Science fiction fra 1964 som inspiration

Slutstranden er den danske titel på science fictionnovellen, som hverken omhandler rumstationer eller månevandringer, men i stedet bruger det dystopiske fremtidsmiljø til at skildre hovedpersonens indre verden.

Novellen følger en mand, der efter hans kone og søns død søger tilflugt på en kunstigt skabt betonø, som tidligere har været brugt til atomforsøg. I takt med øens gradvise forfald nedbrydes også hovedpersonen fysisk og mentalt.

På samme måde bruger Skou i sine værker arkiteturens absolutte yderpunkter – det utopiske idéplan og konkrete bygningers opløsning – som metaforer for vores samfund og indgang til den kollektive underbevidsthed, der ligger bag dets arkitektoniske ytringer.

I dialog med Ballards tekst fremviser Skou med kollage, rudimentære arkitekturmodeller, fotos og video faktiske bymiljøer og terrain vagues, som via de kunsteriske medier opløses i hinanden og gøres uigenkendelige. I stedet for at være konkrete steder bliver de til billeder på indre virkeligheder.

Værkerne stiller skarpt på, hvordan tankesystemer og idéer er indlejret i vores menneskeskabte, fysiske omgivelser – og udstikker linjer for, hvor vores samfund muligvis er på vej hen.