Spor af gerninger og følelser

Annika Elisabeth von Hausswolff er en vægtig repræsentant for en kunstnerisk generation, der gjorde fotokunst rundet af kritiske refleksioner over vores billedkultur til en dominerende position i 1990’ernes Skandinavien. I udstillingen Alternative Secrecy på Moderna Museet i Malmö, som spænder over 30 års kunstnerisk virke, viser kunstneren sig som en stor iscenesætter såvel som en opmærksom observatør af vores medierede verden.

I udstillingens indledende hjørne er der installeret en række fotografier med motiver fra en lejlighed, som foruden støv og slitage kun rummer enkelte, udvalgte genstande. De er næsten i 1:1 størrelse og skaber et rum i rummet.

Der er en trappe op til loftet med et par sko, der måske er tabt, et værelse med en væltet potteplante, en bøjlestang i et indbygget skab, hvor der bare hænger en beige bh. Spor efter et levet liv, måske? Eller en begivenhed af mere uhyggelig karakter? Titlen er kort og godt Spøgelser.

Spor efter levet liv

Udstillingen Alternative Secrecy (Alternativ hemmeligholdelse) samler et udvalg af den svenske fotokunstner Annika Elisabeth von Hausswolffs værker fra starten af 1990’erne og frem til i dag, og fornemmelsen af det ubestemmelige og det uhyggelige er et gennemgående træk. Rum, landskab, genstande og kroppe er ladet med historier, med spor efter gerninger og ikke mindst følelser.

Som i billedserien Spøgelser, der efter sigende viser motiver fra hendes barndomshjem, indfanget fotografisk lige efter hendes forældre havde solgt lejligheden og var flyttet ud. Men ikke uden at von Hausswolff iscenesatte rummene, tillagde et objekt eller to, indsatte spor efter ’noget’.

Spor efter forbrydelse

Det var også dette iscenesættende greb, som sikrede hendes kunstneriske gennembrud i starten af 1990’erne – men dengang med en specifik, feministisk vinkel. Under temaet ‘natursyn’ placerede hun kvinder som ofre for mord og voldtægt i naturomgivelser, fotografisk indfanget som kroppe, liggende efterladt i et skovbryn, en vejkant eller en sø.

Værkerne koblede motivisk traditionen fra naturfotografiet med politiets bevisfotografier af gerningssteder, mens det samtidig visuelt bød ind i de aktuelle, postmoderne diskussioner om køn og krop i kunst og kultur.

Von Hausswolff er del af en kunstnerisk generation, der gjorde fotokunst rundet af kritiske refleksioner over vores billedkultur til en dominerende position i 1990’ernes Skandinavien.

Det gælder ikke bare feministiske refleksioner, men i det hele taget oplevelsen af, at virkeligheden er billedligt medieret, og det er ved at vende og dreje på den medierede virkelighed, at man skaber nogle kunstneriske sprækker.

Som hun udtrykker det i udstillingens katalogtekst: ”Virkeligheden interesserer mig ikke ud over dens repræsentation og billedlige manifestationer”.

Spor efter mor

Mens nogle af von Hausswolffs værker er dødsens alvorlige – om end smukke – og spidder vores nysgerrighed og fascination af såvel forbrydelser som kvindekroppen, er andre mere gådefulde og tendentielt humoristiske.

Da hun repræsenterede Sverige på Venedig Biennalen i 1999 var det bl.a. med et motiv af et par strømpebukser i en vandfyldt vaskekumme, et motiv hun selv siger at have oplevet igennem sin barndom, når hendes mor vaskede undertøj.

Motivet er sælsomt svært at bestemme og med sin opblødte, elastiske form er strømpebukserne også en slags ledetråd til andre af von Hausswolffs værker. For eksempel hendes boble-værker, hvor store tyggegummibobler danner svært håndterbare strukturer for kvinden, som holder dem oppe, men også skærmer for nysgerrige blikke.

Von Hausswolff arbejder gennemgående med forhæng og afskærmninger, der lægger op til forestillinger og fantasier om det, de skjuler.

Flere spor efter mor

Udstillingen blander værker på tværs af 30 års produktion, men samtidig lægger man formidlingsmæssigt op til en retrospektiv fortælling, der fremhæver afgørende træk i von Hausswolffs værkudvikling.

Ud over gennembruddet og hendes repræsentation på Venedig-biennalen, er det i særlig grad den kunstneriske krise og vendepunktet, som kommer, da firmaet Polaroid i 2008 ophører med at producere deres direkte film, som indtil da havde været hendes primære redskab.

Det leder hende i andre retninger, blandt andet til bearbejdning af arkivmateriale og nye eksperimenter med sammensætning af motiver.

Interessen for traumer er dog konstant. Der er hendes billedserie af forladte og forfaldne bygninger i Detroit, i eks-Jugoslavien m.v., som vidner om ødelagte drømme som følge af økonomisk kollaps.

Der er hendes serie af kvindelige forbrydere, fastholdt i håndjern, men kunstnerisk anonymiseret gennem overmalinger – en værkserie, som udspringer af udsagn fra børn til indsatte mødre, der under corona-pandemien led afsavn men også lettelse over ikke at kunne besøge deres mødre.

Spor efter klima-traumet

Forholdet mellem mænd og kvinder, mellem børn og forældre, mellem mennesker og de steder, de har beboet, kommer emotionelt til syne i de spor, som von Hausswolffs fotobaserede værker sætter i scene.

Hun er en nysgerrig og opmærksom observatør af vores ’medierede’ verden, der også tør eksperimentere med en spændvidde af kunstneriske formater.

Hun kan således få enkelte genstande til at gribe selv meget store problemstillinger. Som i fotoværket Den antropocene krop fra 2020, der portrætterer en nedslidt teddybamse, som psykoanalysen typisk ville betegne et overgangsobjekt.

Måske, synes værket at sige, er vores aktuelle tidsalder udtryk for et overgangsstadie på klima-området mellem det infantile og det bevidste. Måske har vi bare slidt kloden op i al vores angst overfor truslen om, ikke personligt at overleve.