Ugens Kunstner: Morten Søndergaard

Morten Søndergaard er først og fremmest digter, men siden han i 1992 debuterede med digtsamlingen Sahara i mine hænder har han igennem hele sit kunstneriske virke arbejdet tværæstetisk med både installationer, udsmykninger, lyd, performances og udstillinger.

Morten Søndergaard (f. 1964 i København) bevæger sig kunstnerisk i et felt, hvor sproget, poesien og erkendelsen af verden igennem sproget er i centrum. Som digter er han også optaget af, hvad der sker uden for papiret, og han afsøger sprog, materialer og rum for at erfare, hvad det er, sproget gør med os. Hvordan virker poesien, og hvad kan digte holde til?

Samtidig forsøger han at sprænge poesiens klassiske og fysiske rammer ved at arbejde med poesi i nye udtryksformer som marmortavler, ordapoteker og lyd. Med sine arbejder viser han, hvordan materialisering er med til at give sproglige ytringer og tekster nye betydninger, som forandrer dem, men også at materialet er med til at fastholde sproget, som ellers kan være flygtigt. Man kan sige, at Søndergaard materialiserer sproget for at erfare det. På spørgsmålet om, hvordan sproget materialiserer sig, svarer Morten Søndergaard med en personlig erindring:

“I min barndom trykte man stadigvæk bøger i bogtryk, det vil sige med blytyper, som blev samlet af en maskine til store trykark. Der stod nogle store containere foran trykkeriet, og hvis man kravlede ned i dem, så kunne man finde de kasserede blytyper og fylde lommerne. Hjemme på komfuret gav min mor mig lov til at smelte blytyperne om i en gammel stegepande. Det var både farligt og giftigt, men det var ren magi, når bogstaverne smeltede og forvandlede sig til en skinnende tyngde, som kunne antage nye former og betydninger. Nye tegn kastet i sne!”

Læs også: Vi ses på gulvet

Ordene i bordet – den nye hjørnestue

Morten Søndergaards praksis med at rumliggøre og håndgribeliggøre sproget er udgangspunktet for Bakkehusets nye kunstrum, den nye hjørnestue. Den nye hjørnestue er skabt i et samarbejde mellem Morten Søndergaard, kurator Annesofie Becker og møbelsnedker Teis Dich Abrahamsen, og her inviteres de besøgende til at sidde til bords med sproget. Otte mennesker kan mødes i rummet til en fri, åben samtale, hvor poesiens leg løfter samtaler på vej.

Rummet består af et bord med en kuglebane, hvori man kan trille en kugle. Udenfor kuglebanen er alfabetets 29 bogstaver nedfældet i bordets overflade. Kuglen starter en kædereaktion af handlinger i rummet, når den lander ud for et bogstav. Til hvert bogstav knytter der sig ét jalousiskab med et tableau indvendigt, ét ord, ét spørgsmål og én tekst, som efterhånden åbenbares for deltagerne.

Morten Søndergaard boede i Bakkehusets daværende legatbolig fra 2007 til 2012 sammen med forfatteren Merete Pryds Helle og deres to børn. Hans personlige oplevelser af huset og dets mange historier ligger som et latent lag i hans tekster og øvrige arbejde med værket. Tableauerne i jalousiskabene i den nye hjørnestue er til gengæld blevet til i samarbejde med en række inviterede kunstnere og arkitekter.

Wunderkammeret

Jalousiskabene rummer et overraskende element, idet man aldrig ved, hvad der åbenbarer sig for én, når man forsigtigt løfter skabslågen. De er blandt andet inspireret af de historiske kunstskabe fra 1600-tallet, som med deres samlinger af forunderlige og udsøgte kunst- og naturgenstande repræsenterede miniatureudgaver af datidens lærde samlinger og kunst- og wunderkamre.

Wunderkammeret er et fænomen, som har optaget Søndergaard i flere af hans projekter og udstillinger. I udstillingen Bakkehusalfabetet såvel som i den aktuelle udstilling hånd / værk har Søndergaard skabt forskellige rum med præsentation af objets trouvés fra hans samlinger, og når tingene sættes sammen på nye måder og i nye kontekster skabes nye betydninger – på samme måde som med ordene og sproget:

“Mit første wunderkammer lå under min seng. Det var en skotøjsæske, og i den lå mine dyrebareste ting: En vindsleben sten, en fjer fra en fasan, en konkylie fra Cypern, en brækket kniv, en stenøkse og en pilespids, glasskår og magneter, en ham fra en hugorm. Det var skatte, fundet og samlet op, og til hver ting i skotøjsæsken knyttede der sig en varm erindring om øjeblikket, hvor den var fundet. Denne lille samling dannede et elektrisk felt i sig selv; den var en ophobet betydning, den var mit inderste. Samlingen var et billede af mig, et selvportræt. Den var mit første digt. Et digt skrives af ord, man samler op, hvert ord vurderes, holdes fast og sættes ind i en ny sammenhæng. Ordene og tingene og deres mærkelige, usynlige tråde væves sammen til et fletværk på bagsiden af digtet på samme måde, som neuroner kan lyse op i et hjernevæv.”

Læs også: LYDKUNST #35: En reportage fra bjergets indre med Morten Søndergaard

Søndergaards interesse har altid ligget i det naturvidenskabelige felt, og derfor er både teksterne og skabene i  hjørnestuen ofte båret af den samme nysgerrighed og undren, som findes i en encyklopædisk tilgang til stoffet. Et godt eksempl på den encyklopædiske tilgang er Søndergaards værk Brøndums Encyklopædi fra 1994, hvor digtere, filosoffer, læger og malere skriver om alverdens tilsyneladende tilfældigt valgte emner som en slags hyldest til det encyklopædiske.

Ord som kan kurere

Forholdet mellem krop og ord og sprogets evne til at virke på kroppen udforskes i Søndergaards Ordapotek, som første gang vistes på udstillingen Love i Nikolaj Kunsthal og siden også dannede udgangspunktet for udstillingen Sproghospitalet på Sorø Kunstmuseum. På Sproghospitalet blev de besøgende indlagt for at kunne fundere over opbyggelsen af sproget og de sproglige mekanismer, der påvirker vores velbefindende.

Læs også: En fælles krop: sprog, menneske og natur

Ordapoteket består af ti medicinæsker – en for hver ordklasse – og indeni ligger indlægssedlen, som fortæller om anvendelse, opbevaring, bivirkninger og overdosering. Med Ordapoteket ordinerer digterlægen ordklasser, som alle hver især kan kurere os for sprogligt underskud eller stimulere vores sprog, men også kan have bivirkninger ved overforbrug.

Drømmenes ord

Dét at få det hverdagslige og almindelige til at fremtræde i et nyt lys i kraft af formen og materialet er et greb, som går igen i andre af Morten Søndergaards projekter. Til udsmykningen Drømmegavlen på en boligblok i Valby anvendte Morten Søndergaard tekster, som var baseret på beboernes egne drømme om nutiden og fremtiden. Gavlen, som ellers afskærer beboerne indenfor fra omverdenen, bliver her en membran, som skaber en forbindelse mellem verden omkring og beboernes inderste tanker. Om natten lyser teksterne op i mørket og dermed bliver de en måde, hvorpå man kan finde hjem til sine drømme eller spejle sig i andres drømme.

Deltagelse er også et kodeord i den aktuelle udstilling Kærlighedskorrespondancer, hvor Søndergaard i samarbejde med Begitte Lynge Andersen, Lea Kirstine Møller og Lise Kapper har skabt en installation, som er baseret på 54 tilfældige menneskers breve, hvori de reflekterer over deres forhold til fænomenet kærlighed. Også i Bakkehusets hjørnestue er deltagelse en essentiel del af publikums oplevelse og medskabelse i rummet.

Se portfolio nedenfor.