Ugens Kunstner – Michael Kvium

Kunstneren kort
Michael Kvium fik sit gennembrud i løbet af 1980’erne med et maleri, der i højere grad end samtidens øvrige kunstnere var præget af fortællende, litterære motiver. Den spanske baroks malere som Goya, El Greco og Velazquez var tidlige inspirationskilder i hans kunst, der bevæger sig i et felt mellem performance, teater og maleri.

Læs også:
Konfrontation med det sorte indre – Anmeldelse af Michael Kvium: CIRKUS EUROPA

Hans værker kan ofte læses i lyset af systemernes sammenbrud i 80’erne, der med sit tab af mening og sammenhæng til følge, lader videnskaben træde frem som mulig forklaringsmodel på bekostning af de religiøse fortællinger.

Baggrund og praksis
Michael Kviums værker har siden 80’ernes malerier, videoværker og performances fokuseret på en kompromisløs skildring af de sider af eksistensen, som normalt hellere skjules end blottes for iagttagelse. I de senere år er Kviums groteske og perverterede menneskeskildringer blevet suppleret med smukke landskaber og dyremotiver, men et gennemgående fokus forbliver dog livet og den dobbelthed af forløsning og rædsel, som døden repræsenterer i sammenligning.

Døden optræder som et konstant nærvær i Kviums værker og minder os om undfangelsens paradoksale konsekvens. Michael Kviums maleriske iscenesættelser rummer associationer til teatret. Ligesom teaterstykkets handling udspiller sig i mellemrummet mellem tæppeløft og tæppefald, således udspiller menneskets liv sig imellem fødsel og død. Det er dette mellemrum Kvium koncentrerer sig om.

Læs også:
“Jeg forsøger jo ikke at male et billede så grimt som muligt” – Interview med Michael Kvium

I Michael Kviums værker konfronteres beskueren med en verdensanskuelse, der afføder en paradoksal sindsstemning af en rædsel og fascination af det hæslige og af intetheden. Men frygten for tomhed og fravær af mening eller væren danner samtidig grundlag for en forløsning i erfaringen af hans værker.

Beskrivelse/analyse af et karakteristisk værk
I det store todelte værk Tail to Tail, konfronteres beskueren af to skikkelser på en monokrom baggrund. Den ene er iklædt kardinalens røde kappe og hovedbeklædning og peger op mod himlen. Den anden er iført dommerens sorte kappe og hvide paryk og peger horisontalt ud af billedet. Ud af klædedragterne vokser hos hver af de to figurer en hale, der mødes i skillelinjen imellem de to flader.

Kardinalen, dommeren og også nonnen er karakterer, som Kvium undersøger i sine nyere værker. Fælles for disse karakterer er, at de traditionelt set rummer en betydning, som transcenderer de vestlige idealer. I udstillingens værker afsløres de i stedet som groteske symboler, og understreger iscenesættelsen som noget grundlæggende ved den menneskelige eksistens. Dommeren og kardinalens dragter, og den betydning de måtte rumme, undergraves fordi de reduceres til rekvisitter eller kostumer.

Værket rummer associationer til blandt andet Raphaels berømte fresko Skolen i Athen (1509-1510) som afbilder antikkens to store filosoffer: Platon, der peger op mod idéernes verden, og Aristoteles, der viser fremad mod den jordnære virkelighed.

Læs også:
Kviums groteske eksistensteater

Men i Kviums værk griner kardinalen hånligt af de, der tror at kunne finde en betydning i den retning, han peger. Den pegende gestus symboliserer dermed ikke religiøs vejledning, men religiøs vildledning. Og troværdigheden undergraves hos både dommeren og kardinalen, som sidestilles ved de forenede haler.

Kviums værker formidler et tab af tillid til autoriteterne – de åndelige såvel som de dømmende, og rummer derved også et politisk budskab. Tail to Tail er en på én gang grusom, foruroligende, grotesk og ironisk kommentar til de magtstrukturer og fortællinger, vi indordner os under.

Portfolio

Se video med Michael Kvium