Til kamp mod kønnet i kunsthistorien

En sen eftermiddag før jul, da sneen faldt tungt og lagde sig over det industrielle havnelandskab i Nordre Frihavn, mødtes fire hunkønsvæsener i et pakhus. De fire kvinder var klædt i ens knælange, lyse kjoler, og selvom de ellers var forskellige af udseende, var det svært at kende forskel på dem, da de opførte sig som om, de var én og samme krop.

De indtog installationen A Pictorial Theatre, Objet De Femmes, en skulptur og en scene på samme tid.

Kroppe som pensel
I Augusta Atlas performance A Gesammtkunstwerk by a Female Expressionist lurer bedraget. Intet er som man først antog. Sammenhænge krydses og dekonstrueres.

Sammen med en danser, en sanger og en komponist har kunstneren Augusta Atla skabt et levende værk, der undersøger og afsøger, hvad det vil sige at være i en kvindelig krop.

Augusta Atla bruger sin egen krop og andres kroppe som pensel til at fremtrylle eventyrlige, naive, groteske og provokerende stillbilleder.

Augusta Atlas kunst fjerner sig fra samtidskunsten og dele af kunsthistorien ved at fokusere på de store følelser, uskyldighed, hudløshed og malerisk feminisme.

Tabuer, forestillinger, teorier og klichéer opløses og smeltes sammen på ny i denne første performance i en kommende række.

Hvad er en kvindelig krop?
Siden jeg forlod Nordre Frihavn og Klubiensvej, har Augusta Atlas performance rumsteret i mit hovede og efterladt mig med tvivl. Hvordan skulle jeg definere det, jeg havde været vidne til, og hvad vil det overhovedet sige at være en kvindelig krop?

Og er det muligt at undersøge den kvindelige figurs følelsesmæssige fagter og ekspressive bevægelser uden at postulere en form for sandhed eller en generel teori omkring kvindekønnet og det at være en kvinde?

Performende stillbilleder
Forvirringen var total, da jeg senere fik tilsendt denne beskrivelse: 

”Jeg laver ikke dans, jeg laver ikke teater – værket er performende stillbilleder, der grænser til ’et rum af stilhed’. Denne tilstræben findes ikke i andre performative stilarter, jeg kender, som formaliseret dans eller teater.”

Augusta Atla fortsætter:

”Det vigtigste ved dette værk er hverken æstetik, formaliseret teknik (medie/kunnen/tradition) eller intellektuel dialog (historik/viden), men at lave et indsigtsrigt menneskeligt, stemningsparadoksalt og ’åbent’ kunstværk”.

Gru fra børneværelset
Mine indtryk bevægede sig frem og tilbage over tid – mellem ord og erindring, mellem Augusta Atla og jeg.

Jeg tænkte tilbage på billederne i performancen, som de tog sig ud på den hjemmelavede scene af træ:

Kostumernes indlagte klichéer, selvdestruktiv koregrafi, kvinden der beundrer sit udseende i spejlet, kvinderne der malede deres ansigter, tegningerne der blev skabt, og brevene der blev skrevet, den døde fisk som blev lullet i søvn, blomsterne i kvindernes hår og legetøjet på scenen, lydene, melodierne og de syngende ord ”jeg elsker”, der forstummede ud i ingenting.

De objekter, der lå spredt ud over scenegulvet og ind i mellem taget i brug, var som taget ud af et børneværelse. Bevægelserne, lydene og fagterne som ud af en lille piges smukke mareridt eller grumme drøm.

At være eller ikke at være kvinde
At forholde sig til, hvad det vil sige – eller ikke vil sige – at være en kvinde i vores tidsalder, er noget kompliceret. Alligevel sætter jeg et stort spørgsmålstegn ved undertitlen af Augusta Atlas performance, ligesom jeg glimtvis blev provokeret af de såkaldte performende stillbilleder.

Min umiddelbare dom var, at performancen i høj grad spillede på stereotypiske forestillinger om kvinden, særligt af mandsdominerende og heteroseksuel karakter.

Min provokation og fortvivlelse fik Augusta Atla til at reagere:

”Det er som om, at kvinden har mistet sig selv ved enten at tilstå, at de gamle former var umulige at komme ud af, eller ved at fortrænge de gamle former, eller ved at nægte kønsroller teoretisk set.”

Atla fortsætter:

”Jeg er træt af, at alt feminint og følelsesfyldt bliver ligestillet med ’svage’ eller bekræftelsessyge kvinder.”

Vi er langt fra det idylliske billede af prinsessekønnet, som kulturen siden tidernes morgen har fremstillet.

Smerte ved kunsthistorien
Augusta Atla fortæller mig, at hun håber, at performance-værket er i stand til at viske sig selv ud ved at sammenstille mange klichéer og derved opnå en ’mætning’, der er så overdreven, at man vil forstå, at det hele handler om hendes smerte ved kunsthistorien.

Samtidig er der et håb om at gennembryde det og skabe et dybere og mere frit rum, end den æstetiske symbolik umiddelbart peger på.

Med tiden, erfaringerne og Atlas store kunsthistoriske viden er jeg ganske sikker på, at det ambitiøse projekt en dag vil udfoldes. Dén dag vil ingen være i tvivl.

I 2011 vil Augusta Atla præsenterer nye værker om kvinden og den kvindelig krop i samarbejde med andre kvinder.