Tør øjnene, tag en kiks (Christiania er yt)

Fremtiden bliver også gammel engang. Og Henrik Busks centralarkiv under Det Alternative Udviklingscenter for Femtidsforskning må se sig mæt af dage.

Installationen, der viser nedlæggelsen af dette arkiv, er virkelig gennemført ned i mindste detalje. Faktisk i en sådan grad, at jeg i et svagt øjeblik tænker, at jeg er gået forkert, selvom jeg på forhånd ved, hvad jeg skal se.

Værket har en tydelig politisk tone, der dog tipper på randen af ulidelig sentimentalitet. Det redder sig alligevel akkurat i land på grund af en selvironi, der giver stof til eftertanke.

Gennemført
Installationen består i et virkelighedstro kontorlignende lokale, der tydeligvis er under afvikling. Ledninger er rullet sammen, stolene stablet, krusene med kuglepenne sat i kasser og de sidste rester af arkivmaterialet er under sortering.

Detaljerigdommen er stor: fra de mange stempelaftryk i skuffen og den klassiske samling af genbrugs-boblekuverter til den kollegiale sodavands- og kaffeordning i hjørnet.

Det resterende arkivmateriale afslører arkivets fokusområde: alternative samfunds- og boformer (de kendte eksempler er Christiania og Ungeren på Jagtvej).

Tør øjnene
Og det arkiv skal altså nedlægges. Smides ud. Glemmes.

Der bliver smurt tykt på i Nedlæggelsen. Umiddelbart lidt for tykt. For når noget stoppes så godt og grundigt ned i halsen på én, har man lyst til at takke nej.

I første omgang drog undertegnede et lille suk over igen at skulle høre om, hvor synd det er for lille Christiania, at det Store Stygge System ikke vil lade det være i fred.

Hvis det var alt, kunstneren ville sige, havde det bare været for meget.

Men den søbende selvmedlidenhed over, at individualitet og alternative samfund i visse former har overlevet sig selv og er blevet ‘umoderne’ er heldigvis ikke den eneste vinkel, installationen byder på.

Skrot eller ej
For ikke alene er arkivmaterialet fysisk gammelt (i sagens natur) og fra en ‘umoderne’ tid – også alt inventar er rent ud sagt noget gammelt lort. Og det er befriende selvironisk.

Inventarets (u)aktualitets-sammenfald med arkivmaterialet antyder noget mere end den sentimentale samfundspolitiske kommentar.
Eftertanken melder sig, når kasserne med spolebånd og bøger står side om side med kasserne med skrivemaskiner og arkitektlamper.

Hænger drømmen om fremtiden virkelig så uløseligt sammen med tiden, den blev drømt i?
Hvad er i orden at smide ud – og hvori består det enes værdi i forhold til det andets værdiløshed?

Og videre: hvori består rimeligheden i at lade fysiske genstande smitte af på opfattelsen af åndelige værdier og idéer?

Småt brændbart
Som et kærligt modspil til det politiske tema, foreslår den klædelige selvironi, at det hele måske bare er noget skrammel. Måske er dets rette plads i virkeligheden en genbrugsplads.

Under alle omstændigheder er det, hvor arkivet er på vej hen. Så hvis man vil nå at sige farvel til Christianias beboeravis og personlige beretninger om kollektive boformer fra 1972, så er det sidste chance.