I Aabenraas Nørreportkvarter er kunsten rykket ud i byrummet. Syv permanente værker af yngre danske samtidskunstnere har indtaget de smalle passager mellem gågaden og byens historiske bygninger og er blevet en del af en større fornyelse af bymidten.
Fra smutvej til kunstdestination
I Aabenraa er en række af byens historiske smutveje blevet forvandlet til kunstpassager. Langs en cirka 250 meter lang strækning i Nørreportkvarteret møder lokale og besøgende værker af kunstnere Oskar Koliander, Mathias & Mathias, Silas Inoue, Helene Nymann, Torben Ribe, Rune Bosse samt Rhoda Ting og Mikkel Dahlin Bojesen (Studio ThinkingHand).

Under Oskar Kolianders Strømmen bevæger man sig gennem en passage under et bølgende LED-loft. Værket forvandler rummet til en lysende strøm, der leder blikket og kroppen videre mod gågaden. Foto: Peter Bjerke
Projektet Nørreportkvarteret som kunstdestination med værker af yngre danske samtidskunstnere er initieret af Aabenraa Kommune og udviklet og realiseret af Aabenraa Kommune, Aabenraa Kommunes Billedkunstråd og Creator Projects som en del af den flerårige byfornyelse Fremtidens Aabenraa.
Ambitionen er ikke blot at udsmykke byen, men at bruge samtidskunsten aktivt til at skabe nye forbindelser mellem byens historie, hverdagsliv og fremtid.
Simon Friese, direktør i Creator Projects, uddyber: “Projektet i Aabenraa var en god mulighed for at bringe nogle af den nye generations kunstnere tættere på byens hverdagsliv. Det var spændende at se, hvordan deres forskellige kunstneriske praksisser tog form i de konkrete byrum og gav Nørreportkvarteret nye udtryk og oplevelser. Samtidig fik kunstnerne mulighed for at arbejde i en større skala og med værker, der skulle fungere i mødet med mennesker, som færdes i området til daglig.”
Samtidskunst i en historisk bykerne
Med knap 17.000 indbyggere er Aabenraas satsning på den yngre samtidskunst et markant eksempel på, hvordan kunst kan tænkes ind som en integreret del af byudviklingen.
Nørreportkvarteret ligger i den nordlige del af Aabenraa centrum og har i store træk bevaret middelalderbyens struktur med en lang handelsgade og et netværk af smalle passager. Netop passagerne er karakteristiske for byen og spiller en central rolle i kvarterets lokale identitet.
Her møder samtidskunsten den eksisterende arkitektur uden at forsøge at skjule dens historie. I stedet er værkerne skabt til de konkrete steder og arbejder på forskellig vis med lys, lyd, natur, humor, materialitet og lokale fortællinger.
Når kunsten ændrer byen
Kunstprojektet er en del af den større udviklingsplan hvor Nørreportkvarteret er udpeget som et område med fokus på kvalitet, kreativitet, klassisk arkitektur, vintage og hygge. Projektet bevæger sig fra det højtidelige til det hverdagslige med en kunstnerisk rute bestående af orgelpiber, træer, ringridning, svampe, fiskefileter og undervandsliv.
Her skal kunsten være med til at give området et særpræg og tiltrække både borgere og besøgende.

I OUI undersøger Mathias & Mathias den sønderjyske ringridningstradition gennem tre skulpturelle former: en forstørret ring, en hestesko-makrel og en lanse. Foto: Hangar 5
De gamle genveje får nyt liv
Formålet er at ændre den måde, man bevæger sig gennem byen på. Passager, der tidligere kunne opleves som sekundære eller uinteressante smutveje, bliver nu steder, man opsøger for at opleve kunsten.
Som Philip Tietje, formand for Vækstudvalget for Land og By i Aabenraa Kommune, formulerer det, skal kunstpassagerne “bidrage til at trække besøgende til området og give dem en oplevelse med de mange unikke kunstværker, de ellers ikke ville have fået. Samtidig vil ellers uinteressante smutveje nu blive gjort til de foretrukne genveje.”
Kunst som en del af hverdagen
Projektet peger dermed på en bredere forståelse af offentlig kunst. Værkerne fungerer ikke kun som objekter placeret i byrummet, men som aktive elementer i den måde, byen opleves og bruges på.
De skaber ophold, bevægelse og overraskelser og giver de eksisterende passager nye funktioner.
De skaber ophold, bevægelse og overraskelser og giver de eksisterende passager nye funktioner.
At værkerne er permanente betyder desuden, at projektet ikke blot er en midlertidig kunstbegivenhed. Kunstnernes forskellige praksisser bliver en del af Aabenraas hverdag og af byens visuelle identitet i mange år fremover.
Fakta
Projektet i Nørreportkvarteret er initieret af Aabenraa Kommune og udviklet og realiseret af Aabenraa Kommune, Aabenraa Kommunes Billedkunstråd og Creator Projects.











