Ugens kunstner – Sophie Dupont

I 2010 opførte Sophie Dupont sin første live-performance i et galleri på Nørrebro. Iklædt en specialbygget hjelm og et kostume af abstrakt tilsnit sidder hun helt ubevægelig i vinduet ud mod gaden. Kun det ene øje er synligt, og dets blinken er det eneste tegn på liv gennem hele seancen.

Dette tidlige performanceværk udspringer af Duponts baggrund som både danser og maler og inddrager kroppen som lærred for en udforskning af forholdet mellem det figurative og det abstrakte – og af hvordan det er muligt at forene de to modstridende udtryk. Denne interesse for at overskride klassiske modsætningspar og dualitetstænkningen mere generelt har siden karakteriseret hendes arbejde, der gennem de senere år har bevæget sig fra en formel til en mere eksistentiel undersøgelse, hvor hun anvender sin egen krop som redskab og forudsætning for en udforskning af sindet og mellemmenneskelige relationer.

Nærvær og stilhed
Foruden 1960erne og 70ernes performancetradition er Sophie Duponts praksis inspireret af østlig filosofi og moderne danseteknikker, og hendes performances tager ofte afsæt i basale fysiske forhold som balance, vægt og bevægelse. Disse sættes i spil ud fra simple spilleregler og anskueliggør forskellige mentale tilstande.

Til eksempel kan nævnes Abstract Performance, Balanced Walk (2012), hvor kunstneren tilbagelægger en strækning iført et fodtøj, der næsten gør det umuligt for hende at holde balancen og kræver dyb koncentration som et billede på livet som en balanceakt. Også åndedrættet spiller en central rolle, navnlig i værkserien Marking Breath, der siden 2011 er blevet opført ved flere lejligheder rundt om i verden. Fra solopgang til solnedgang markerer Dupont uden pause hvert åndedrag med en streg, som hun ridser ind i en metalplade, lavet fx i guld, sølv eller kobber, alt efter den specifikke geografiske kontekst.

Med sin kompromisløshed og udstrækningen i tid skaber Dupont et meditativt rum af nærvær og stilhed omkring sig, der kan betragtes som et modsvar til det omgivende samfunds overflod af stimuli og en opfordring til beskueren om selv at søge indad – hvorfor kunstneren også er begyndt at invitere folk til at deltage i værket på afstand og nedfælde deres egen vejrtrækning dér, hvor de nu end befinder sig i det tidsrum, som performancen finder sted.

At bære sig selv
Inddragelsen af publikum er mere direkte udgangspunktet for My Weight In Salt Transformed Into Cut Piece (2013), hvor Dupont bærer sin egen vægt i form af små poser med salt, som publikum klipper op én efter én, så hendes byrde gradvist mindskes. Dette greb anvendes med modsat fortegn i hendes nye installation Heavy Light, der vises på Overgaden som del af udstillingen TRUST.

Værket skabes på selve åbningsaftenen den 28. august 2015 og inddrager på samme vis de besøgende, der anspores til at sænke Dupont mod jorden ved hjælp af jernkugler. Under hende ligger et lærred med pigment, hvorpå kroppen aftegnes, når hun til sidst hviler på gulvet, og resterne af performancen bliver tilbage i rummet som fysiske spor efter handlingen. Begge værker handler i overført betydning om den grundlæggende, men også svære kunst at bære sig selv, vægten af ens sorger, bekymringer, frygt, om hvad vi som mennesker pålægger os selv og hinanden – og om at finde forløsning herfor.

Portfolio