Russisk kunstner vil have os til at se mennesket bag fjenden

“Hvis vi glemmer, at vi alle er mennesker, vil vi bare blive ved med at gentage de samme fejl igen og igen”, siger den russiske systemkritiker og eksil-kunstner Sergei Prokofiev, der er aktuel med udstillingen Hell i Politikens Forhal.De ligger strøet ud over den hvide plade. Menneskekroppe formet af sorte tråde, nogle næsten i opløsning, nogle i krampagtige situationer og én med et spirende træ, der hvor hovedet engang var. Det er russiske soldater. Invasionsstyrker fra krigen i Ukraine, portrætteret i et kunstværk af den Russiske systemkritiker og eksil-kunstner Sergei Prokofiev.

Han er i øjeblikket aktuel med en udstilling i Politikens Forhal i København, hvor han med en særlig 3D-pen har tegnet og formet en række skulpturelle værker, som er protest mod krigen i Ukraine. Samtidig er værkerne en opfordring til at huske, at der på begge sider af en krig befinder sig mennesker, og kun ved at se mennesket i hinanden, kan vi hindre krigens rædsler.

“Mit værk med de russiske soldater hedder The Invaders (Besætterne). Fordi soldaterne er en del af besættelsesmagten. De gør rædselsvækkende ting, så det kan være næsten umuligt at have empati for dem. Men alligevel er de stadig mennesker. Hvis vi glemmer, at vi alle er mennesker, vil vi bare blive ved med at gentage de samme fejl igen og igen,” siger Sergei Prokofiev.

Rusland er ikke Putin

Prokofiev har i årevis været en del af protestbevægelsen mod Putins regime, så da krigen i Ukraine brød ud, var det naturligt for ham at engagere sig i protesterne mod invasionen.

“Da den russiske invasion af Ukraine så skete, fortsatte jeg sådan set bare min praksis med kritik af Putin. Jeg vil gerne give en kritisk russisk stemme, som viser, at Rusland ikke er Putin. Jeg støtter Ukraine hundrede procent, men samtidig dekonstruerer jeg også konflikten. Jeg betragter den som en kunstner,” siger han, og fortsætter:

“Der er en masse kritik, protest og modstand i Rusland, men de har utroligt svært ved at komme ud på grund af censur og undertrykkelse. Så det kan se homogent ud, men det er det ikke, ” forklarer Prokofiev.

I exil

Sergei Prokofiev læste oprindeligt til ingeniør, men begyndte at arbejde kunstnerisk i 2010. Han tog nogle aftenkurser på kunstakademiet i Moskva, og lavede sin første udstilling i Moskva i 2011, som reaktion på de store protester mod Putin, der voksede frem på det tidspunkt. Der blev imidlertid slået hårdt ned på protesterne, og Sergei følte sig stadig tættere overvåget af myndighederne. Da en række af hans tætte samarbejdspartnere blev anholdt, besluttede han at forlade Rusland, og han har nu base i Paris.

“Jeg har arbejdet med en del forskellige materialer og meget med skulptur og lys. Jeg opdagede 3D pennen, som giver mig mulighed for at sætte folk midt i begivenhederne på en ny måde. Mit arbejde med krigen i Ukraine handler meget om at få folk til at føle det som sker. Der er de skulpturelle landskaber en god formel for mig,” siger Sergei Prokofiev.

Fik fjernet sit værk fra Forårsudstillingen

Det har ikke været uden gnidninger at arbejde som russisk kunstner i Danmark og resten af Europa. I 2022 var Prokofiev en af profilerne på Charlottenborgs forårsudstilling, og fik tildelt udstillingens solopris. Kort efter fjernede Charlottenborgfonden, som står bag Forårsudstillingen, imidlertid Sergei Prokofiev’s værker, som beskrevet i Kunsten.nu her. Det førte til heftig debat, og efterfølgende blev udstillingen sat op igen. En del af prisen er solo-udstillingen, som nu finder sted i Politikens Forhal.

Det er også her i forhallen Kunsten.nu møder Sergei Prokofiev. Han starter med at undskylde, at han er lidt ved siden af sig selv. Nyheden om åbningen af hans udstilling er dagen før blevet delt på Facebook, og i kommentarsporet er der flere kritikere, som mener, at Prokofiev som russer er diskvalificeret til at udstille arbejde, der handler om krigen. Det er svært at afgøre, hvem der faktisk står bag kritikken. Er det Ukrainere, russiske internet-trolde, eller nogle helt andre? Sergei ved, at det er et vilkår for hans arbejde, men det sætter sig alligevel i nervetrådene for en stund.

Prokofiev skutter sig, og går hen og retter lidt på et af de sorte plastic træer, som står i værket. Udenfor de store panoramavinduer pisker den danske vinter regn ned over den sorte Rådhusplads. Ikke umiddelbart en scene der lyser af optimisme. Alligevel er der noget opløftende i samtalen med Prokofiev. Hans ambition om at vi med en fælles oplevelse i kunsten kan undgå at gentage de samme fejl og skabe nye veje. Hans insisteren på at se mennesket bag fjendebilledet. Det inspirerer og giver håb.