Skrigemaskinen

Do Androids Dream of Electric Sheep? spurgte Philip K. Dick i 1968 med sin store science fiction-roman, der i 1982 ramte en generation i form af dystopia-filmen Blade Runner med Harrison Ford i hovedrollen som politibetjent på efterløn i hårdfør kamp med fremtidens artficielle menneske.

Tematikken for filmen (og mange af 80ernes sci-fi fortællinger) kredser om det samme spørgsmål: Kan maskiner elske? – et spørgsmål drevet af menneskets fascination, men også frygt for fremtiden.

Drømmen om maskinen
Andy Warhol sagde derimod: “Grunden til, at jeg maler på den her måde, er, at jeg ønsker at være en maskine.”

Warhols maskinefascination kommer især til udtryk i hans mange grafiske arbejder og silketryk, der findes i utallige versioner og farve-variationer.

Warhol som én stor samtids-billede-maskine (fra Coca-Cola og Marilyn Monroe til billeder af trafikuheld fra dagspressen).

Det er nok heller ikke en tilfældighed at hans atelier på Manhattan var beklædt indvendigt med alufolie og bar navnet ‘The Factory’.

Utopien og maskinen
Omend vi taler om maskiner eller mennesker, så vil ingen af dem nogensinde forvandles til eller fuldt ud forstå den anden (Robocop og Terminator var selvfølgelig tæt på!).

Og selvom Warhol, der oprindeligt var uddannet reklametegner, ønskede at udstråle fremtiden, kunne han aldrig helt antage absolut fremtidsform.

Og rummer hans stillbilleder fra samtiden egentlig ikke også en længsel og smerte?

Hvad ville kunne understrege den dimension, dette skrig under overfladen, hos Warhol?

Hans relation til den norske, ultimative skriger i kunsten, Edward Munch, selvfølgelig!

En Louisiana-disciplin
Det er næsten en selvfølge, at det er Louisiana, der står for denne første udstilling af sin art. Flere gange har museet på overbevisende vis understreget kunstneriske fællesskaber, sidst mellem Cézanne og Giacometti i 2008, og nu altså kæmperne:

Edvard Munch (1863-1944) og Andy Warhol (1928-1987). Bum.

Det handler om at vise to grafiske brødre og dermed præsentere en mere grafisk og maskinel Munch og med den anden hånd blotte en mindre maskinel og mere følsom Warhol.

Men Warhol After Munch handler selvfølgelig også om at skabe forbindelser i museets samling, og det er Louisiana vel snart mestre i.

Se selv!
Og hvis det kniber, så lukkes diskussionen ved at vise relationen sort på hvidt:

Andy Warhols serie af silketryk fra 1984 med fire Munch-motiver som forlæg: Brochen/Eva Mudocci (1903), Selvportræt (1895), og de helt store: Madonna (1895) og Skriget (1895).

Fire værker, der i Munchs eftertid har opnået ikonisk status. Derfor også oplagte forældre til Warhols kulørte bastarder.

Fra sort-hvidt til knald-kulørt
Som publikum træder man ind i et mørklagt forløb, hvor man rum for rum præsenteres for Munchs litografier i flere forskellige versioner og variationer. Ja, Munch havde skam også en lille fabrik.

Disse fire stort set sort-hvide motiver fæstnes som lyspletter i erindringen, og når man efterfølgende træder ud af mørket, mødes man af motiverne igen. Nu som optisk legende farve-onani spredt i serier ud over vestfløjens store hvide vægge. Warhol som vi kender ham: Gentagelser og hyperstærke farvevariationer i store størrelser.

Men er det en særlig følsom Warhol, vi møder her?

Næ. Og som sådan er udstillingen uforløst.

Mennesket og samfundet
Men under denne næsten unuancerede argumentation ligger dog også et dybere og mere følsomt lag:

I Munchs ekspressive ‘skrig’ lyder den tilhørende tekst: “Jeg følte det store uendelige skrig igennem naturen.”

Hos Warhol er skriget nedtonet markant, men med en ekspressiv brille kunne Warhols motivverden – fra ikoner til massemedier – godt suppleres af udsagnet: “Jeg følte det store uendelige skrig igennem kulturen.”

Munchs kunstneriske reaktion midt i en galloperende industrialisering overfor Warhols maskinelle ironisering og kunstneriske kommentar midt i en Coca-Cola-bøvsende massekultur.

Derfor er det også uhyre relevant, at museet parallelt med 1:1-dialogen imellem de to stjerner, viser et udvalg fra museets Warhol-samling hvor både Mao, Jackie Kennedy, Coca-Cola, Marilyn Monroe og Marlon Brando repræsenterer Warhols massekulturelle afsæt.

Den klynkende følelsesmaskine
Warhol er aldrig entydig. Han er aldrig helt menneske eller helt maskine. Han står imellem de to poler, som en småklynkende følelsesmaskine, der udenpå opretholder den cool facade, men under det tjavsede blonde hår og rullekravetrøje føler og reagerer på og med sin samtid.

Den side af Warhol har den lille men reflekterede lektion i kunstnerisk følsomhed heldigvis fået med.

Ét af udstillingens rum er ovenikøbet dedikeret Warhols selvportrætter, der med Munch i baghovedet får nye følsomme dimensioner.

For eksempel med det symbolladede selvportræt Self-Portrait with Skull (1977), hvor en skæbnetynget Warhol poserer med kranie på skulderen.

Det er denne menneskelige dimension udstillingen formår at give videre til eftertiden – og til maskinen Warhol.