Ugens kunstner – Maj-Britt Boa

I sine bestræbelser på at inddrage rummet forsøgte Maj-Britt Boa (f. 1963) sig i 90’erne med det skulpturelle medie. Her skabte hun skulpturer, der – på trods af skulpturens i klassisk forstand afgrænsede udstrækning – gik i dialog med sine omgivelser og beskuere.

Et eksempel herpå er Boas værk Bamse fra 1997. Pelsen er slidt af, og bamsen fremstår nøgen med en reference til barndommen og det at søge efter identitet.

Allerede her lagde Boa kimen til det, der senere skulle blive installationskunst; en kunstform, der – som lektor og kunsthistoriker Anne Ring Petersen skriver – “forener teatralitet med en særlig form for rumlig og plastisk artikulation” og “med mental og sensorisk realisme motiverer beskueren til at betragte installationens kontekster.”

Fra maleri til tværmediale installationer
Skulpturen blev således en overgangsfase for Boa – fra maleri til installationskunst – men også til fotografi, hvor ønsket om at iscenesætte virkeligheden og inddrage det omgivne landskab har en central rolle.

I dag arbejder Boa næsten udelukkende med tværmediale installationer. Kun enkelte rendyrkede fotografiske værker som serien SYV (2014) er kommet fra kunstnerens hånd de senere år.

I installationsværket Nu bliver luften mørkere blå (2007) anvender hun blandt andet lyd, film og inddragelse af rummet. Hun udfordrer materialet; to skrøbelige porcelænssenge i naturlig størrelse, der ikke er stærke nok til deres egentlige formål; at bære et menneske. Et næsten umuligt projekt ligesom sommerfuglen i udstillingen SOMMERFUGLESAKSEN, der er ude af stand til at flyve pga. dets materialitet og størrelse.

Beskuerens rolle
En rød tråd i Boas arbejde har dog været til stede fra begyndelsen; hendes værker kredser om tid, eksistens, religion, identitet og om de forskydninger og sprækker, der kan give os et nyt blik på faste positioner. Tråden ses eksempelvis i tidligere værker som Dreaming (2008), hvor udefinerbare rum ligger åbne hen som mellem drøm og virkelighed, og i Promised Land (2002/03), hvor en gruppe ensomme eksistenser tyer til religion i deres søgen på identitet.

I arbejdet med installation tillægger Boa beskueren stor betydning. I hendes installation VAND, som blev vist på Horsens Kunstmuseum i 2010, var den kropslige oplevelse central, og beskueren havde mulighed for at engagere sig på flere niveauer.

Boas totaliscenesættelser involverer krop og sjæl, og det skaber rammerne for, at beskueren kan sætte sig selv i spil. I Boas aktuelle udstilling SOMMERFUGLESAKSEN involveres beskueren ligeledes – denne gang gennem en personlig fortælling, der lægger op til dialog og eftertanke.

Portfolio