Til visionær salon i bioteknosfæren: Skrumper eller svulmer vores samtid?

Højt til loftet! Reportage fra Kunstsalon VISION: Forvitrede poler – 30 år efter murens fald på udstillingsstedet Tranen, hvor Emilie Alstrup, Rune Lykkeberg og Minik Rosing diskuterede samtiden i lyset af den stadig større sammensmeltning mellem biologien og teknologien.

Den umiddelbare anledning til at sætte kunstner Emilie Alstrup, redaktør og forfatter Rune Lykkeberg og geolog Minik Rosing sammen er udstillingen Biotechnosphere, som udfolder sig i Tranens udstillingsrum. Som det ambitiøse udstillingssteds første gruppeudstilling i en årrække rummer den en række yngre kunstneres undersøgelse af en samtidstilstand, hvor det biologiske og det teknologiske hele tiden muterer og besmitter hinanden.

I 1926 blev teorien om biosfæren, som beskrev alt liv på Jorden som et globalt økosystem i samspil med planeten, lanceret af Vladimir Vernadsky. For nyligt er begrebet teknosfæren formuleret af Peter Haff for at anskueliggøre alt det menneskeskabtes omfang. Mens biosfærens diversitet er på retur, er det modsatte tilfældet for teknosfæren, som producerer stadigt flere ”arter” og også aktivt former det biologiske liv.

De større perspektiver rejser sig hurtigt herfra, og man forstår arrangørernes ønske om at sætte loftet højt for en visionær debat i form af Kunstsalonen Forvitrede Poler – 30 år efter murens fald.

Samtiden skrumper

Salonens moderator var kurator Toke Lykkeberg, og med hans ord var afsættet for både udstilling og debat en ny og meget bred tendens: at vores samtid simpelthen skrumper!

Forandringerne på planeten er så hurtige og radikale, at nutiden hurtigere bliver udskilt som fortid, og at den uberegnelige fremtid starter meget snart. Lykkeberg refererer her til, at man i videnskabelige kredse taler om ”den store acceleration” i jordens udvikling siden 1945, hvor man inden for stort set alle områder kan se voldsomme forandringer bonne ud på grafernes simple sprog – fra menneskers ressourceforbrug til klodens klima.

Dette forandrer fokus for ”samtidskunsten”, som ikke er så samtidig, men i stedet for træder ud af tiden som ”ekstemporær”. Fremfor at fokusere på at være samtidige, zoomer kunstnere ud på større perspektiver som hvor, vi kommer fra og hvor, vi er på vej hen?

Kunstneren som afsøger af grænser mellem teknosfære og biosfære

Emilie Alstrups værker illustrerer tydeligt en hybrid-karakter mellem mange former. Som tryk på akrylglas viser de dele af menneskekroppe og dyr. Hun nævner selv fortidens fabeldyr som kimærer med træk fra flere dyrearter eller et mikroskops forstørrelse af mikroorganismer til menneskelig skala. Sådan kan de ses som illustrationer af det aktuelle skred i vores påvirkning af andre arter.

Hun mener, at det er kunstnerens opgave i dag at undersøge grænserne og også presse den lidt, hvilket finder sted i værkernes kombination af syntetiske materialer og aftryk af biologiske livsformer.

Som kunstner er antallet af tilgængelige medier også accelereret, og Alstrup har oplevet en tendens til, at alle på et givent tidspunkt vil bruge det seneste gimmick eller gadget – samt at det ofte er de samme klassikere, der refereres til, for eksempel inden for science fiction-film.

Her ser hun et potentiale i at undersøge oversete og direkte uddaterede medier, for eksempel i pæ-digitial animation frem for den glatte CGI. Sådan kan man lave noget mere interessant ved at gå ud over sin egen tid i en snæver forstand.

Et indbrud af grøn politik i den rød/blå skala

Et andet afsæt for samtalen er verdens tilstand 30 år efter Murens fald og den blok-opdelte verden, som var en realitet fra 1945 til 1990. Her kan polerne også synes forvitrede, når det ikke er ”Vest” mod ”Øst” og to supermagter, der dikterer klodens politiske magtforhold.

Med Informations redaktør Rune Lykkebergs begreb, kan verden af i dag tage sig ud som ”Vesten mod Vesten”, som er titlen på hans nylige bog om de politiske opbrud, der omgiver os. Mens Trump og Brexiteers har vind i sejlene med at skabe et værdiskred i Vestens ”åbne samfund”, og i stedet foreslår nye mure som løsning, ser vi også et ”indbrud af grøn politik i den rød/blå skala” som en væsentlig tendens.

Rune Lykkeberg (der her bliver udspurgt af sin bror Toke) ser det som vigtigt, at vi bevarer vores åbne samfund omgivet af grænser og ikke af mure, og at vi formår at undgå fortællinger om simple modstillinger. Til disse hører den ensidige kritik af Vesten på baggrund af den koloniale fortid. Det løser ikke en globaliseret verdens problemer blot at moralisere over historien, mener Lykkeberg.

Livet som den største forandrende kraft på Jorden

Som geolog har Minik Rosing bidraget med skelsættende forskning i hele livets historie på planeten Jorden. Han har således kunnet påvise, at livet opstod tidligere end før antaget ved at studere 3,8 milliarder gamle aflejringer i grønlandsk gnejssten, hvor han også kunne konstatere påvirkninger af drastiske klimaforandringer.

Rosing har været en pioner inden for sammentænkningen af geologi og biologi – noget der engang blev set som en håbløs karrierevej. Nu er der større lydhørhed for at se ”livet som den største forandrende kraft på Jorden”. Ifølge Rosing må vi som mennesker se det faktum i øjnene, at vi påvirker kloden.

Himlen er ikke spor høj, da atmosfæren bare er få kilometer tynd og let påvirkelig, og Jorden er faktisk ganske lille. Derfor må vi ændre perspektivet og erkende, at vi har et ansvar og må bruge vores fornuft.

Vi ved endnu ikke, hvad livet er, pointerer Rosing. Overordnet er det meste liv meget tæt på hinanden, videnskabelig set. Det er nærmest kun små forskelle i design, der adskiller eksempelvis os mennesker fra en gris. Vigtigst er det at forstå, at ingen organisme er en ø – at alle livsformer er forbundne, også med geologien og vice versa.

Geologen er også kendt for sin interesse i samtidskunst, og han har eksempelvis samarbejdet med Olafur Eliasson om is-installationen Ice Watch. ”Det er brug for alle discipliner”, pointerer Rosing og også brug for at tænke nyt i formidlingen af videnskab. Her kan man bare tænke på de 2,5 millioner fagfællebedømte videnskabelige artikler, der hvert år produceres. Hver dag produceres mange flere, end det var tilfældet gennem hele Oplysningstiden, men hvad er effekten af hele denne acceleration?

Samtiden svulmer

Rosing ser denne kæmpe produktion som udtryk for, at ”samtiden svulmer”, som modreplik til Lykkebergs iagttagelse af en skrumpende samtid. Der er meget mere volumen over vores tid på mange felter, når man tænker på, hvor meget stof, vi producerer og er i kontakt med.

Rune Lykkeberg må konstatere, at han som avisredaktør arbejder med et medie, som per definition forældes, når det ikke er dagsaktuelt. Her kan kunstkritikken også siges at hænge fast i det omskiftelige nye, når den altid omhandler særudstillinger og ikke behandler de faste samlinger og kunst uden nyhedsværdi.

Han fremhæver her sin avis’ forsøg på at behandle kultur i et større perspektiv, eksempelvis artikelserier og bøger om den tyske eller russiske kulturs historie. Fordi det er vigtigt i en samtid, der både skrumper og svulmer.