Strandet hval bruges til kunstprojekt
Kunstneren Pernille Kløvedal Helweg forvandler et stykke finhval-overflade til grafisk kunst.
Kunstneren Pernille Kløvedal Helweg forvandler et stykke finhval-overflade til grafisk kunst.
Den nu afdøde finhval, der strandede i Vejle Fjord sidste uge, skal bruges til et kunstprojekt. Kunstneren Pernille Kløvedal Helweg har fået lov til at skære et stykke af finhvalens overflade af og bruge det til et grafiktryk i stort format.
Fra den 9. april 2011 kan man atter få et gensyn med finhvalen i form af et grafiktryk på Vejle Kunstmuseum.
Dyrespor som kunst
Pernille Kløvedal Helweg er dybt fascineret af dyr. Hun har før benyttet næsehorns og elefanters fodspor i Københavns Zoo som udgangspunkt for sine kunstværker – store kobbertryk – som dyrene har vandret hen over.
Finhvals-aftrykket bliver sammen med andre dyrespor del af den kommende udstilling Grind i ét hug! på Vejle Museum i 2011.
Fakta
Udstillingen Grind i ét hug! Verdens største kobbertryk af Pernille Kløvedal Helweg bliver vist på Vejle Kunstmuseum 9. april - 5. juni 2011. Siden hen på Fuglsang Kunstmuseum, Kunsten Museum of Modern Art Aalborg, Nordens Hus i Tórshavn og Rogaland Kunstmuseum i Stavanger.