Smukke tvetydigheder på randen af formel kedsommelighed

Med sin udstilling på Vendsyssel Kunstmuseum præsenterer Krista Rosenkilde en række værker, der leger med forholdet mellem flade og rum. Nogle lærreder er foldet på forskellig vis og danner herved tredimensionelle konfigurationer.

Samtidig bemales de med farverige mønstre af geometrisk karakter, der fremkalder optiske illusioner. Denne teknik anvendes til enten at forstærke effekten af den eksisterende tredimensionalitet eller skabe et indtryk af rumlighed, hvor der reelt blot er flade.

Således er billederne visuelt tvetydige og man må lejlighedsvist tæt på, for at skelne mellem virkelighed og ’bedrag’.

Orden og kaos
De foldede værker fremstår med deres skarpe konturer på en gang stramme og disciplinerede, men alligevel urolige. Den samme dobbelthed knytter sig til de malede mønstre, hvis umiddelbare geometriske regelmæssighed hele tiden er ved at kamme over i sin modsætning. Udstillingens titel Irrational Thoughts refererer også til denne fusion af det kaotiske og det ordnede, af irrationalitet og bevidsthed.

Maleriernes tvetydighed er sammen med deres åbenlyse skønhed udstillingens stærkeste kvaliteter. Der er tale om seriøst kunstnerisk arbejde, men alligevel blev undertegnede ikke for alvor grebet.

Inspiration
Rosenkilde er inspireret af Op Art, en kunstnerisk bevægelse, der med navne som Josef Albers (1888-1976), Viktor Vasarely (1906-1997) og Bridget Riley (1931-) udviklede et abstrakt formsprog, som dyrkede optiske illusioner. Hun trækker også på minimalismens undersøgelser af området mellem maleri og skulptur, som for eksempel hos Frank Stella (1936-).

Endelig skimtes også en reference til den konstruktivistiske kunstner Vladimir Tatlins (1885-1953) abstrakte hjørnerelieffer fra tiden omkring første verdenskrig i form af et af hendes skulpturelle lærreder, der netop specifikt er tilpasset et hjørne.

Og det er jo alt sammen meget godt, men spørgsmålet trænger sig alligevel på: Tilføjes der noget væsentlig nyt?

Formel opvisning
Det er muligt, at det skyldes anmelderens blaserthed, men når museets introduktionstekst forkynder, at “Krista Rosenkilde udfordrer maleriets traditionelle billedformat”, så lyder det som et lidet aktuelt og temmelig overflødigt refræn.

De 14 værker, der udgør udstillingen, er delt i to rum, hvoraf det ene er et udpræget gennemgangsrum. En ophængning andetsteds i museet og gerne mere omfattende ville måske tillade værkerne at gøre et større indtryk.  

Krista Rosenkilde har tidligere arbejdet med figurative elementer, der tilføjer hendes værker en humoristisk tone. Disse meget charmerende og underfundige værker er ikke repræsenteret på udstillingen i Vendsyssel, hvilket er en skam. De kunne have været et forsonende supplement til den ganske vist gennemarbejdede – men også lidt uvedkommende – formelle opvisning.