Ugens Kunstner – Lisbeth Eugenie Christensen

Lisbeth Eugenie Christensen bevæger sig i et klassisk felt. Hun dyrker den formelle artikulation, som efter hendes mening både kan være befordrende for nye måder, at se, tænke og føle på, og et autonomt område af tilværelsen.

Det handler om linie, dybde, flade og farve. Geometri og perspektiv inddrages til at skabe illusionen af komplekse rum, hvor genkendelige delelementer, løsrevne fra sine oprindelige former, enten morfes sammen til nye konstellationer eller nedbrydes. Hun anvender enkle, formelle greb, hvor der levnes plads til intuition og pludselige indskydelser.

Løssluppen og kontrolleret
Blandt flere peger kunstkritiker Lisbeth Bonde på følgende: “Lisbeth Eugenie Christensen artikulerer sig på vippen mellem det uhæmmede og løsslupne på den ene side og det kontrollerede og styrede på den anden side – som et sindbillede på livet selv, der pendler mellem det irrationelle, ofte skræmmende store og uforklarlige livsunder, og vores forsøg på at fange det og sætte det i system for at undgå at blive væltet omkuld af det”.

Lisbeth Bonde siger videre: “Lisbeth Eugenie synes at mene, at vi hele tiden bevæger os på kanten af den svimlende afgrund, men hun henter os hjem igen og etablerer nogle optiske gelændere på fladen, som vores blikke kan støtte sig til.

Det er en vild og samtidig kontrolleret leg med det visuelles muligheder, samtidig med at hun bestandigt opsuger begivenhederne i omverdenen – som hun giver en ny form på den farve- og formvibrerende, todimensionale flade.”

Parabol til genbrug
I værket Stroem (2012) har Lisbeth Eugenie Christensen brugt parabolen som metafor for et filter, der opfanger og sorterer vores forskellige sanseindtryk. Værket er inspireret af et tidligere større værk, hvor hun eksperimenterede med at få en farveskala til at danne rumlighed og parabolformen opstod.

Denne form for ‘genbrug’ af delelementer er jævnligt forekommende hos Lisbeth Eugenie Christensen. Et nyt grebs potentiale skal undersøges og følges til dørs ved at inddrage det i flere værker.

I værket Untitled (2013) har Lisbeth Eugenie Christensen valgt et klassisk landskabsformat som udgangspunkt. Kompositionen er bygget op over en midterplaceret horisontlinje. En spejlingsakse hvorpå tre lodrette former, som motivisk giver associationer til rosengrene, svæver i det fri rum, som de i kraft af legen med velkendte perspektiviske virkemidler, selv er med til at skabe.

Flere af værkets formelle udtryk er hentet fra den moderne teknologi som eksempelvis computerens univers af digitale pixels og kopimaskines fejltryk!

Et vigtigt punkt i udviklingen
Lisbeth Eugenie Christensen siger selv om dette nye værk: “I en lang periode har jeg arbejdet i en mørk og kølig farveskala, så jeg har opbygget et behov for at give den fuld skrue med de ‘varme’ farver, som gul, orange og rød. Samtidig har jeg tilført blyantens karakteristiske udtryk.

Jeg har altid tegnet, og jeg har i lang tid arbejdet forkuseret på at forene de to medier. De formelle muligheder denne sammenstilling giver er virkelig interessant og meget motiverende. Jeg ser dette værk som et vigtigt punkt i min udvikling.”

Portfolio: