SOS! Så majs, bønner og squash!

Udstillingen Sustainable Societies for the Future på Malmö Konstmuseum kommer med en række gode værker vidt omkring og behandler blandt andet nordisk raceforskning, en skoleelevs frustration og mikroorganismers liv i Malmøs vandsystem. Kompleksiteten i spørgsmålet om bæredygtighed gør det dog lidt vanskeligt at få greb om udstillingens kuratoriske snit.

I gården på Malmö Konstmuseum har kunstner- og forskningskollektivet (P)art of the Biomass anlagt et bed. Projektet har titlen Fire søstre for Plantroposcen, og idéen er, at frø af majs, bønner og squash skal sås sammen for at give næring til hinanden. Det er en teknik, som oprindeligt er udviklet af nordamerikanske indianere og videregivet som gave – sammen med frøene – til vores tid. De fire søstre i titlen hentyder til de tre frøsorter og til mennesket som den fjerde søster, der også har en andel i processen.

I Malmø har kunstnerkollektivet annonceret efter jord, og ifølge den seneste opdatering på Facebook har de i sidste weekend besøgt ”guerilla-plantedyrkere, lejlighedsbønder, havemestrer og andre gift- og kunstgødningsfrie jordplejere” for at samle jord ind til bedet. Men ligesom udstillingen Sustainable Societies for the Future som helhed har ligget i dvale og først nu er åbnet for publikum (dog med påkrævet tidsbooking), er selve værket også kun ved at folde sig ud.

Et komplekst fænomen

Ved at tematisere samspillet mellem natur og menneske giver projektet Fire søstre for Plantroposcen et godt indledende indtryk af udstillingen. Også selv om der ikke rigtigt er noget at se endnu. Sustainable Societies for the Future udfolder sig nemlig både som en kunstudstilling og som en række seminarer, samtaler, publikationer og projekter under udvikling, der tager spørgsmålet om kunst og bæredygtige samfund op til behandling.

Samtidig er Fire søstre for Plantroposcen også bare ét ’kunstnerisk’ bud blandt mange andre for en bæredygtig fremtid. Som museet skriver i sin introduktion til udstillingen behandler udstillingen ”et af vores tids mest komplekse og aktuelle udfordringer”, som er at ”at skabe trygge, inkluderende og bæredygtige samfund” – og det handler ikke bare om økologi og klima, men også om sociale og økonomiske dimensioner.

Bæredygtighed som kuratorisk greb

Kompleksiteten i spørgsmålet gør det dog lidt vanskeligt at få greb om udstillingens kuratoriske snit: Hvad præcis har motiveret valget af udstillingens specifikke 24 kunstnere ud over, at de i deres arbejde engagerer sig i spørgsmål om bæredygtighed? Og at de kommer fra henholdsvis en nordisk og en nordamerikansk kontekst – det sidste motiveret af udstillingens samarbejde med Expo Chicago.

Ja, der er en overordnet historie om, at kunstnere på forskellig vis tematiserer spørgsmål om bæredygtighed, bliver inspireret af dem og bruger sin kunstneriske praksis til at påvirke samfundet lokalt og globalt. Ja, det kan også argumenteres for, at den slags problemstillinger fylder stadig mere i samtidskunsten, og her medvirker udstillingen til at formidle denne interesse.

Men når tematikken samtidig søger at rumme både spørgsmål om uligheder mellem befolkningsgrupper i Chicago, en norsk skoleelevs frustration over pædagogikkens begrænsninger for hans private frihed, og mikroorganismers liv i Malmøs vandsystem, så bliver det en meget rummelig kuratorisk ramme.

Det skal dog på ingen måde afskrive udstillingen fra værdi, for der er rigtigt mange gode værker og projekter. Og dertil er der faktisk i hvert fald ét skjult, men interessant kuratorisk greb i udstillingen, som desværre først bliver formidlet i det kommende katalog, men det vender jeg tilbage til nedenfor.

Mellem håb og råb om hjælp

Blandt mine favoritter på udstillingen er kunstnerduoen Hesselholdt & Mejlvangs to installationer. Den ene tog form af en performance den 18. februar i år, som nu er efterladt med bogstaver skrevet i røde mursten: Please rest in peace for we shall not repeat the error. Budskabet er taget fra Flame of Peace-monumentet i Hiroshima, men antyder i denne sammenhæng en endnu bredere vifte af menneskeskabte ødelæggelser, selv om det samtidig rummer et optimistisk, om end skrøbeligt, håb for bedring. Inde på museet er kunstnerduoens budskab anderledes opgivende. Her tegner terrakottaskåle og mursten elegant budskabet SOS i morsekode, for hvordan går man egentligt til værks, hvis man skal bygge samfundet op på ny?

Frenologiens kortlægning

I et helt anden register, men med en ligeledes overbevisende visuel præcision står Minna Henrikssons sirlige kortlægning, udført i samarbejde med arkæologen Fredrik Svanberg, af den nordiske raceforskning i perioden fra 1850 til 1945.

På udstillingen tager det sig udtryk i et gigantisk og minutiøst visuelt diagram, der viser relationer mellem centrale personer og institutioner, herunder kunstnere og akademier, hvor bl.a. frenologi og samlinger af samiske hovedskaller finder sin placering. Projektet kan ses som et bidrag til at skabe indsigt i vores egen historie for dermed, hvis Hesselholdt & Mejlvang får ret, lede til en mere værdig forståelse og behandling af andre.

Dolkhalens skæbne

I dag er det også vores relation til dyr, som kritisk stilles til skue. For eksempel i Tue Greenforts tematisering af dolkhalen, en krabbe som har eksisteret i godt 400 millioner år og derfor af og til kaldes et levende fossil.

På udstillingen ser man både hans skulptur af krabben, og det som ligner et sammenklip af Youtube-film med strandgæster, der nysgerrigt, nervøst og lidt hårdført undersøger dyret, inden filmen flyder over i billeder fra videnskabelige ’pumpninger’ af krabbens blå blod til at fremstille medicin. Krabben anses at have et særligt magisk immunsystem, men de videnskabelige tapninger minder ikke så lidt om sekvenser fra sci-fi filmen Matrix.

Hvordan det hele hænger sammen

Men tilbage til den kuratoriske ramme. Vel hjemme fra udstillingen kontakter jeg museet for at høre mere om et formidlingsgreb bestående af særegne illustrationer for henholdsvis ’ligestilling mellem kønnene’, ’uddannelse’, ’miljøødelæggelse’, ’klimaspørgsmål, ’arbejde’, ’biologisk mangfoldighed’, ’ligestilling mellem etniske grupper’, ’vand’, ’miljøret’, ’boligspørgsmål’, ’ressourcer’ og ’helse & tryghed’.

Disse illustrationer anvendes løbende ved de enkelte værkforklaringer, typisk flere af dem samtidig, for herigennem – er museets forklaring – at pege på kompleksiteten og sammenhængen mellem de enkelte problemstillinger.

Sociale laviner

Alt det er sådan set også tydeligt i udstillingen, selv om ophavskvinden, illustratoren Olga Prader, så vidt jeg så, ikke krediteres på udstillingen. Men det er i samme korrespondance, at jeg bliver gjort opmærksom på det kommende katalog, og om at det indeholder en tekst af den danske sociolog Christian Borch med fokus på hans begreb ’sociale laviner’, der faktisk har været medvirkende til at lægge den kuratoriske linje. Det ville jeg ønske havde fået mere plads på udstillingen, fordi det både giver en bedre forståelse af værkudvalget og en dybere refleksion over problemstillingens kompleksitet.

Sociale laviner beskriver, hvordan individer under særlige omstændigheder trækkes med af kollektive formationer og næsten opløses i det kollektive. Det kan for eksempel ske i massegrupperinger eller i sociale bevægelser og ses ligeledes i forbindelse med svingninger på børsen.

Forholdet mellem individ og kollektiv er netop et gennemgående tema på udstillingen. For eksempel i Christian Falsnaes modstillede videoer med henholdsvis et individ og en gruppe, der bevæger sig ’larmende’ gennem Berlin, eller i Ane Hjort Guttus videoværk Frihed forudsætter at nogen er fri, hvor helten er den utilpassede dreng, der blandt andet ses tyre en bold i maven på en pædagog, fordi han ikke kan holde ud at skulle gøre øvelser efter gymnastiklærerens skema.

Man ser det også i Toril Johannessen & Marjolijn Dijkmans filmiske dramatisering af mikroorganismers samspil eller i Nils Magnus Skölds sammenstilling mellem billeder fra et orkidéreservat i Ecuadors regnskov og den brusende lyd af mennesker fra en orkidékonference i London.

Nye relationer i verden

I forhold til udstillingens tematik bruges begrebet sociale laviner også til at pege på, hvordan vores måde at leve på ensretter os. Vi ser verden på samme måde som vores omgivelser, og det er også derfor, det er så vanskeligt at skabe forandringer.

Når en del værker på udstillingen, som for eksempel Fire søstre for Plantroposcen peger på relationer, for ikke at sige ’slægtskab’, mellem mennesker og planter, handler det derfor også om at skabe nogle nye relationer mellem individ og kollektiv, end dem der allerede eksisterer. Det er en måde at bryde vores forestillinger om, hvordan verden hænger sammen – for at medvirke til at skabe en mere holdbar fremtid.