Robert Longo: Sort som kul

Som det ofte er med kunst (og andre produkter) fra USA: Det skal være stort, helst større og allerhelst størst. I dette tilfælde skal det også være sort, sortere, sortest.

Jeg er på besøg i den amerikanske kunstner Robert Longos aktuelle udstilling på Louisiana. Jeg har allerede tabt kæben, og jeg tror ikke, jeg er alene. De store 'fotorealistiske' kultegninger af World Trade Center, bådflygtninge og skudhuller er designet til wow-effekt.

Det er meningen, vi skal falde bagover. En ting er, at vi rammes hårdt og direkte af billedernes motiver, som er dramatiske – om det så er en kæmpemæssig bølge, en demonstration, der bekæmpes af politiet, eller en pistolmunding rettet lige mod os.

Men det er ikke kun motiverne og overstørrelsen, der gør det: Billederne er tegnet med kul, og den næsten ubegribelige langsommelighed, der ligger i skabelsen af disse værker, overføres på magisk vis.

For selvom man måske umiddelbart synes, det ligner fotografi, så mærker man tiden, det har taget, og håndværket, der ligger bag. Går man tæt på, får man syn for sagen og får øje på kulstøvet, der har lagt sig på fladen.

Robert Longo opfinder ikke selv sine motiver, men kopierer i stedet andre billeder. Det kan være billeder fra massemediernes nyhedsstrøm, men også berømte malerier fra kunsthistorien.

Flere spørgsmål melder sig i den forbindelse: Hvorfor overhovedet lave billeder af allerede eksisterende billeder, hvorfor i sort/hvid, og hvorfor kul?

Longo tilhører den såkaldte Pictures Generation, en betegnelse der blev givet til en løs gruppe af kunstnere i 1970-80'erne, som var optaget af den hastigt stigende billedkultur – der i parentes bemærket med opkomsten af internettet sidenhen bare er vokset og vokset.

Vi oversvømmes af billeder og oplever i mindre og mindre grad verden ‘direkte’. Derimod oplever vi den i højere og højere grad medieret igennem billeder. Og det påvirker os, for billeder virker! Men lægger vi mærke til det? Og skyldes vores mangel på reel opmærksomhed det forhold, at billedudbuddet er så massivt og konstant?

Kunstnerne fra Pictures Generation tog fat på kritisk at undersøge billedkulturen: Cindy Sherman iscenesatte sig selv som kvindestereotyper fra filmens verden i sine Untitled Film Stills, mens en kunstner som Richard Prince genfotograferede Marlboro-annoncer med en cowboy til hest, idet han bortredigerede al tekst og indrammede dem som kunst. Sådanne billeder – viser det sig – fortæller meget om køn, klasse og ideologier for eksempel.

Kunsten at standse billedstrømmen

Ud fra devisen, at der allerede er mere end nok billeder i forvejen, har Robert Longo i sit virke ikke mindst undersøgt nyhedsmediernes billeder, hvor det ene billede afløser det næste, forældes og glemmes i den evige nyhedsstrøm.

Når Longo udvælger et billede, han vil reproducere, standser han strømmen og sætter tiden i stå, for mediekulturen er flimmer, mens kunsten indstifter muligheden for fordybelse. Når vi kommer til Louisiana, giver vi os tid til at se på billederne!

Hvad er det så for billeder, Longo sætter tid af til, sætter i stå?

Det er ofte voldsomme, smertelige billeder fra nutidens krige og konflikter, men ikke mindst billeder, der – viser det sig – har voldsom suggestiv kraft. Billeder, der virker følelsesmæssigt, men også billeder, der rækker efter mytiske, episke og tidsløse dimensioner.

Se eksempelvis det over 7 meter lange tredelte billede, Untitled (Raft at Sea), 2016–17, der i billedets nederste tredjedel skildrer et uroligt sort hav, uvejrshimlen over og den overbefolkede gummibåd centralt i billedet, balancerende uendelig sårbart på den ildevarslende skæve horisontlinje.

Perspektivet er lavt, og vi, der ser på, oplever scenariet, som befandt vi os selv i en gummibåd. Vi bliver selv søsyge, og uden sammenligning i øvrigt overføres den utrolige udsathed, der er virkeligheden for bådflygtningene på Middelhavet, til en mytisk, næsten drømmeagtig, episk fortælling om menneskets sårbarhed.

At Longo tredeler billedet, så det fremstår som en triptykon, vi kender fra alterbilleder, understreger det bare, ligesom billedet på sin vis parafraserer et berømt billede fra kunsthistorien: Géricaults maleri Medusaflåden fra 1819.

Og så skal det med det 'fotorealistiske' i øvrigt tages med et gran salt, for billeder som dette er nøje komponeret ud fra ikke bare ét, men mange billeder, så netop det episke, tidsløse og 'klassiske' fremkaldes.

Longo kalder selv sine billeder for voodoo-genstande og sammenligner sit virke med at sælge ild i helvede. Mørket sætter sig i kroppen ved synet af disse billeder, men vi har mulighed for at bemærke det og blive tør i munden – fordi billedet er trukket ud fra strømmen af reportagefotografier og transformeret til, ja, kunstværk.

Longo kopierer også billeder fra kunsthistorien. Da han søgte efter en kunstnerisk måde at forholde sig til det massive opbud af billeder af uskyldige ofre i Gaza, endte han med at lave sorthvide kultegninger af Rubens Massakren på de uskyldige (mellem 1609-11) og Goyas Den tredje maj 1808 (1814), hvor tilfældige civile blev skudt af franske soldater efter opstanden i Madrid 1808.

Og i en næsten ufattelig gestus omformer han ligeledes ikoniske malerier fra den abstrakte ekspressionisme til kultegninger. På Louisiana er der et eksempel: Et af Jackson Pollocks (1912-1956) berømte og kæmpestore såkaldte drip-paintings er minutiøst genskabt i kul, og man opfatter helt fysisk tidsforskellen.

For hvor lang tid tager det at lave et sjasket penselstrøg kontra det at tegne et? Og hvor langt er vi ikke fra det spontant ekspressive i den kølige og kliniske gengivelse i kul, som kræver minutiøs planlægning fra A til Z, idet man ikke bare kan male over, men skal bygge billedet op fra hvidt til sort, fordi den hvide farve simpelthen er papirets farve.

Så hvorfor Pollock? Jo, et Pollock-maleri er også blevet et billede i strømmen, man ikke sanser at se ordentligt, og som i øvrigt er tungt ladet med myter om det frie, selvberoende subjekt - endda direkte brugt som vestlig propaganda mod østblokken under den kolde krig. Derfor er det interessant for kunstneren.

Robert Longo fisker altså enkelte billeder ud af billedhavet for, i kraft af materialevalget, kul, at give dem ekstraordinær opmærksomhed. Han beskriver det selv som en slags retsmedicinsk proces: Vi er helt nede i billedets molekyler, og alle detaljer skal dissekeres og analyseres.

At tegne er i Longos optik den mest grundlæggende kunstneriske disciplin, og at tage et billede ind på den måde, bruge så mange timer på at fremstille det, er også en måde for kunstneren at ‘eje’ billedet på. Det forunderlige er, at dette ejerskab gives videre til os, der kigger på. Vi får mulighed for at forstå, hvorfor billeder påvirker os.

Disse billeder, der med et enkelt klik ville kunne reproduceres igen og igen, ja, dem har Longo møjsommeligt brugt timer, dage og måneder på at gengive. En lille hær af assistenter er med til at fremstille de enorme billeder, og Longo sammenligner sit studio med de klassiske kunstneres værksteder, hvor Rembrandt og Rubens eksempelvis havde mange folk ansat til at hjælpe med at skabe billederne.

Konfronteret med Robert Longo på Louisiana får man lyst til at sige, at farver forfører og leder os på (skønne) omveje, mens det at trække farven ud af ligningen skærer ind til benet. Der er lys og mørke – og mørket er mørkt hos Longo.

Kul er kendt som kunstnerisk materiale siden hulemalerierne, og derfor kan kunstneren også kalde sig selv for "hulemand". Kul er på en måde det mest simple og basale tegnemateriale, og man kan fremstille sit eget tegnekul ved at brænde træpinde i en dåse uden ilt.

Er det ikke en pointe og et statement i sig selv at benytte dette tudsegamle kunstneriske redskab til at reproducere de hastige billeder, der farer over skærmene i vores tid?