Skadesbegrænsning på Vendsyssel Kunstmuseum
Museumsinspektør Sine Kildeberg har spurgt Lisbeth Eugenie Christensen, hvad hun mener med sin udstillingstitel, Damage Control.
Museumsinspektør Sine Kildeberg har spurgt Lisbeth Eugenie Christensen, hvad hun mener med sin udstillingstitel, Damage Control.
Styr på ødelæggelserne
I flere af dine værker får man indtryk af en spontan arbejdsproces, der alligevel samler sig i et komponeret system på billedfladen. Hvordan vil du karakterisere din arbejdsproces?
"På den ene side har jeg en stor hang til orden. Deraf opstår de formbare elementer som arabesken, ornamentikken, gentagelsen og systemet.
På den anden side så benytter jeg også improviserende greb. Jeg kaster selv et eller andet ind i maleriet, lad os kalde det en bombe, som er ødelæggende.
Efterfølgende forsøger jeg manisk ‘at slukke den ildebrand,’ som bomben har forårsaget.
Eksempelvis kan bomben være et malerisk fejlgreb, som jeg ikke kan overskue følgerne af. Eller en nødvendig destruktiv overmaling på et område af lærredet, som ikke fungerer!
Det kan være en grænseoverskridende beslutning at tage og udføre, som ofte ender med at få afgørende betydning for værket.
Derfor har jeg valgt at kalde udstillingen Damage Control/ skadesbegrænsning, fordi jeg vil sætte fokus på nogle gentagne mekanismer i min arbejdsproce – en vekselvirkningen mellem det uhæmmede og det kontrolerede."
Nødvendige bomber
‘Damage Control’ dækker også over et ønske om at fravælge eller undvige kontrollen; hvor det ubevidste træder i stedet for det bevidste og det ukomponerede i stedet for det komponerede. Hvordan forholder du dig til de poler?
"Jeg ved, at modpolerne er en fast bestanddel i min arbejdsproces, men alligevel kan jeg forsøge at omgå eksempelvis det uhæmmede.
Det kan være en psykisk belastning at beslutte at overmale en stor del af et lærred, som jeg måske har brugt lang tid på at udføre, men som ganske enkelt ikke er godt nok!
Men jeg ved bare, at på et eller andet tidspunkt i arbejdsprocessen med et maleri, så kommer det øjeblik, hvor jeg er nødt til at blive modig. Kaste bomben. Ødelægge det som ikke virker og udvikle noget nyt!
Det er en konstant dialog mellem mig og lærredet, hvor jeg bliver en form for ‘sparringspartner’, nogle dage styrende, og andre dage hænger jeg bare på og ser, hvad der sker!"
Og pludselig var der rum
I flere af værkerne, eksempelvis The Gift, skabe du en illusion af et tyndt klæde, der smyger sig som en fin og gennemsigtig hinde over fladen og under den anes flere lag. Hvilke tanker gør du dig om det?
"Jeg kontrollerer en baggrund, hvor jeg har placeret forskellige bevidst udvalgte betydningsladede delelementer. Her beslutter jeg mig for at skabe illusionen af eksempelvis et fint stykke gennemsigtigt stof, som hænger ned og deler værket op i baggrund og forgrund.
En forgrund, som jeg efterfølgende igen kontrollerer 100% ved at lave illusionen af broderi på stoffet, som eksempelvis på The Gift.
Men selve det rum der opstår, hvor nogle delelementer fra baggrunden træder frem og blander sig med forgrunden og andre ikke, det er netop det rum, som er super fedt!
Det er ikke under kontrol, her kan den ubekendte faktor få plads."
Fakta
Udstilling
DAMAGE CONTROL
4 jun 2009 23 aug 2009
Lisbeth Eugenie Christensen
Vendsyssel Kunstmuseum Se kort og tider
Fakta
Lisbeth Eugenie Christensen (f. 1969) er uddannet på Institut for Visuel Kommunikation, Designskolen Kolding 1995-90.
Siden da har hun deltaget på udstillinger på blandt andet Kunsthal Charlottenborg, Traneudstillingen og Den Frie Udstillingsbygning, samt på flere gallerier og senest med en separatudstilling hos Galleri Bie & Vadstrup i København.
Hun har modtaget flere legater, heriblandt Statens Kunstfonds 2-årige igangsætningsstipendium.