del af et kæmpe system, hvor der er voldsomme kræfter på spil, og vi bor på bevægelige tektoniske plader – det bliver simpelthen nødt til at manifestere sig i mine skulpturer nogle gange.”
Man kan genkende sin egen krop
Spørgsmålet er så, hvad Regitzes skulpturer vil fortælle. ‘Forestiller’ de noget? Umiddelbart kunne man kalde dem abstrakte, men måske kan man også opfatte dem som en slags monstrøse menneskekroppe.
Regitze Enegelseborg Karlsen: Når bjergene blinker til mig, fyldes mine øjne med sand. Vist på gruppeudstillingen HABITAT II på Agder Kunstsenter, Kristiansand, Norge 2023.
“Ja, mine skulpturer er nok blevet mere væsener med tiden, og jeg stiller mig mere og mere velkommen overfor monstret. Monsteret står for det, vi ikke kender – det hemmelige, det mystiske, fantasien og legen. Men jeg synes, mine skulpturer kan glide fra at være menneskefigurer til landskaber, bjerge, dyr eller alt muligt andet.”
“I starten var jeg lidt bange for, at de fik for meget væsenskarakterer. Men nu synes jeg egentlig, at det også er det, der gør dem ret stærke. At man kan genkende sin egen krop i dem. Jeg mener selv, jeg kan mærke, der er en vibration der. Jeg synes også, det gør, at der er noget mere følsomhed på spil – en større skrøbelighed.”
“Jeg vil gerne have, at man kan tænke med værkerne, og at de kan tænke med en. Jeg opfatter dem som en rumlig filosofi, altså nogle fysiske objekter, som vi kan mødes med og som griber ind i den virkelighed og det fysiske rum, vi sidder i lige nu, men at de også har arme og ben ind i alt det uvisse og alt det, der foregår inde i vores hoveder. At de – selvom de er enormt materielle – kan række ind i fantasien og det immaterielle.”
Vi er de sten, vi er den jord
Regitze mener, at der er behov for billeder, der synliggør vores forbindelse til jorden.
“Jeg arbejder med det, der er vores fælles fundament. Vi er de sten, vi er den jord. På en måde ønsker jeg at starte en geofeministisk bølge i forlængelse af den hydrofeministiske bølge, mange har været optaget af.”
Regitze Engelsborg Karlsen: Fra et støvfyldt bryst, 2021. Kreditering: Regitze Engelsborg Karlsen
Hydrofeminisme, som blev introduceret af den canadiske filosof Astrida Neimanis, er en filosofisk retning, der ser vand som et element, der forbinder alt levende – at vi alle deler og består af det samme vand i et planetarisk kredsløb.
“Jeg kunne godt tænke mig, at vi kunne lære at opleve den samme forbundethed med grus, sand, jord og bjerge. Det er der brug for, og der er behov for billeder, der forsøger at nærme sig den tænkning.”
Monstre i grusgraven
I forlængelse af en sådan ‘geofeministisk filosofi’ er Regitzes praksis også et udtryk for en stor sensibilitet overfor steder og specifikke landskaber. Hun er ikke en kunstner, der udelukkende udstiller i kunsthallernes hvide rum, og hendes praksis er en stående invitation til at sanse vores omgivelser på nye måder.
Således opererer hun ofte utraditionelle steder. Mest markant har det måske manifesteret sig i en udtømt råstofgrav nær hendes hjem i Sorø, hvor hun selv har været med til at tage initiativ til en tilbagevendende udstilling sammen med en række andre kunstnere.
Regitze Engelsborg Karlsen: MONSTER DRIP, MONSTER MOTHER, MUM, MUM, MAMA, MAMA, MAMA. Foto: Mikkel Kaldal
Detalje fra MONSTER DRIP, MONSTER MOTHER, MUM, MUM, MAMA, MAMA, MAMA. Foto: Mikkel Kaldal
I 2022 kunne man her opleve hendes skulpturgruppe med den lange titel MONSTER DRIP, MONSTER MOTHER, MUM, MUM, MAMA, MAMA, MAMA, hvor en fragmenteret samling monstrøse ‘kroppe’ lå spredt i grusgraven og næsten ikke var til at skille fra omgivelserne.
“Ja, værkerne er stedspecifikke og går i meget tæt forbindelse med omgivelserne. Der er noget særligt ved at få værket – og selvfølgelig publikum, ikke mindst – ud på stedet, som værket kredser om. Det forløser værkets potentiale, fordi det forbinder sig med stedet, og der opstår en særlig nerve eller vibration, som jeg skal gøre rigtig meget for at fremkalde, hvis jeg rykker det ind på en institution.”
Hun smører en madpakke
Der ligger en omfattende research bag hele Regitzes kunstneriske output. Hun vil kende materialernes oprindelse, hvilke markedslogikker der driver udvindingen og anvendelsen i industrien, hvordan landskaberne er formet af råstofdriften, hvilke betydninger det har for dyreliv og fauna. Men hendes research er på ingen måde begrænset til Google-søgninger og skrivebordsarbejde.
“En helt fast praksis for mig er at smøre en madpakke og komme ud og se steder, være der og opleve dem.”
Om Regitze Engelsborg Karlsen
Regitze Engelsborg Karlsen er født i 1989 og bor og arbejder i Sorø.
Hun er uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi og Det Jyske Kunstakademi i 2018.
Engelsborg Karlsen modtog 15. Juni Fondens Hæderslegat for sit afgangsværk Stenmagnet i 2018, samt Carl Nielsen og Anne Marie Carl Nielsen billedhuggertalentpris i 2018.
Hun har vist sine værker på bl.a. Den Frie Udstillingsbygning, Kunsthal Aarhus, Kunsthal Charlottenborg, Museet for Samtidskunst, Spanien 19C, HEART, Kunsthal Nord og Vejle Kunstmuseum.
Kunsten at være lokal
Møder med mennesker har da også en central placering i kunstnerens praksis. Regitze har i en række sammenhænge skabt mere performative og procesorienterede projekter, eksempelvis samarbejdsprojektet Smeltevand med billedkunstner Johanne Skovbo Lasgaard, hvor forskellige kunstnere inviteres til at deltage med events og indslag. I det regi afholder Regitze senere på året en bålaften med suppe, hvor hun sammenfiltrer fortællinger om sine oplevelser af landskaber med de ingredienser, der kommer i suppen.
Et andet eksempel er det projekt, hun skabte i samarbejde med borgere fra Aarhusforstaden Harlev i 2025, hvor beboerne indsamlede jord fra egne haver, indfarvede tekstiler med grus og mudder og skabte den permanente skulptur Hold mig tæt.
Beboerne fra Harlev malede sætningen Hold mig tæt med jord fra området. Foto: Regitze Engelsborg Karlsen
“Man tager et sted i favnen. Det, der kendetegner sådanne projekter, er en kærlighed til det at være nærværende et sted – at være lokal. I Harlev var det alle møderne med borgerne, som foregik over et helt år, der var selve værket.”
“Sådanne møder skaber samtaler om det, vi har fælles, vores jord, vores landskaber. For folk er jo bekymrede: Hvorfor er vores drikkevand så forurenet? Hvad sker der med klimaet? Hvordan går det med Den Grønne Trepart?
Men ‘samtale’ skal forstås meget bredt, for det handler også om at deltage i sanselige og poetiske oplevelser sammen.”
