Vi fotograferer mere end nogensinde før, og alligevel er det de færreste billeder, der får os til at se noget nyt. Det gør Tine Bek. Med en usædvanlig sans for farve, form og stoflighed har hun udviklet et af de mest originale blikke i dansk kunstfotografi.
Hos Tine Bek bliver et stykke smør til en hest. En appelsins navle bliver næsten menneskelig. En tekop, blåregn, hendes mors hænder og hendes nieces ansigt får lov at stå med den samme alvor. Bek bevæger sig mellem stilleben og portræt med en nysgerrighed, der gør hierarkiet mellem mennesker og hverdagens genstande mindre selvfølgeligt. Smørhesten har et monuments tyngde, selv om den knap kan holde formen. Appelsinen bliver sært kropslig, som om dens skræl var hud. Der er humor i forskydningerne, men også ømhed over for alt det, der forandrer sig.
Tine Bek: Butter Horse. Kreditering: Tine Bek
Sanseligheden ligger i detaljen: hudens folder, smørrets bløde overflade, stoffets fald og kornet i det scannede negativ. Bek fotograferer analogt og arbejder på tværs af fotografi, film og skulptur. Intuitionen driver arbejdet frem, og billederne rummer forbindelser, hun mærker, før hun kan forklare dem.
På Faaborg Museum får hendes værker en ny sammenhæng i særudstillingen Tingene imellem os – Between Us and Things. Her har kurator Sofie Bastiansen sat Fynbomalernes værker i dialog med samtidskunst af Rose Eken, Sarah Becker, Ann Linn Palm Hansen og Tine Bek. På tværs af medier undersøger de fire kunstnere, hvordan hverdagens genstande fortæller om vores liv og relationer.
Vi har talt med hende om vejen ind i fotografiet, udstillingen på Faaborg Museum, om smør som skulpturelt materiale og om at give øjeblikket en form, der består.
Fakta
Tine Bek er uddannet fra Fatamorgana og Glasgow School of Art. Hendes værker indgår i Den Nationale Fotosamling på Det Kgl. Bibliotek. I 2024 viste hun soloudstillingen "This Ship is Unsinkable" på Fotografisk Center, og i 2021 modtog hun Hasselblad Foundations Photobook Award for fotobogen "The Vulgarity of Being Three-Dimensional".
Jeg kunne mærke, at et fotografi kunne rumme noget, jeg ikke kunne forklare.
Tine Bek
Hvornår blev fotografiet et kunstnerisk sprog for dig?
Jeg voksede op med billeder og har fotograferet, så længe jeg kan huske. Min farfar var hobbyfotograf, og min far gav mig mit første rigtige kamera. Min familie har altid gået meget op i sport, og både min far og farbror spillede en masse fodbold på lidt højere niveau, da de var unge. Min farfar tog altid med og både filmede, smalfilm, og tog billeder af kampene. Jeg har så mange kasser med negativer fra ham af fodboldkampe fra 1970erne.
Derhjemme hang en plakat af den australske kunstner Rosemary Laings bulletproofglass #1, hvor en blodig brud svæver mod en blå himmel. Uvisheden om, hvorvidt hun stiger eller falder, fascinerede mig. Jeg forstod ikke nødvendigvis billedet, men dets mulige fortællinger blev ved med at optage mig. Jeg kunne mærke, at et fotografi kunne rumme noget, jeg ikke kunne forklare.
Popkultur og Lars von Triers film fik mig til at drømme om at blive filminstruktør, men det var på den fotografiske billedskole Fatamorgana, at jeg imidlertid fandt mit sprog i fotografiet. Her opdagede jeg den indflydelse, de billeder jeg var vokset op med havde haft, og hvordan mine egne billeder kunne være en måde at tænke og stille spørgsmål på. Jeg begyndte at forstå, hvordan et motiv kan blive ved med at åbne sig, også efter at jeg havde fotograferet det.
Fra Fatamorgana kom du til Glasgow School of Art og blev siden i byen i en årrække. Hvordan formede de år dig som kunstner?
Glasgow gav mig et billede af et kunstnerliv, jeg selv havde lyst til at leve. Der var en stærk tro på, at man kunne skabe muligheder for hinanden: starte et udstillingssted eller udgive en bog. Fællesskabet var en del af selve arbejdet. Det formede min forståelse af, hvad en kunstnerisk praksis kan være, og hvor meget man selv kan sætte i gang.
Jeg arbejdede også på udstillingsstedet The Common Guild, der havde til huse i et townhouse ejet af kunstneren Douglas Gordon. Den første udstilling, jeg var med til at sætte op, var med den tyske kunstner Wolfgang Tillmans. Hans værker gjorde et stort indtryk på mig, og stedets udstillingsprogram blev en vigtig del af min kunstneriske dannelse. Jeg fik lov til at opleve værkerne helt tæt på og se, hvordan de virkede i et rum.
Samtidig startede jeg Earth Saga Press og udgav zines, små selvstændige publikationer i begrænsede oplag. Det første nummer samlede kvinder, der fotograferede kvinder; det næste undersøgte maskulinitet. I det sidste nummer bad jeg bidragyderne beskrive, hvad de havde lavet den 2. september. Uden et eneste fotografi blev det et portræt af en dag og af de forskellige virkeligheder, vi lever i samtidig.
Byen satte sig også i mit blik. Glasgow havde en råhed og en menneskelig varme, som eksisterede side om side. Pompøse facader, ornamenter, noget slidt, noget lidt kikset. Den blanding gav mig frihed til at lade flere udtryk mødes i mine billeder. Selv det ustadige lys blev en drivkraft. Jeg begyndte at arrangere motiver og skabe de situationer, jeg ville fotografere.
Du har arbejdet med fotografiet i snart to årtier. Hvordan har dit blik forandret sig?
Mit blik er blevet mere bevidst, men også friere. En hest, en frugt eller et iscenesat stilleben kan åbne for en hel verden af associationer. Jeg ser flere muligheder i det enkelte motiv og flere forbindelser mellem billederne. Noget, jeg har fotograferet i én sammenhæng, kan få en helt anden betydning, når jeg vender tilbage til det senere.
Kunstfotografiet er blevet mere mangfoldigt, og flere kvinder er med til at definere det.
Tine Bek
Samtidig oplever jeg, at kunstfotografiet er blevet mere mangfoldigt, og at flere kvinder er med til at definere det. Det udvider forestillingen om, hvem der kan være kunstner, og hvad et fotografi kan rumme. Når flere får plads bag kameraet, bliver flere erfaringer og måder at se på synlige.
Udstillingsview Tine Bek: This Ship is Unsinkable. Fotografisk Center, 2024. Kreditering: Tine Bek
Hvornår bliver noget til et motiv for dig?
Det begynder ofte med en atmosfære, en farve eller et lys. Noget føles lidt forkert eller tvetydigt, og det får mig til at se igen. Det er meget intuitivt. Jeg ved ikke altid, hvorfor noget holder mig fast, og jeg behøver heller ikke at vide det med det samme.
Min datter på to siger tit, at hun gerne vil have ting med hjem: »Mor, jeg vil gerne have månen med hjem« eller »Hesten skal med hjem, ikke?« Den trang, genkender jeg. Når jeg fotograferer spontant, er det ofte, fordi jeg ser noget, jeg gerne vil tage med mig.
På den måde bliver billederne et arkiv over øjeblikke, jeg har svært ved at give slip på. Jeg kan vende tilbage til dem og sætte dem sammen, så der opstår fortællinger, jeg ikke kunne have forestillet mig, da jeg tog dem. En del af arbejdet ligger derfor også i at opdage, hvad billederne kan med hinanden.
Tine Bek: Doughnut Dust. Foto: Jacob Friis-Holm Nielsen
Du arbejder både analogt og digitalt. Hvordan påvirker teknikken dine billeder og din måde at arbejde på?
I mit kunstneriske arbejde fotograferer jeg analogt, mens jeg typisk arbejder digitalt på kommercielle opgaver. Det analoge giver mig et andet tempo. Jeg holder også af negativet som en fysisk genstand. Billedet findes på et materiale, som jeg bagefter skal arbejde videre med.
Jeg scanner negativet og ser, hvordan farverne og kornet former billedet. Det er en del af arbejdet med at finde frem til dets udtryk. Teknikken påvirker både min opmærksomhed, mens jeg fotograferer, og det, jeg senere får øje på. Jeg er optaget af, hvordan motivets overflade bliver gengivet, og hvordan billedet får sin egen stoflighed.
Du er aktuel i gruppeudstillingen Tingene imellem os – Between Us and Things. på Faaborg Museum. Hvad betyder det at vise dine fotografier i netop de rum?
Faaborg Museum har en helt særlig sanselighed. Carl Petersens museumsbygning fra 1915 er skabt til Fynbomalernes kunst, og de stærke vægfarver, de mønstrede gulve og skiftene mellem rummene gør hele huset til en kunstnerisk oplevelse. Farver, arkitektur og værker er tænkt sammen.
Tine Bek (midt) under ophængning af udstillingen Tingene imellem os på Faaborg Museum. Foto: Andreas Bastiansen
Udsnit af Tine Beks værker på udstillingen Tingene imellem os, 2026. Faaborg Museum. Foto: Andreas Bastiansen
Det er inspirerende at lade mine fotografier indgå i den sammenhæng. Farverne omkring et billede påvirker, hvad man får øje på i det, og mødet med samlingen åbner for forbindelser på tværs af tiden. Samarbejdet med kurator Sofie Bastiansen har været meget givende i arbejdet med at finde de forbindelser.
Samtidig har det været en glæde at udstille med Rose Eken, Sarah Becker og Ann Linn Palm Hansen, som jeg har stor respekt for. Vores værker har forskellige udtryk, men en fælles opmærksomhed på hverdagens ting. Det gør, at de kan sætte noget i gang hos hinanden og få beskueren til at se et motiv på en ny måde.
Jeg er optaget af de spor, vi efterlader i tingene.
Tine Bek
Udstillingen tager afsæt i stillebenet, hvor blomster, frugter og genstande bliver billedets hovedpersoner. Hvad interesserer dig ved den genre i dag?
Jeg er optaget af de spor, vi efterlader i tingene. Et bord, hvor nogen lige har spist. En kniv, der ligger på en bestemt måde, et tomt glas. Menneskene er væk, men deres tilstedeværelse kan stadig mærkes. Jeg interesserer mig for øjeblikket, der lige er forsvundet, eller det, der er ved at opstå. Tingene fortæller om et liv, som fortsætter uden for billedet.
Stillebenet har også en særlig plads i kvindelige kunstneres historie. Mange kvinder arbejdede indenfor genren, blandt andet fordi deres adgang til kunstuddannelse og undervisning var begrænset. Det interesserer mig, hvordan blomster, frugter og hverdagens genstande kunne blive et felt for stor kunstnerisk ambition. Et motiv behøver ikke at være storslået for at rumme noget væsentligt.
Udstillingsview Tingene imellem os, 2026. Faaborg Museum. Foto: Andreas Bastiansen
Tine Bek: Yellow Still Life In The Basement. Kreditering: Tine Bek
Du har især fundet inspiration hos Fynbomalerne Anna og Fritz Syberg. Hvad genkender du i deres billeder?
Jeg genkender hverdagen med børn og længslen efter at få lov til at arbejde. I Anna Sybergs billeder mærker jeg en skabertrang, som berører mig, fordi jeg selv kender forsøget på at få familieliv og kunstnerisk arbejde til at hænge sammen. Jeg har også set meget på hendes farver og akvarellernes sarte, næsten flygtige karakter.
Hos Fritz Syberg er det især børnene og hverdagsscenerne, der griber mig, som familien samlet om en skål risengrød. Billederne er skabt i en anden tid, men føles så nære. Jeg genkender livet i dem og bliver samtidig mindet om, at det for længst er forbi. Den dobbelthed berører mig: at et billede kan bringe os så tæt på noget, vi aldrig kan komme tilbage til.
Udsnit af Tine Beks værker på udstillingen Tingene imellem os, 2026. Faaborg Museum. Foto: Andreas Bastiansen
Tine Bek: Draw me like one of your french girls. Foto: Jacob Friis Holm Nielsen
Hvordan kommer forbindelsen mellem hverdagen og tidens gang til udtryk i dine egne værker i udstillingen?
Jeg viser 21 værker i udstillingen og de spænder fra tekopper og smørheste til min nieces ansigt, blåregn i London og min mors hænder. Tilsammen forbinder de forskellige tider og steder i mit liv. Der opstår slægtskaber mellem motiverne gennem farver, former og overflader, selv om de er fotograferet i vidt forskellige situationer.
Jeg bliver berørt af, hvor hurtigt tiden går, og hvor smuk hverdagen kan være.
Tine Bek
Jeg bliver berørt af, hvor hurtigt tiden går, og hvor smuk hverdagen kan være. Ofte er det først i billedet, jeg opdager, hvor meget et tilsyneladende lille øjeblik rummede. Fotografierne giver mig mulighed for at se det igen, men også for at forstå det anderledes.
Flere af dine fotografier viser heste, du har modelleret i smør. Hvordan blev smør et skulpturelt materiale for dig?
Under coronanedlukningen læste jeg om billedhuggeren Anne Marie Carl-Nielsen, der modellerede krager i smør, da hun ikke kunne finde noget ler. Jeg blev grebet af den skabertrang: at man er så opsat på at give noget form, at man bruger det materiale, der er ved hånden. Jeg begyndte selv at modellere heste i smør og fotografere dem.
Smørret reagerer på varmen og mister gradvist sin form. Det gør skulpturerne mærkeligt levende. Jeg kan forme dem, men materialet fortsætter med at forandre dem, og fotografiet fastholder et bestemt tidspunkt i den proces.
For nylig har jeg lavet en tissende hund i smør og 3D-scannet den. Det er meningen, at den skal blive til en bronzeskulptur. Jeg er interesseret i, hvad der sker med vores oplevelse af den samme form, når materialet ændrer sig. Smørret er hverdagsligt og forgængeligt, mens bronzen forbindes med varighed og med skulpturhistorien. Det giver figuren en anden vægt, både fysisk og i vores blik.
Når smørskulpturen forandrer sig, men fotografiet består, hvor ligger værket så?
Det spørgsmål bliver jeg ved med at vende tilbage til. Fotografiet kan give en flygtig form en autoritet, den aldrig havde som fysisk genstand. En skulptur, der kun holdt sig oprejst et øjeblik, kan virke monumental i billedet.
Vinklen, lyset og beskæringen er med til at skabe den oplevelse. Kameraet bestemmer også, hvad vi aldrig får at se. Jeg er optaget af den forskel mellem genstanden og dens billede, og af hvordan fotografiet kan få os til at tro på en form, som i virkeligheden var ved at falde sammen.
Smør smelter, blomster visner, frugt rådner, kroppen ældes. Hvilken rolle spiller forgængeligheden i dit arbejde?
Forgængeligheden er en hovedkarakter. Den er til stede i materialet, længe før jeg gør noget ved det. Frugten modnes, kroppen forandres, smørret bliver blødt. Jeg arbejder med former, der kun eksisterer midlertidigt.
Jo stærkere et billede får mig til at mærke et øjeblik, desto tydeligere kan jeg også mærke afstanden til det.
Tine Bek
Fotografiet giver dem en anden varighed. Det kan bevare synet af noget, vi ikke længere kan røre ved. Den mulighed er både smuk og sørgelig. Jo stærkere et billede får mig til at mærke et øjeblik, desto tydeligere kan jeg også mærke afstanden til det.
Dine frugter har næsten karakter af personer. Hvad sker der, når vi begynder at se en krop i en frugt?
Så begynder vores forestillinger om kroppen også at hæfte sig på den. Vi ser hud, mærker, appelsinhud og navler. Jeg giver nogle af frugterne menneskenavne, og pludselig kan en bestemt form få et temperament. Det interesserer mig, hvor lidt der skal til, før vi begynder at læse noget menneskeligt ind i det, vi ser.
Tine Bek: Flower Bud. Annika Nuttall Gallery. Foto: Jacob Friis-Holm Nielsen
Tine Bek: Lemons. Foto: Jacob Friis-Holm Nielsen
Frugten bærer samtidig på en hel historie om begær. Eva og æblet, den forbudte frugt, ligger i baggrunden. Jeg kan godt lide at arbejde med de klichéer, fordi de er så indarbejdede i vores blik. Bare ordet »appelsinhud« forbinder frugten med en vurdering af kvindekroppen. De forbindelser kan et fotografi gøre synlige og lege med.
Dine billeder kan være både smukke og foruroligende. Hvornår bliver skønhed interessant for dig?
Når den gør mig usikker på mit eget blik. Jeg kan blive draget af noget og samtidig mærke en uro ved det. En overflade kan være smuk, netop som den begynder at gå i opløsning. Jeg oplever sjældent skønhed som en afsluttet egenskab ved en ting. Den opstår i forholdet mellem det, jeg ser, og det, jeg forestiller mig. Derfor er tvetydigheden vigtig. Jeg vil gerne have, at et billede bliver ved med at ændre sig for den, der ser på det, selvom motivet står stille.
Omslag fra bogen Tine Bek: The Vulgarity of Being Three-Dimensional. Disko Bay forlag, 2024.
Titlen på din bog The Vulgarity of Being Three-Dimensional kommer fra Karen Blixens fortælling Karneval. Hvad åbnede den for dig?
I Karneval beklager en af personerne sig over det vulgære i at være tredimensional. Fortællingen leger med masker og identitet og med forholdet mellem det, vi er, og det, vi forestiller os at være. Jeg fandt bogen tilfældigt da jeg var i Portland på et residency. Her følte jeg mig fremmed i mine omgivelser, og formuleringen samlede noget, jeg havde svært ved at sætte ord på.
Hvad vil det sige at have en form? At være kød og blod, have vægt og fylde i verden? Jeg finder noget både komisk og smukt i det. Ordet »vulgær« bringer samtidig en vurdering med sig. Noget bliver opfattet som fint, andet som almindeligt eller upassende.
I mine billeder kan en krop, en frugt og en klump materiale få samme opmærksomhed. Jeg er interesseret i, hvad der sker, når de hierarkier bliver ustabile, og når noget, vi normalt ikke tillægger værdi, pludselig får os til at standse op.
Mine billeder trives bedst i flok.
Tine Bek
Opslag fra bogen Tine Bek: The Vulgarity of Being Three-Dimensional. Disko Bay forlag, 2024.
Opslag fra bogen Tine Bek: The Vulgarity of Being Three-Dimensional. Disko Bay forlag, 2024.
Hvad kan fotobogen som kunstnerisk form?
Mine billeder trives bedst i flok. Her begynder de at stille spørgsmål til hinanden. En form kan gentage sig i en helt anden sammenhæng, og et billede, der først virkede roligt, kan blive urovækkende på grund af det næste. Sammenstillingen er derfor en vigtig del af arbejdet.
Jeg arbejder med bogen som et forløb med pauser, størrelsesskift og rytme. På den måde har den noget filmisk. Men læseren kan selv bestemme tempoet og vende tilbage. Jeg begynder ofte selv bagfra i bøger. Den frihed interesserer mig: at billedernes rækkefølge kan foreslå en fortælling uden at lukke den.
Du bor på et landsted med en stor have og mange dyr. Hvordan præger de omgivelser dit blik?
Årstiderne bliver meget konkrete. Lyset ændrer sig, haven skifter karakter, og noget, der lige stod i blomst, er pludselig væk. Jeg er omgivet af de forandringer, som også optager mig i billederne. Dyrene holder min opmærksomhed levende. Mine to hunde har så tydelige personligheder. Coco er en Dogue de Bordeaux og meget fransk, hun bestemmer gerne det hele og er så stædig. Luna er en Cana corso og er mere italiensk. Hun vil helst ligge og stege i solen hele dagen, og gøre alt for at få vores opmærksomhed og nærhed.
Jeg kender deres vaner og bliver alligevel overrasket af dem. Jeg giver dem selvfølgelig menneskelige karaktertræk, men de har deres egne viljer og måder at sanse verden på. Den blanding af fortrolighed og fremmedhed interesserer mig. Man kan leve tæt på et væsen uden helt at forstå det. Jeg tror, det er en god erfaring at tage med ind i fotografiet: at nærhed ikke betyder, at man ved alt om sit motiv.
Tine Bek. Foto: Paula Duvå
Du er blevet mor for anden gang. Har moderskabet ændret din opmærksomhed?
Min hverdag har ændret sig, og dermed også det, jeg er tæt på og får øje på. Når jeg leger med min datter, oplever jeg, hvordan noget, jeg selv tager for givet, kan være helt nyt for hende. Hun har ikke på forhånd bestemt sig for, hvad der er interessant, og hvad man bare går forbi. Det minder mig om at blive ved med at se.
Samtidig bliver tid meget konkret, når man har børn. De forandrer sig hele tiden, og man kan ikke fastholde den alder eller den måde, de er på, ret længe. Jeg genkender min egen trang til at bevare et øjeblik, samtidig med at jeg ved, at livet fortsætter. Det ligger tæt på noget af det, der optager mig i fotografiet.
I filmen Heste/Huller filmer du heste under vandet. Hvordan blev de billeder til en film om sorg?
Jeg havde længe ønsket at filme heste under vandet og fulgt et rehabiliteringssted i Ikast. Der var noget mærkeligt og dragende ved de store kroppe, der svømmede og gik på et løbebånd i vandet. Musklerne, skummet og gentagelserne havde en næsten meditativ virkning.
Tine Bek: Hestehuller. Foto: Arden Asbæk
For mig blev Heste/Huller en sorgfilm, da jeg netop havde mistet min far. Jeg så styrke og hjælpeløshed i den samme krop. Titlen forbinder jeg med oplevelsen af, at vandet pludselig trækker én ned, og man mister kontrollen over sin egen bevægelse. Man er nødt til at give slip for at komme op til overfladen.
Sorgen har noget af den samme kraft. Filmen gav mig mulighed for at nærme mig den erfaring gennem kroppen og rytmen. Hestenes bevægelser kunne bære en følelse, som var svær at formulere direkte.
Din udstilling This Ship is Unsinkable på Fotografisk Center i 2024 tog afsæt i Titanic. Hvad interesserede dig ved den fortælling?
Titanic samler en forestilling om storhed med vores viden om, at den vil bryde sammen. Den spænding var udgangspunktet for udstillingen. Jeg var også optaget af filmen fra 1997 og de replikker og billeder, mange af os bærer rundt på.
Når titlen King of the World optræder sammen med en figur lavet af lyserødt smør, bliver triumfen afhængig af noget meget skrøbeligt. Det interesserer mig, fordi jeg genkender vores trang til at skabe sikkerhed og holde fast i en bestemt forestilling om verden. Vi bygger vores egne udgaver af det usænkelige. I smørret bliver den forestilling helt konkret udsat for at miste sin form.
Udstillingsview Tine Bek: This Ship is Unsinkable. Fotografisk Center, 2024. Kreditering: Tine Bek
Udstillingsview Tine Bek: This Ship is Unsinkable. Fotografisk Center, 2024. Kreditering: Tine Bek
Hvad kunne du undersøge i udstillingsrummet, som du ikke kunne i det enkelte fotografi?
På Fotografisk Center arbejdede jeg med beskuerens bevægelse og med forskellen mellem at se en genstand og at se dens billede. Man kan gå tæt på en skulptur, se dens størrelse og forestille sig dens vægt. Fotografiet tilbyder en anden adgang, fordi det allerede har valgt en vinkel.
Når de mødes, bliver det muligt at mærke, hvor forskelligt de virker. Et lille objekt kan fylde meget i et fotografi. En form, der virker fast i billedet, kan vise sig at være skrøbelig i rummet. De forskydninger gør mig mere bevidst om, hvor meget et fotografi bestemmer, og giver mig mulighed for at arbejde videre med det forhold i selve udstillingen.
Du arbejder også med modefotografi og kommercielle opgaver. Hvad giver det arbejde dig?
Det giver mig mulighed for at tænke sammen med andre. Der er en opgave, en art director og nogle rammer, som mit blik skal møde. Jeg lærer meget af den udveksling. En andens idé kan føre mig hen til et billede, jeg ikke selv ville have forestillet mig.
Min fascination af krop, stof og overflade følger med. Jeg bliver draget af smukke ting og kan være meget optaget af formen på et stykke makeup eller et accessory. I det kommercielle arbejde bliver den fascination en del af en fælles proces, hvor flere fagligheder er med til at forme det endelige billede.
Jeg prøver at give situationen tid og lægge mærke til de små bevægelser.
Tine Bek
Hvad er et ærligt portræt for dig?
Et portræt, hvor jeg kan mærke noget af personens egen måde at være til stede på. Jeg fotograferer gerne mennesker i deres hjem eller dér, hvor de arbejder. Der er allerede forbindelser mellem dem, rummene og tingene, som jeg kan være opmærksom på.
Jeg prøver at give situationen tid og lægge mærke til de små bevægelser. En pause eller måden, nogen placerer en hånd på, kan fortælle meget. Det kræver også, at jeg kan give slip på min egen idé om, hvordan personen skal se ud, så der bliver plads til noget, jeg ikke havde forestillet mig.
Sammen med billedkunstnerne Paula Duvå og Mads Holm driver du Foto Studio, som arrangerer samtaler og kuraterer udstillinger. Hvordan hænger det arbejde sammen med din egen praksis?
Jeg er optaget af, hvad fotografiet kan, og hvilke forestillinger der begrænser det. De spørgsmål bliver mere interessante, når man undersøger dem sammen med andre. Det hænger også sammen med noget af det, jeg tog med mig fra Glasgow, at man selv kan være med til at skabe de samtaler og muligheder, man savner.
Fra Tine Beks studio. Foto: Paula Duvå
I Foto Studio arbejder vi med samtaler, tekster og udstillinger. I år er vi med til at kuratere Ung dansk fotografi på Fotografisk Center. Deltagerne er udvalgt gennem et open call, hvor vi fik over 300 ansøgere. Det har givet os mulighed for at se mange forskellige bud på, hvad en fotografisk praksis kan være i dag.
Jeg synes, det er vigtigt at undersøge, hvordan omsorg kan komme til udtryk i et fotografisk blik.
Tine Bek
Vi har også arrangeret tre talks. Den første er med Katy Hundertmark fra fotomagasinet Foam i Amsterdam og handler om omsorg og fotografi. Jeg synes, det er vigtigt at undersøge, hvordan omsorg kan komme til udtryk i et fotografisk blik. Fotografiets historie rummer stærke forestillinger om krigsfotografen og om fotografen som en, der tager billedet og bevæger sig videre. Jeg er interesseret i at udvide den samtale og give plads til andre måder at være til stede med et kamera på.
Hvad får dig til at tage kameraet frem lige nu?
I foråret viste jeg en række værker hos Annika Nuttall Gallery, som var en undersøgelse af farven gul. Lige nu, og nok i forlængelse af den udstilling, er jeg optaget af farven lilla. Jeg bliver ved med at fotografere blåregn og opdager forbindelser mellem billeder gennem farven. Nogle gange begynder et arbejde dér, før jeg ved, hvad det skal blive til. En farve får mig til at se igen, og langsomt opstår der en sammenhæng, og et nyt fotografi.
