Ugens kunstner – Louise Hindsgavl

I Louise Hindsgavls univers får vi afprøvet vores forhold til porcelænsfiguren: Her er ingen blåøjede malkepiger, hvilende dådyr eller boltrende kattekillinger.

De kuriøse, antropomorfe skabninger, der boltrer sig i Hindsgavls rumlige porcelænscollager er ofte i færd med obskøne handlinger:

De udfører plastikkirurgi på sig selv og hinanden, skærer, bider, klipper – og knepper – i et væk.

I værkerne præsenteres vi for menneskets og samfundets skyggesider og de undertrykte drifter.

Curiosity #3 (2011) er titlen på en skulptur, der skildrer et selvmordscenarie, hvor en overvægtig antropomorf aktør har hængt sig selv.

En skabning, der er halvt bøffel og halvt kvinde, ser sit snit til at løfte op i den afdødes nederdel og lure på herlighederne. Denne groteske gestus er et rammende billede på den malplacerede nysgerrighed, der drager os mod andres smerte og ulykke.

Pels og abstraktion
De seneste år kan man observere en stigende interesse for abstraktionen i Hindsgavls arbejde.

I den tidligere rent figurative fortælling sniger abstraktionen sig ind og fremviser det uhåndgribelige i hverdagen samtidig med, at den tilfører porcelænsmediet et nyt emnefelt. Med abstraktionen åbner Hindsgavl for fortolkningsmulighederne, og beskuerens forestillingsevne sættes på prøve.  

Værket Revitalised and stabilised (2013) er et eksempel på dette sammenstød mellem abstraktion og figuration. Skulpturens hovedperson er en udefinerbar pelset figur med hesteben, der er blevet godt og grundigt skruet fast af en bolt gennem torsoen. Pelsen omkring det hvide porcelæn fremhæver materialets knoglekarakter, og selvom disse knogler er forsøgt genoplivet og stabiliseret, synes væsenet at befinde sig et usikkert sted mellem liv og død.

Skulpturen er et eksempel på, hvordan Hindsgavl tilføjer fremmedelementer til porcelænet. Det glatte, hvide udtryk brydes i flere værker af et potpourri af materialer: Udstoppede smådyr, pels, metalliske bolte, grene, snor, guld og stentøj. Hindsgavl synes at stille spørgsmålet: Hvor langt kan porcelænet strækkes?

At turde det middelmådige
Hindsgavls aktuelle udstilling Mediocrity is not a crime på Galleri Christoffer Egelund udfordrer den fremherskende forestilling om, at kun det perfekte og geniale, der er godt nok, hvad enten det drejer sig om arbejde eller familieliv.

Vi lever i en tid, hvor vi forventer af os selv og andre at yde 120 procent i alt, vi foretager os, indtil vi er tyndslidte, sygemeldte og på anti-depressiver. Med udstillingen foreslår Hindsgavl potentialet i at turde risikere og acceptere middelmådigheden.

Et eksempel er det svævende værk Quiet Please, hvor en desperat dådyrmor har fået nok af barnegråd. Hendes aggression har symbolsk materialiseret sig i et bjørnehoved, der peger på de lyde, der under pres og frustration kan undslippe den ellers kontrollerede maske. Hun fastholder sit kid klar til at klippe støjkilden af, og synet af saksen mod den bløde dådyrsmule kan næsten ikke undgå at vække ubehag. At hele scenen desuden er vendt på hovedet, gør ikke skulpturen mindre foruroligende.

Foruden værker som Quiet Please, der ligger i forlængelse af kunstnerens tidligere arbejder, tager Hindsgavl skridtet videre mod ren abstraktion i den farverige serie Sketch for a Larger Life. Kunstneren søger at genindføre en legende tilgang til sit arbejde og har her skabt et abstrakt ekspressionistisk udtryk i porcelæn. Værkerne pirker til vores fantasi og udtrykker følelser, der har svært ved at finde plads i figurationen.

Louise Hindsgavl udfordrer ikke blot vores forestillinger om porcelæn, men også vores forestillinger om os selv og samfundet gennem sine humoristiske og groteske nyfortolkninger af porcelænsfiguren.  

Ugens Kunstner er produceret i samarbejde mellem KUNSTEN.NU og Galleri Christoffer Egelund.

Portfolio