Ugens kunstner – Esben Klemann

I mere end et ti-år har Klemann eksperimenteret med betonskulpturer på uventede steder i et særligt spændingsfelt mellem inventar og kunst. I 2007 skete det i dialog med Teknologisk Institut, hvor robotfræserens potentiale blev testet i fremstilling af flamingostøbeforme.

Et markant eksempel på hans unikke indgreb findes i Odense ved en trappenedgang fra Albanigade til Eventyrhaven. Man undrer sig uvilkårligt over, hvad er der sket med den ene side af trappen? Nederst er den blevet ‘træt’ og har lagt sig!

I 2008 lavede han en række ‘muterede’ Hoffmannklodser – de velkendte byggepladsafspærringer – men med en markant skulpturel karakter.

Selv ræsonnerer han: ”Beton er billigt, robust og fleksibelt – men bliver desværre mest anvendt i form af firkanter med plane sider. Ved at omforme disse vil jeg vise andre muligheder for, hvordan et betonelement kan virke og se ud. En betonklods tilføjet en reliefvirkning er smuk, og så har den en fleksibilitet som netop mobil betonklods, der er befriet for den traditionelle skulpturs stivnede forankring på en sokkel.”

Egnsbeton
I 2013 og 2014 gennemførte Klemann projektet Egnsbeton i Vejen Kommune med formålet at etablere døgntilgængelige skulpturoplevelser. Han lavede 12 forme, der på millimeter passede til udvalgte lokaliteter, hvor der i forvejen var beton, som han gik i dialog med.

Eksempelvis dukker en bænk op i forlængelse af en perrontunnel ved Vejen Station, et par skulpturelle brønddæksler afløser de almindelige på engen ved Skodborg Kirke, mens en umanerlig høj kantsten står ved en parkeringsplads. En bænkskulptur på en venteplads ser ud som om SF-stene på magisk vis løfter sig op i siddehøjde.
Se billedserie om Egnsbeton

Keramiske gitterkonstruktioner
Når Klemann laver keramik, koncentrerer han sig om at trodse tyngdekraften og bygge konstruktioner, der næppe egner sig til at blive fremstillet keramisk. Ved at gøre det peger han på, at begrænsningen ofte ikke ligger i materialet, men mere i indlejrede forestillinger om, hvordan man arbejder i ler.

Ofte udmønter det sig sig i keramiske gitterkonstruktioner, i hvis midte der til tider er indfiltret massive lerklodser. Et markant eksempel fra 2005 er den rektangulære stentøjsskulptur, som står i Konservatorskolens gård i Amaliegade, Kbh. Den spinkelt udseende konstruktion er bygget over en flamingokerne, der har båret igennem opbygningen og siden er brændt væk. På samme måde er hans spinkle keramiske kubegitre bygget over papkasser. De forsvinder i brændingen, der når op over 1200 grader.

I kunstnerens aktuelle udstilling på Vejen Kunstmuseum ses hans nyeste skulpturer, hvor han igen spiller på en voldsom kontrast mellem spinkle netkonstruktioner og tunge lerklodser. Men i de nye umuligheder har de tunge lerklodser fået tre forskellig pladser: De ligger ovenpå, svæver lige under nettet eller har blot sat et klart aftryk i nettet. Her fortsætter Klemann med at udfordre materialernes muligheder og forudfattetede meninger om, hvor skulpturen kan bevæge sig hen.

Skulpturstuk
Skulptur har svære vilkår i private hjem, hvor den til nød kan få plads i en reol eller på vindueskarmen. Men i det nye årtusinde har Klemann fundet et eget rum, hvor gipsen i generationer har været brugt til hjemmets forfinelse i form af stukken, der blev trukket loftet rundt – jo jævnere, jo bedre. Med en egen selvfølgelighed bryder hans skulpturstuk de gængse dogmer. Klemanns stuk muterer og gør uventede krumspring på gesimsen.

Portfolio