En dynejakke kan beskytte kroppen og samtidig blive læst som et tegn på noget truende. Et hjem kan være både trygt og konfliktfyldt, og forskellige kulturelle tilhørsforhold behøver ikke dele et menneske i to. Det er nogle af de spændinger, der løber gennem Sahar Jamilis kunst og nu ind i kunstnerens første svenske udstilling, 100%, på KIPI Konsthall i Malmö.
En sort dynejakke i glas er et af de værker, Sahar Jamili bliver ved med at vende tilbage til.
For Jamili, der bruger pronominerne de/dem, bliver glasdynejakken et hovedværk i udstillingen 100%, på KIPI Konsthall i Malmö. Værket har været vist før, men Jamili tager det med til Malmö, hvor det skal indgå i en ny sammenhæng. Det er karakteristisk for deres praksis, hvor værker kan genbruges og få nye betydninger i nye kontekster.
"Jeg føler ikke, at den har fået det moment, den fortjener."
Sahar Jamili, Hard Shell Soft Soul (2025). Foto: Frida Gregersen
Dynejakken er en genstand, de fleste kender. Noget, man tager på for at holde varmen. Men Jamili er optaget af, hvordan den samme jakke kan få en helt anden betydning alt efter, hvem der har den på.
"Dynejakken er bare en ret vild ting, som alle går med. Og så er der hele den her idé om, at når nogle bestemte typer går med den, så bliver den særligt farlig. Det har jo ikke noget med dynejakken at gøre."
At lave den i glas gør forskydningen endnu tydeligere. Jakken bliver skrøbelig, samtidig med at Jamili gør den monumental og giver den en anden status. For kunstneren har den stor betydning for det liv, de selv har levet i Danmark, og Jamili håber, at den en dag ender på Statens Museum for Kunst som en del af dansk kunsthistorie.
Den bevægelse går igen i Jamilis praksis. Ting, der kan virke ordinære, hjemlige eller ikke tillægges særlig stor værdi, får plads i kunsten.
Tingene har allerede en historie
Jamili arbejder med blandt andet skulptur, installation, fotografi, tegning og tekst. Men fundne genstande spiller en særlig rolle.
Jeg tror også bare, at jeg er et meget nostalgisk menneske.
Sahar Jamili
"Der er så meget værdi og historie i ting, der allerede er. Jeg tror også bare, at jeg er et meget nostalgisk menneske. Jeg lægger meget mærke til, hvad det er for nogle ting, jeg bliver draget af."
Det kan være ting fra barndommen, hjemmet eller de forskellige sociale og kulturelle miljøer, Jamili har bevæget sig i. Ting, der har stor personlig værdi, men som ikke nødvendigvis har samme status i samfundet eller i kunstens rum.
I en skulptur har Jamili eksempelvis kombineret en traditionel aserbajdsjansk tekande med porcelæn fra Royal Copenhagen.
"Det er rimelig meget mig i en skulptur," siger de.
Fra udstillingen Sahar Jamili: What the fuck the world på Bizarro i København, 2020. Foto: John Skoog-Bizarro
Andre steder bliver det velkendte danske forstyrret. De klassiske blå dåser med Danish Butter Cookies, som Jamili husker fra sofabordet i barndomshjemmet, har de blandt andet kombineret med metalpikke i en punket æstetik.
"For mig er der jo ikke noget, der er mere dansk end de her fucking cookies. Og så at blande dem med de her punk-metal-pikke er måske også for mig at sige, at der lurer noget under hyggen."
Det genkendelige og det fremmede, det trygge og det forstyrrende får lov til at eksistere side om side. Men Jamili er ikke interesseret i at give beskueren en facitliste.
"Jeg vil gerne have lov til at have det der kaos. Jeg har ikke nødvendigvis lyst til, at der skal stå en tekst om, hvad det hele er."
For Jamili kan kunsten skabe et sprog for noget, der er svært at indfange med ord. Det gælder også deres egen historie.
Fra udstillingen Sahar Jamili, Don't hate the player – hate the game. inter.pblc, 2025. Foto: Brian Kure.
Fra udstillingen Sahar Jamili, Don't hate the player – hate the game. inter.pblc, 2025. Foto: Brian Kure.
"Jeg føler mig som et fuldkomment og helt menneske"
Jamili er vokset op i København og har familie i Aserbajdsjan og det nordlige Iran. Som barn tilbragte de somrene i Aserbajdsjan og rejser stadig tilbage med jævne mellemrum.
Men da jeg under vores samtale beskriver Jamili som et menneske, der er delt mellem to kulturer, korrigerer de mig.
"Jeg føler mig ikke delt. Jeg føler mig heller ikke splittet. Jeg føler mig enormt heldig, at jeg kan have så mange facetter. Jeg føler mere, at det er verden, der begrænser min identitet og min person."
Det er en vigtig forskel.
Sahar Jamilis værk I Danmark er jeg født, dér har jeg hjemme fra afgangsudstillingen i 2024 på Kunsthal Charlottenborg. Foto: David Stjernholm
For Jamili ligger problemet ikke i at rumme forskellige kulturelle referencer, miljøer og erfaringer. Problemet opstår snarere i en omverden, der gerne vil definere mennesker og placere dem i genkendelige kategorier.
Den erfaring blev særligt tydelig, da Jamili begyndte på Det Kongelige Danske Kunstakademi. De var vokset op få kilometer derfra og havde ikke tænkt meget over sig selv som "en brun person". I det nye miljø blev de pludselig mere bevidste om, hvordan deres krop og baggrund blev læst af andre.
Jeg er bare Sahar. Jeg vil bare gerne have lov til at være mig.
Sahar Jamili
Selv har Jamili haft en anden fornemmelse, siden de var barn:
"Jeg er bare Sahar. Jeg vil bare gerne have lov til at være mig."
Modstanden mod faste kategorier findes også i Jamilis tilbagevendende arbejde med monsteret. For hvem er egentlig monsteret? Den, der bliver gjort fremmed eller truende, eller det blik, der gør et andet menneske til det?
Sahar Jamili, What the Hell, 2025. Fra udstillingen Monster Monster på Kunsthal Gammelgaard i Herlev. Foto: Frida Gregersen
Samtidig er Jamili tiltrukket af monsterets evne til at skifte form.
"Det giver en lov til at være mange ting på én gang hele tiden og shapeshifte."
Monsteret bliver på den måde også et billede på muligheden for at rumme flere sider af sig selv uden at skulle passe ind i én bestemt kategori.
Det er også her, titlen på den nye udstilling 100% kommer ind.
Hundrede procent er helheden, men for Jamili er det samtidig en bekræftelse. Som når man i stedet for at sige ja siger "100 procent".
"Det, jeg prøver at gøre i det rum, er at have enormt mange fragmenter, men det er 100 procent."
Mange fragmenter er altså ikke det samme som at være fragmenteret.
Familien og hjemmet
Nogle af de fragmenter, Jamili arbejder med, kommer helt tæt på.
I den nye udstilling indgår fotografier fra deres egen familie. På et af dem ses Jamilis mormor og farmor. De hed begge Fatma og var venner.
Fotografierne er blandt de ting, Jamili holder fast i for at forstå deres egen historie. Men der sker samtidig noget, når et privat familiefotografi forlader albummet og får plads på en kunstinstitution.
"Når jeg kan se den måde, vores samfund dømmer, og det blik, der er på dem, der ligner min familie og ligner mig, så føles det vigtigt for mig at kunne give dem det rum, hvor de bliver æret."
Jeg tror ikke, at jeg kan komme udenom, at alt det personlige på en eller anden måde er politisk.
Sahar Jamili
Jamili kalder det "100 procent en hyldest" til familien og den baggrund, de kommer fra.
Her mødes det personlige og det politiske. Ikke fordi Jamili beslutter sig for at lave politisk kunst, understreger de, men fordi de to størrelser i deres liv er svære at adskille.
"Jeg tror ikke, at jeg kan komme udenom, at alt det personlige på en eller anden måde er politisk. Det kan ikke rigtig adskilles for mig."
Barndomsfoto af Sahar Jamili. Privatfoto
Det gælder også hjemmet, der har været et tilbagevendende spørgsmål i Jamilis praksis.
"Hvad er et hjem overhovedet? Og hvad er et hjem, når et hjem kan blive taget fra en?"
Hjemmet har ikke altid været et entydigt trygt sted for Jamili. De fortæller om et svært familieliv med alvorlig psykisk sygdom. Samtidig er hjemmet fyldt med de ting, relationer og minder, der kan skabe følelsen af at høre til.
Og de ting, der får Jamili til at føle sig hjemme, kommer ikke nødvendigvis fra Aserbajdsjan eller Danmark. De kommer fra blandingen af kulturer, sociale miljøer og fællesskaber, som deres liv består af.
"Det er den historie, jeg synes, der skal have lov til at være så kompleks i sig selv. Og ikke strippes down eller begrænses."
Det at lave kunst har været en overlevelsesmekanisme for mig.
Sahar Jamili
At give andre adgang
Kunsten har også haft en meget konkret betydning i Jamilis eget liv. Under svære perioder fungerede arbejdet som en måde at forstå og bearbejde det, der foregik omkring dem.
"Det at lave kunst har været en overlevelsesmekanisme for mig. En måde at forstå de her ekstreme kompleksiteter i min tilværelse."
Jamili understreger, at det ikke var det at have det dårligt, der var drivkraften. Kunsten var noget, der hjalp. I dag har de det markant bedre og beskriver samtidig en større frihed i deres arbejde, ikke mindst når de installerer og giver tingene lov til at mødes uden på forhånd at kende resultatet.
Fra udstillingen Sahar Jamili: I se monsters everywhere, 2021. Villa Kultur. Foto: Brian Kure
Jeg tror virkelig på, at kunst er indeni os alle sammen.
Sahar Jamili
Den erfaring med, hvad kunst kan, forsøger Jamili også at give videre.
Gennem de seneste fem-seks år har Jamili arbejdet på at gøre kunsten mere tilgængelig for unge, som ikke nødvendigvis møder den gennem deres familie eller hverdag. Senest har de arbejdet med unge fra Taastrupgård og blandt andet taget dem med på Kunstakademiet.
"Jeg tror virkelig på, at kunst er indeni os alle sammen, men at nogle mennesker bare ikke får lov til at få adgang til den."
For Jamili handler kunst dermed ikke kun om de værker, der ender i en kunsthal. Den kan også være en måde at stille spørgsmål, forstå sine erfaringer og opdage andre muligheder på.
Det er et demokratisk spor i en praksis, der igen og igen kredser om, hvem og hvad der får plads, værdi og mulighed for at blive set.
Jeg håber, at mine installationer kan få folk til at lægge mærke til de meget hurtigt dømmende ting, der sker inde i dem.
Sahar Jamili
Og det spørgsmål sender Jamili også tilbage til beskueren.
"Jeg håber, at mine installationer kan få folk til at lægge mærke til de meget hurtigt dømmende ting, der sker inde i dem."
Hvorfor synes vi, at én ting er smuk og en anden grim? Hvorfor har nogle genstande højere status end andre? Og hvornår bliver en dynejakke andet og mere end bare en dynejakke?
Jamili giver ikke nødvendigvis svarene. Måske er pointen netop at skabe plads til det, der ikke lader sig ordne så let.
I 100% får mange fragmenter lov til at stå ved siden af hinanden uden at blive reduceret til én fortælling.
For som Jamili selv insisterer på: Man kan godt bestå af mange dele og stadig være et helt menneske.
Om Sahar Jamili
Sahar Jamili (f. 1990) er billedkunstner, uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi med en MFA i 2024. De bor og arbejder i København og arbejder på tværs af blandt andet installation, skulptur, fotografi, tegning og tekst. I deres praksis tager de ofte afsæt i personlige erfaringer og undersøger, hvordan identitet, tilhørsforhold og værdi formes af sociale, kulturelle og strukturelle forhold.
