En overdimensioneret hest, et hus med vandfald og en statue, der allerede er væltet. På Østervold i Randers er skulpturerne ikke bange for at gøre opmærksom på sig selv.
I Randers har man en vis tradition for skulpturer i det offentlige rum. Især i de sidste årtier af det forrige århundrede blev der opstillet mange skulpturelle arbejder rundt omkring i byen, og der er fine, ‘moderne’ sager imellem, ikke mindst af Sven Dalsgaard, Per Neble og Viera Collaro.
Men det specifikke mål for min udflugt til Randers på denne dag i klar frost og tindrende sollys er dog et af de mere mærkelige kunststrøg i Danmark, nemlig Østervold, hvor man kan møde nogle ret vilde – og i hvert fald ret monumentale – værker. Her er der bogstavelig talt tænkt stort!
Østervold, der fra havnen skråner op mod nord, har gennem årene skiftet skikkelse adskillige gange. I 1500-tallet var den byens grænse mod øst, i 1800-tallet en livlig markedsplads, mens den i 1950'erne blev omdannet til en befærdet boulevard med parkeringspladser. I 2006 fik gaden en makeover med ny belægning for igen at genvinde noget af sin karakter som plads.
Ingvard Cromhammars 'hus' i bunden af Østervold. Foto: Ole Bak Jakobsen.
Et hus, en tom skal, et rødt vandfald
I bunden, ned mod havnen, står et 12 meter højt hus. Som jo altså ikke er et rigtigt hus, men en tom skal, som mimer en etageejendom – alt for stort til at kalde et dukkehus, men samtidig et hus for dværge sammenlignet med de omkringliggende ‘rigtige’ ejendomme. Der er noget med skalaforholdene, der allerede gør det mærkeligt og unheimlich.
Ingvar Cronhammar (1947 – 2021) er kunstneren bag, og han har det med at arbejde i voluminøse størrelser, og ganske ofte placerer hans værker sig sære steder mellem industrielt design, arkitektur og kunst.
Den kridhvide, sterile betonfacade med de tomme vinduesåbninger tager sig skarpt ud i det blændende dagslys, men om aftenen skifter værket karakter og iklæder sig en anden form for uhjemlighed:
For når lyset og vandtilførelsen ellers fungerer og er i funktion, så falder et dramatisk vandfald oplyst af rødt lys inde i huset og kan betragtes igennem vinduesåbningerne. Deraf titlen Redfall.
Kunst i det offentlige rum skaber følelser og debat, og det var også tilfældet, da Redfall blev afsløret i 2002. En aktionsgruppe, der kaldte sig "Vandtårnet", hang et banner op med påskriften “And so what?”. Andre har gennem tiden givet skulpturen øgenavne som “Mælkekartonen” eller “Krigsruinen”.
Sådan er det vist, når kunsten ikke er ligegyldig, og med jævne mellemrum er der kritiske røster om, at skulpturen fremstår algebegroet og snavset, for en ting er, at diverse fonde skænker kunstværker til offentligheden, men det er de betrængte kommunale økonomier, der skal finansiere vedligehold, og så opstår problemerne med prioriteringer.
I dag er den hvid og ren, og markant er skulpturen altså, ligesom placeringen er fantastisk!
En hest uden rytter
Jeg bevæger mig opad Østervold, passerer endnu en skulptur af Cronhammar – Fontæne, realiseret i 2009: En mere neutral vandkunst, hvor vandet falder fra en søjle til fundamentets blå stenbelægning, som spejler omgivelserne og himlen.
Midtvej oppe knejser så den 6,5 meter høje bronzeskulptur, Den jyske hingst, som blev sat op i 1969.
Det er på mange måder en bemærkelsesværdig skulptur. Dels refererer den til en meget velkendt europæisk skulpturtype, rytterstatuen. Hvor ofte er vi ikke stødt på dem i Rom, Paris, København og andre byer, hvor der historisk har været et behov for at ‘statuere’ den magtfulde fyrste eller krigsherre, og hvor hestens fysiske kraft så at sige overføres til magthaveren?
Men her er der tale om en rytterstatue uden rytter. Det er hesten selv, der er i centrum, og den er næsten brutalistisk i sin størrelse og kraftfuldhed. Den jyske hingst ikke en elegant hurtigløber, men en kolos af en (demokratisk?) arbejdshest, som trukket ud af den jyske muld med svulmende muskulatur, udspilede næsebor og rejste ører. Set i baglyset fra rytterstatuetraditionen er det i en vis forstand ‘kraften uden magten’.
Helen Schou: Den jyske hingst. Foto: Ole Bak Jakobsen.
Skulpturen var ganske sigende bestilt af Samvirkende Jydske Hestealvsforeninger, som et minde om de hestemarkeder og avlsarbejdet med jyske heste, som egnen var kendt for, men den var selvfølgelig i året 1969 bagudskuende og repræsentant for et ‘forældet’ kunstsyn.
Allerede i 1962, da beslutningen om at opføre skulpturen var truffet, udførte avantgardegruppen Celle 61 (som blandt andet talte de lokale kunstnere J.V. Martin og Per Neble) en happening, hvor de på Østervold opstillede en alternativ og mere up-to-date-skulptur af en guldbronzeret cykel på nogle trækasser, for at skabe debat: Var det ikke på tide at nytænke det skulpturelle sprog i det offentlige rum?
I dag vil man måske anlægge en mere feministisk vinkel på sagen, idet skulpturen var skabt af Helen Schou, der på den måde opererede i et område for monumentalskulpturer i det offentlige rum, som ellers var domineret af mænd. Otte år tog det i en kraftanstrengelse at fremstille hesten.
Og så er det altså bare en skulptur, der er så meget ‘for meget’, at det gør godt.
En statue der allerede er væltet
For at det ikke skal være løgn, fuldendte man i 2023 denne aparte kunstakse på Østervold ved øverst oppe på en trappe, der skaber forbindelse til den nordlige bydel, at placere Erik A Frandsens ligeledes monumentale aluminiums-skulptur, der forestiller en kappeklædt figur, der allerede – på forhånd – er væltet ned fra sin sokkel.
Bum!, så ligger den der med sine otte meter og spærrer for de gående, som må i en bue udenom for at fortsætte på trappen.
Erik A Frandsen: Bar Roma. Foto: Ole Bak Jakobsen.
Forlægget til figuren skulle være en lille kitchfigur, kunstneren havde fundet på et loppemarked. Og det ligner da også sådan en forstørret pangfarvet playmobil-figur i stiv positur, som gør, at den væltede figur hviler ‘unaturligt’ på hænderne, mens hovedet akkurat er hævet over stenbelægningen.
Værket gør brug af et greb, Frandsen gentagne gange har brugt, hvor han forstørrer eller omformer et prosaisk, ligegyldigt eller kedeligt motiv eller objekt – det kan eksempelvis være tilfældige snapshots fra en familierejse, som transformeres til monstertunge freskoer eller mosaikbilleder.
Men hvorfor er figuren så allerede væltet af sin sokkel? Værket spiller ind i hele debatten om, hvem der skal repræsenteres i det offentlige rum, hvem der skal væltes eller skamferes. Om den symbolske forkastelse af det symbolske billede, om traditionen med at vælte statuer af de tidligere magthavere, når magten skifter. Fordi figuren er ansigtsløs kan vi projicere Lenin, Sadam og slavejeren ind i den.
Som det er tilfældet med de andre skulpturer, har Frandsens også skabt debat. Hvorfor skal den være så grim, hvorfor skal den ligge i vejen? (og klassikeren: hvorfor bruge mange penge på kunst, når der mangler varme hænder i hjemmeplejen?).
Men det skal være en oppustet, lille grim figur, der er væltet og ligger og irriterer ganglinierne, for kunsten er ikke ligegyldig her på Østervold.
På Østervold er der ikke noget, der er helt harmonisk, og skulpturerne er akave og stritter i hver deres retning.
Men de gør det med stil, og de er ikke bange for at gøre opmærksom på deres tilstedeværelse.