Ugens Kunstner – Jesper Just

Jesper Justs videoværker karakteriseres ved at spille på Hollywood-filmens formsprog, æstetik og visuelle koder. Justs film tager dog en drejning, når de opstillede Hollywood-klichéer fordrejes. Modsat den kommercielle films let begribelige plot oplever vi i Justs kunst et fravær af moraler og fortolkningsnøgler. Betragteren efterlades gerne med flere spørgsmål end med svar, når det traditionelle narrative forløb udebliver, og filmenes karakterer udviser en aparte adfærd på en aparte location.

Det stereotype
Just er optaget af steder og af de sociale konventioner, der knytter sig til disse. Hvordan opfører du dig på et givent sted? Hvad forventes der af dig på et givent sted? Når en ny film bliver til, er det den valgte location, der former karaktergalleriet og handlingen. I Justs tidlige film er det ofte de stereotype steder såsom havnekajen, parkeringshuset og stripklubben, som karaktererne spiller op imod. Her ”stikker” Just til vores (ofte fastlåste) forventninger og holdninger til netop disse miljøer.

I filmen This Love is Silent, 2003 udfordrer Just et arketypisk maskulint miljø som havnen, i det han lader en gruppe barsk udseende mænd optræde følsomme. Den rå og mørke havnekaj står i skærende kontrast til mændenes a cappella sang, dans og tårer, og vender vores idé om havnen som en barskt og lyssky location på vrangen.

Stedet og blikket
Just anvender også stedet som et tematisk greb i sin kunst. I værket This Nameless Spectacle fra 2011 er to projektioner placeret overfor hinanden. På den ene skærm følger vi en transkønnet kvinde, mens installationens anden skærm viser en ung mand, der betragter kvinden. Scenen er Parc des Buttes-Chaumont i Paris, som er berømt for sin stærkt iscenesatte, visuelle udformning. Både fysisk og symbolsk er vi fanget midt i værkets blikretninger. Med Parc des Buttes-Chaumont som visuel ramme er der ikke mindre end fire blikretninger på spil i This Nameless Spectacle: mandens, kvindens, manden i den transkønnede kvinde og betragterens.

Intercourses
Just hovedværk til dato er den femskærmede totalinstallation Intercourses skabt til den 55. Venedig Biennale i 2013. Med udgangspunkt i essensen i biennalekonceptet: at repræsentere sit land i et andet land, har Just her ladet sig inspirere af fænomenet replika-byer. I en mindre kinesisk forstad ligger en delvis beboet kopi af dele af den franske hovedstad Paris. Her clasher en formindsket gengivelse af Eiffeltårnet med rismarker og kinesiske skrifttegn. Netop dette sted er omdrejningspunktet i Intercourses, som over fem skærme følger tre karakteres søgen efter identitet og menneskelig kontakt. De fem film er loops uden start og slut. Da det er umuligt at overskue alt i ét blik, stilles betragteren ansvarlig for at klippe sin personlige version af værket.

Netop den subjektive tilgang til Justs videokunst er essentiel. De mange værker kan ikke tilskrives en korrekt tolkning eller endelig analyse. Filmenes flertydighed og mangel på et traditionelt handlingsforløb bevirker, at oplevelserne af Justs kunst er stærkt individuelle og prægede af det enkelte menneske, der ser.

Portfolio