U-TURN varmer op

København har endelig meldt sig på banen med en international kunstfestival.

Dan Perjovschi. 2005. Pressefoto

København har endelig meldt sig på banen med en international kunstfestival.


info


2008 bliver året, hvor hovedstaden for første gang skal huse en omfattende international samtidskunstfestival. Opvarmningen går allerede i gang på fredag d. 23. februar, hvor U-TURN huser en housewarming i deres lokaler på Vester Voldgade i København K.

Efter flere års venten udskrev kunstrådet i 2005 en konkurrence om hvem, der kunne og skulle lave Danmarks første internationale festival for samtidskunst. En bevilling på 6 mio. ville følge, hvilket allerede afspejlede ambitionen om noget stort og internationalt. Vinderne af konkurrencen blev et ungt kuratorteam bestående af Charlotte Bagger Brandt, Solvej Helweg Ovesen og Judith Schwarzbart. Hver især har de en række erfaringer med sig fra udlandet, men først og fremmest var det udstillingskonceptet om at vende blikket mod kunstscenen i Øst- og Centraleuropa og etablere en ny kunstdialog imellem det europæiske øst og vest, der faldt i god jord.

Kvadriennalen for samtidskunst kommer til at hedde U-TURN og bliver en stor og mangefacettet udstillings- og kunstmanifestation, hvor hele 80 kunstnere – primært fra Danmark og Øst- og Centraleuropa – vil udstille værker. Begivenhederne vil finde sted på en række kunstinstitutioner i København samt en række tilstødende satellitter i både ind- og udland. Allerede fra marts 2007 vil starten på det omfattende netværks- og aktivitetsprogram skydes i gang med et præ-program kaldet META-UDSTILLINGEN. Den vil bestå af kunstner-præsentationer, performances, filmvisninger, foredrag, seminarer og meget mere. I denne periode vil udenlandske kunstnere blive inviteret på et gæsteophold i København, hvor de skal forberede et kunstværk specielt til U-TURN kvadriennalen. Nærmere program vil følge på UTURNs hjemmeside.

Kuratorene bag U-TURN; Solvej Helweg Ovesen, Judith Schwarzbart og Charlotte Bagger Brandt. Pressefoto
Kuratorene bag U-TURN; Solvej Helweg Ovesen, Judith Schwarzbart og Charlotte Bagger Brandt. Pressefoto
Et retningsskift
Begrebet ”uturn” eller uvending som vi siger i Danmark definerer antageligvis kvintessensen af den vision de tre kuratorer har for kvadriennalen. Helt konkret betyder betegnelsen som bekendt en drastisk vending og antyder i konteksten en hensigt om et retningsskift, der vil pejle samtidskunstscenen i Danmark mod en ny kurs. En ny retning ved at søge dialog, samarbejde og inspiration, nemlig mod Øst- og Centraleuropa. Eftersom kunstscenen i denne del af Europa først er kommet i svingninger midt i 90erne, er udvidelsen af et samarbejde i den retning helt oplagt. U-TURN ønsker derfor at stille skarpt på det ny Europa, men samtidig også give en ny dimension til diskussionen om kunsten som kulturelt værktøj og medium for kulturel dialog. Gennemgående er der dog tre temaer, som vil gå igen i kvadriennalens udstillinger og aktiviteter.

Først og fremmes er det som nævnt Det ny Europa. Efter Berlin-murens fald i 1989 og EU-udvidelserne mod øst, er kulturlandskabet i Europa i forvandling. Kunstscener blomstrer som aldrig før i Øst- og Centraleuropa og har takket være blandt andet den populære Istanbul Biennale for alvor vist sit store potentiale.

Dernæst er der temaet om Kulturel oversættelse. Fordi vi konstant befinder os i en proces, hvor vi skal forsøge at forstå forskellige kulturer, verdenssyn og værdisystemer, er kommunikation på tværs af disse emner essentiel. Men tit kommer sproget i vejen og misforståelser bremser den ønskede dialog. Netop udforskningen af disse sprogbarrierer og inventionen om sproget som nøgle til konfliktløsning, sættes der fokus på med dette tema. Sidst arbejdes der med det meget reaktualiserede tema Performativitet. Mange af de deltagende kunstnere vil bidrage med værker, der lægger vægt på den bevægelse, handling, interaktion, iscenesættelse og aktivitet, der karakteriserer begrebet performance. Disse performances vil også finde sted ude i det offentlige rum.

U-TURNs vision om at ”generere en bevægelse i Danmarks kunstliv, der øger indblikket i mødet mellem horisonter og som skaber et mentalt rum, der bliver stående længe efter projektet er forbi” er ambitiøst og selvsikkert og tiden vil vise om visionen kan holde stik. Men en ting er dog sikker; København kommer endelig på kortet over Europæiske byer der tør satse på de store internationale kunstudstillinger og gøre dem til tilbagevendende begivenheder. Forhåbentlig vil UTURN skabe en masse nye initiativer og bevægelser i den hjemlige kunstscene og sætte Danmark lidt stærkere fast på det internationale kunstverdenskort.


Fakta