Ugens kunstner – Daniel Svarre

Daniel Svarres kunstneriske projekt tager udgangspunkt i en interesse for de æstetiske og psykologiske konsekvenser af at tilhøre eller ikke tilhøre en gruppe, og for hvordan grupper konstrueres visuelt. Lige nu kan man opleve hans værker i soloudstillingen Father’s Watch i SPECTA.

Daniel Svarres arbejde reflekterer over intimitet, nærhed og samhørighed på den ene side og frygten for eksklusion og ”de andre” på den anden side. Værkerne kredser om begær og frygt, om definitionen af de stereotype ”Jeg”, ”Vi” og ”De Andre”.

I definitionen af gruppen frembringes ofte en række modsatrettede følelser omkring magt og afmagt, det private og det offentlige rum, os og dem. Dermed befinder Daniel Svarres værker sig på én gang både i en overordnet samfundsmæssig kontekst og i et personligt og intimt rum, og det giver mulighed for at fortolke dem ad begge veje som et kritisk bidrag til de idéer, billeder og fordomme, der ligger i vores forståelse af ”Os” og ”Dem”.

Det gør sig bl.a. gældende i en række tøjskulpturer, som Daniel Svarre har lavet. I Group20 fra 2011 svæver 20 hovedløse mandsfigurer over gulvet. Skulpturen består af 20 ens sæt tøj – jeans, skjorter og jakker, som holder fast og tæt om hinanden, i en cirkulær formation. Gruppen virker på en og samme tid meget tiltrækkende, man ønsker at indgå i fællesskabet, og samtidig virker den konsolideret, fasttømret og afvisende. Group20 spiller på længsel og frygt, på inklusion og eksklusion og netop på modsætningen mellem ”Dem” og ”Os”.

I den nuværende udstilling Father’s Watch, som er Daniel Svarres tredje soloudstilling i SPECTA, er omdrejningspunktet fortsat en refleksion over forholdet mellem magt/afmagt, inklusion/eksklusion med udgangspunkt i de mainstream gruppedannelser og hierarkier, som man møder i det offentlige rum.

Daniel Svarre fremhæver her design og objekter som betydningsbærere og fortolkningsrammer for en tid, hvor dannelsen af individets samlede identitet sætter ind med afsæt i objekter fra sine egne teenageår – scootere, skolemøbler og beklædning.

Med udgangspunkt i sit eget subjekt og sin egen samfundsmæssige kontekst arbejder Daniel Svarre videre med, hvordan det, vi omgiver os med, fungerer som identitetsmarkører i forholdet mellem jeg’et, det sociale og det omkringliggende samfund. Det kan være beklædning, som vi udadtil signalerer vores ståsted med, det kan være det, som vi i et fællesskab går op i, eller det kan være objekter eller møbler og design, som vi omgiver os med.

Det gælder f.eks. værket Just Frustration, som er et modificeret skolebord. Benene i bordets ene side er rettet ud og står på gulvet, de to andre ben hviler mod væggen. Bordet er således opretstående og uden funktion. Det er fastlåst, idet det ikke kan stå uden at hvile på væggen.

Bordet genkender de fleste i Svarres egen generation som et institutionelt møbel, bygget til at kunne stå imod. Bordet repræsenterer det offentlige rum, skolen, en ramme om stort set alle danskeres opvækst. Samtidig bærer bordpladen spor og ridser fra elever, der har siddet ved det. Individet, der har befundet sig i den kollektive ramme. Man genkender dermed både sig selv og fællesskabet i ét og samme værk.

Portfolio