Sol Calero og Gudrun Hasle på Copenhagen Contemporary: Deltagelsens svære kunst

I to udstillinger spiller Copenhagen Contemporary bolden til kunstnerne, for at de skal lægge en lækker aflevering til os som publikum. Denne aflevering til vedkommende, deltagelsesbaseret kunst er dog ikke præcis nok, og chancen løber ud i sandet.

Mens museerne normalt har en masse opgaver ved siden af deres udstillingsvirke, er kunsthallerne mere rent fokuseret på det at være ramme om udstillinger. Her er ikke så mange dikkedarer med børnehuse, formidlingscentre og almen højskolevirksomhed, men direkte adgang til kunstnernes værker, der her får plads til at stå for sig selv.

Dette er dog noget anderledes i kunstcentret Copenhagen Contemporary, som strækker sig noget længere i deres virksomhed. Her er intentionen at få samtidskunst til at være noget, vi gør sammen. Særligt i den store industribygnings overetage, hvor CC Studio har til huse som Copenhagen Contemporarys formidlings-, fornøjelses- og fordybningscenter.

Hvordan dette foregår kan man tage pulsen på ved at se de to aktuelle udstillinger i CC Studio med venezuelanske Sol Calero og danske Gudrun Hasle. Begge tiltag befinder sig et sted imellem noget, man skal opleve som værk og en aktivitet, man skal deltage i. Ligeledes tænker man ikke, at de besøgende nødvendigvis bør være indskrænket til at tilhøre voksenverdenen.

Fingrene i leret med caribiske fornemmelser

Aktiviteten er mest konkret i Sol Caleros udstilling. Her er hovedpointen, at man skal sætte sig ved et farverigt bord og forme en figur af ler – et vådt og formbart materiale, som alle kulturer har gjort brug af og givet sine distinkte former. Efter bemaling og brænding sætter man så figuren som bidrag til det store udstillingsrums bygning, som på en måde skal referere til stedets fortid som skibsværft.

Man må gerne lade sig inspirere af forestillingen om Caribien og kan se sig omkring for at få klare mindelser i den retning. Her er der nemlig opsat to pavilloner med forskellige rum og planter i en tropevejrsagtig åben struktur. Med klare farver og palmer synes de at spejle såvel regulære indtryk af kunstnerens hjemegn som mere stereotype forestillinger om Latinamerika.
Det er også meningen, at disse pavilloner skal tages i brug – såvel spontant af de enkelte besøgende som gennem iscenesatte aktiviteter. Sådanne sociale kunstformer er jo sat noget på vågeblus i coronaens tid, så man må tænke sig til den fulde effekt af dette samskabte tropeland.

Det er udtryk for en ganske klar tendens i samtidskunsten at lade arkitektur, design og (forventet) social aktivitet være hovedbestanddel af værker – mon ikke, det også er det, vi vil se, når det indonesiske arkitekt-kollektiv Ruangruppa skal styre den næste Documenta-udstilling? Og denne form skulle egentlig passe godt til det improviserede og kreative miljø omkring Copenhagen Contemporary.

Motivet omkring et kulturmøde med Latinamerika og samskabelsen igennem leret mangler dog en del forklaring og står tilbage som en lidt flad oplevelse på indholds- såvel som oplevelsessiden. Hvordan hænger skibstemaet sammen med de caribiske pavilloner og så det at forme lerfigurer?
Det havde måske været mere virkningsfuldt at lade det hele foregå udenfor og sammen med andre aktiviteter.

Rammende kropskort og banale publikumsbidrag

Mens det sociale og ydre er omdrejningspunktet i Caleros El barco de barro rykker Gudrun Hasles Im hideng indart the ligt ind i det helt personlige. Vi kender Hasles karakteristiske fejlstavninger (baseret på kunstnerens oplevelse af det skrevne sprog som ordblind) som en kommentar til perfekthedskulturen og et forsøg på at træde frem med egne mangler blottede. Disse ordspil optræder både som små broderier og store skilte, fra indrammede billeder til ude i byrummet.

I Im hideng indart the ligt har Hasle ophængt et kæmpestort banner i hjemmesyet stoflook med teksten ”I dont no haw to scrim for halp” og på endevæggen malet teksten ”I hide insigt the ligt”. Disse ligger i fin tråd med den udstilling af statements, der udfolder sig indendørs (og i sommers udendørs) på Copenhagen Contemporary.

Læs anmeldelse af udstillingen In focus: Statements.

Ved siden af denne entre fremviser Hasle en række store broderier, som man hurtigt ser er omrids af menneskekroppe i størrelse 1:1. Ved nærmere eftersyn er disse anonymiserede portrætter (bare krop uden personlige kendetegn) påført forskellige meddelelser i broderet skrift – udtryk for følelser, oplevelser eller simpelthen en registrering af, hvilke spor kroppen bærer af et levet liv. Disse ”kropskort” (med udstillingens ord) er rørende og alligevel nøgterne som et anderledes bud på portrættet, der gør brug af både ord og materialer.

Hasles kunst har et alment udtryk, der skulle kunne tale til alle. Der skulle derfor være gode muligheder for at lave en udstilling, der taler ind i CC Studios mission om at være et aktivitets- og deltagelsesbaseret kunstcenter. Denne del lykkes dog ikke så overbevisende her. En række besøgende har fået lov til at male et lille maleri, som så sættes sammen til en stor fælles helhed. Opgaven har lydt på at dele sine drømme, men resultatet tangerer det banale og har, efter resultatet at dømme, ikke udvidet de deltagendes kreative horisont.

Det er lidt for konventionelt at male i et værksted efter at have set noget kunst, hvorefter det så hænges op af arrangørerne. Hvor er den kreative samskabelse i selve udstillingen? Jeg forstår heller ikke, at publikum skal male i en udstilling, der ellers udfolder sig i tekstil og gennem skrift – eller for den sags skyld, at kunstneren selv forholder sig til problemer og usikkerheder, mens publikum noget mere banalt bare skal dele det, de drømmer om.

Der er altså noget at arbejde med, før deltagelsens svære kunst lykkes på Copenhagen Contemporary. Rammerne er ellers til store armbevægelser, udsigter og ekstraordinære oplevelser i samspil mellem rum og kunst derude på Reffen.