Sæt kurs mod Aarhus: Tre udstillinger, du ikke må gå glip af

Af
3. november 2026

Oplev kunst, der udfordrer vores forestillinger om normalitet, leger med identiteter og lader organiske former vokse ud af maleriet.

Nina Beier & John Miller: The Populace, 2026, ARoS. Foto: David Stjernholm.jpg

Oplev kunst, der udfordrer vores forestillinger om normalitet, leger med identiteter og lader organiske former vokse ud af maleriet.

Af
3. november 2026
Fra mannequiner og identitetsskabende dukker til keramiske knopskud og farverige former. Aarhus byder på tre aktuelle kunstudstillinger, der på hver deres måde udfordrer vores blik på mennesker, identitet og kunstens møde med verden.
Har du planer om en kunsttur til Aarhus? Så er der god grund til at sætte tid af til et besøg på ARoS, Museum Ovartaci og Galleri Lene Bilgrav. Her kan du opleve tre vidt forskellige udstillinger, der spænder fra internationale kunstneriske samarbejder og personlige fortællinger til sanselige møder mellem maleri og keramik.
Vi har udvalgt tre udstillinger, der er værd at skrive på kunstkalenderen.
ARoS, Aros Allé 2, Aarhus C
14. maj 2026 – 29. mar 2027
Nina Beier og John Miller: <i>True Mirror</i>, 2018. Foto: Ondrej Polak.
Nina Beier og John Miller: True Mirror, 2018. Foto: Ondrej Polak.
På ARoS har den danske kunstner Nina Beier og den amerikanske kunstner John Miller indtaget det nye Salling Galleri med totalinstallationen The Populace. Her mødes mannequiner og portrætfotografier i et sælsomt univers, hvor grænserne mellem menneske og objekt, original og kopi bliver sat i spil.
Et stort antal iscenesatte mannequiner står ansigt til ansigt med fotografier af portrætmalerier, der er fundet i glemte arkiver. Mødet skaber en næsten surrealistisk situation, hvor figurerne både fremstår velkendte og fremmede, mens blikkene vandrer mellem værkerne og publikum.
Med udgangspunkt i forholdet mellem original og reproduktion undersøger Beier og Miller de kulturelle koder, forbrugsmønstre og hierarkier, der præger vores samtid. The Populace er en tankevækkende totalinstallation, der inviterer publikum til at overveje, hvad der egentlig gør et menneske – eller et billede – autentisk.
Museum Ovartaci, Olof Palmes Allé 11, Aarhus N
5. nov 2026 – 18. apr 2027
Noah Umur Kanber, fra udstillingen <i>Kuk kuk, er det mig, der er skør?</i> Foto: Salem Dye
Noah Umur Kanber, fra udstillingen Kuk kuk, er det mig, der er skør? Foto: Salem Dye
Hvordan skaber man plads til den, man er – og den, man kan blive? Det spørgsmål er omdrejningspunktet for Noah Umur Kanbers udstilling Kuk kuk, er det mig, der er skør? på Museum Ovartaci.
Her mødes nye værker af Noah Umur Kanber med kunst af den tidligere patient og kunstner Ovartaci i en fælles undersøgelse af identitet, køn, metamorfose og livet uden for samfundets faste kategorier.
Til udstillingen har Noah skabt 56 dukker – én for hvert år, Ovartaci var indlagt på Psykiatrisk Hospital i Risskov. Sammen med keramiske værker, kobberraderinger og papirværker indgår dukkerne i en dialog med Ovartacis fantasifulde og mytologiske univers.
De to kunstnere er forbundet gennem en interesse for at skabe nye identiteter og verdener, når de gængse forestillinger om mennesket ikke slår til. Med hver deres kunstneriske udtryk udfordrer de vores forståelse af normalitet og åbner for nye perspektiver på retten til at definere sig selv.
Udstillingen markerer samtidig Noah Umur Kanbers første soloudstilling på et dansk kunstmuseum.
Galleri Lene Bilgrav, Vestergade 56, Aarhus C
2. okt – 14. nov 2026
 Anna Sørensen, <i>Løgform med lang hals</i>, 2026. Foto: Jacob Friis-Holm Nielsen
Anna Sørensen, Løgform med lang hals, 2026. Foto: Jacob Friis-Holm Nielsen
På Galleri Lene Bilgrav kan du opleve Anna Sørensens Knopskud, hvor nye keramiske værker og malerier undersøger mødet mellem geometri og organiske former.
Sørensen arbejder med farvefelter i mange lag, der skaber levende og vibrerende overflader. I de nye værker bryder organiske former frem fra de ellers nonfigurative kompositioner, som om naturen langsomt vokser gennem geometrien.
Særligt de keramiske værker giver udstillingen en ny dimension. De forskellige former skyder op fra en platform som planter i et bed og tilfører galleriets rum en fornemmelse af bevægelse og vækst.
For Sørensen er keramikken en naturlig forlængelse af maleriet – en måde at give farver og former fysisk volumen og rumlig tilstedeværelse. Resultatet er en sanselig udstilling, hvor det velkendte formsprog får lov til at vokse i nye retninger.