Selvironisk mandeunivers
I the artPerformers’ 10-års jubilæumsudstilling bruges selvironien til at sætte fokus på kulturelle koder.
I the artPerformers’ 10-års jubilæumsudstilling bruges selvironien til at sætte fokus på kulturelle koder.
info
Selvironien var et gennemgående tema for artPerformers’ udstilling på Spanien 19C, der kunne ses lørdag den 14. juni. De tre kunstnere tager udgangspunkt i sig selv for at kommentere de kulturelle koder, man ikke kan undslippe.
Sanserne aktiveres
Også samfundets fokus på kroppen sættes på spidsen. Beskueren bliver bedt om at tage skoene af og træder uvidende ind i et mørkelagt udstillingsrum. Et stort "fiskenet" er lagt ud over gulvet, og man er tvunget til at føle og lytte sig frem. Stemningen i rummet er uformel, og de tre kunstnere præsenterer deres værker med et skævt smil på læben, der yderligere er med til at vække nysgerrigheden hos publikum.
Dans og spegepølse
Værket Modifikationer er en filmisk og symbolsk fremstilling af mænds kønsdrifter. Kunstnerne har taget udgangspunkt i urmennesket for at hylde den naturlige selektion i mandens jagt på sin kvinde. Med elementer som 3-stjernet salami og komisk dans fremstår værket som en ironisk selviscenesættelse.
Kvindeligt bidrag til værket
Midt i udstillingsrummet sidder en kvinde, som sirligt spiller klassisk guitar. Hendes optræden står i kontrast til filmens skæve mandsdominerede univers. Men også det klassiske guitarspil bygger på nogle fastlagte regler, ligesom vi også styres af regler i samfundet.
En del af mængden
Mandeuniverset som beskueren bliver præsenteret for i Modifikationer findes også i værket Karsten Weber, som er en installation bestående af maleri, musik og fortælling. Fortællingen handler om villaejeren Karsten Weber, som i en storm mister betrækket til sin betydningsfulde Weber-grill. Weber-grillen bliver her et symbol på de materielle goder, som kun få mennesker tidligere har haft adgang til. Men genstandene er i dag blevet tilgængelige for mange. Kunstnergruppen mener, at vi i forsøget på at skabe en unik identitet alligevel blot bliver en del af mængden.
Kunsten som frirum
Kunsten er et frirum for medlemmerne af artPerformers. Her kan kunstnerne tage en pause fra samfundets regler og normer, som de må følge i deres hverdag ligesom alle andre. De tre mænd fra kunstnersammenslutningen fandt sammen på lærerseminariet omkring en fælles protest mod de retningslinier, der blev lagt ud for billedkunstfaget. I de 10 år, der er gået siden da, er kunsten blevet omdrejningspunktet for deres venskab. Ved at kalde sig selv kunstnere tydeliggør artPerformers den ironi, som gennemsyrer deres arbejde. Værkerne er i tidens løb udelukkende blevet solgt til familie og venner til den beskedne pris af 20 kroner.
Fakta
Udstilling
The artPerformers jubilæumsudstilling
14 jun 2008
The artPerformers
Spanien19C Se kort og tider
Fakta
the artPerformers består af Thomas Gerström, Danny Volder og Anders Klogh.