Ugens Kunstner – Ulrik Møller
Ulrik Møller er en central repræsentant for landskabsmaleriet i nutidig dansk samtidskunst. Netop nu er han udstillingsaktuel på Randers Kunstmuseum med udstillingen The Moon, Kids, Birds & Aeroplanes.
Ulrik Møller er en central repræsentant for landskabsmaleriet i nutidig dansk samtidskunst. Netop nu er han udstillingsaktuel på Randers Kunstmuseum med udstillingen The Moon, Kids, Birds & Aeroplanes.
info
Udstillingen kan ogå ses på Faaborg Museum fra 14/9 - 1/12 2013.
Ulrik Møller er født i 1962 i Vester Åby på Fyn, og selv om han i dag bor og arbejder i Berlin, er det ikke døgnfluernes og de nyeste tendenser fra den store verden, han tager ind i sin kunst. Med sit valg af motiver placerer Ulrik Møller sig uden for de gængse toner i samtidskunsten.
Ulrik Møllers kunstneriske bagage er i høj grad historisk funderet, og i hans billedvokabular er der tydelige tråde tilbage til kunstnere i såvel den danske som den internationale kunsthistorie. Eksempelvis er den danske maler L.A. Ring (1854-1935) et af forbillederne lige så vel som de fynske malere i generationen efter, der som Ulrik Møller dyrkede landskabets farve og farvens lysholdighed. Også forskelligartede udenlandske kunstnere som symbolisten Arnold Böcklin (1827-1901), og den amerikanske realist Edward Hopper (1882-1967) hører til Møllers nære inspirationskilder på tværs af tid og sted. I mødet mellem den historiske bagage og den nutidige verden, mellem den faktuelle verden og den eksistentielle erfaring skaber Ulrik Møller nye malerier.
Malerierne og filmene repræsenterer en periode, hvor Ulrik Møllers skildringer fra barndommens fynske land suppleres med motiver fra europæiske metropoler som Berlin, Paris og London.
Hos Ulrik Møller dvæler landskabet i fuldbragt ro, virkelighedens hektiske rytme og uophørlige forandringer er stoppet, alt er nået og intet skal nås. Den maskinlarm, der må komme fra færgens eller flyvemaskinens fremdrift, bliver kun et svagt ekko. Ingen mennesker befolker landskaberne, der synes forladte. Beskueren står på tærskelen til et andet univers, kunstens.
Ulrik Møllers værker er meget mere end blot naturalistiske landskaber. De er som udgangspunkt, motivisk og teknisk, kunsthistoriske referencer til en lang tradition indenfor landskabsmaleriet og den naturalistiske gengivelse af – det for øjet – umiddelbart sete, men værkerne er primært hemmelighedsfyldte eksistentielle stemningsmalerier.
“Mine billeder er altid tilføjet noget ånd, vilje og hensigt. De er billeder på, at verden er en illusion, at der er mange forskellige virkeligheder. Billederne er genkendelige, men de er billeder på noget andet – de er jo ikke bare det, de viser. De bruger et visuelt sprog til at kommunikere noget eksistentielt. De er eksistentielle udsagn.”
Et dragende og udefinerbart rum åbner sig for os i Ulrik Møllers værker, og omslutter os som en orienteringsløs kappe. Vi bliver her bevidste om vores egen ensomhed i rummet, og en sitrende og til tider rungende stilhed rammer os.
Vandet er et gennemgående tema hos Ulrik Møller. I værkerne af det åbne hav drages vi mod dybet, uden at kunne se ned under havets overflade. Vi forbliver i overfladen, fordi værkerne kompositorisk spiller på modsigelsen mellem den todimensionelle og den tredimensionelle illusion.
Samarbejde med Lone Scherfig
Afstanden mellem Ulrik Møllers klassiske landskabsmaleri og videokunst kan umiddelbart synes stor, men med maleriernes insisterende sitren – som film-stills – hvor vi blot afventer den næste bevægelse, bliver videoen som kunstnerisk materiale i Ulrik Møllers værkproduktion oplagt.
I 2008 indledte Ulrik Møller et samarbejde med filminstruktøren Lone Scherfig, der så et uforløst filmpotentiale i Ulrik Møllers malerier. Videoværkerne fra dette samarbejde samt nyproducerede videoværker af Ulrik Møller vises nu på første gang for offentligheden på udstillingen The Moon, Kids, Birds & Aeroplanes på Randers Kunstmuseum.
Lone Scherfig valgte efter invitation til et crossover projekt mellem film og kunst at samarbejde med Ulrik Møller i kraft af maleriernes film-potentiale, og som Lone Scherfig noterer, har Ulrik Møllers malerier måske altid været tættere på det levende billede end på fotografiet.
I Ulrik Møllers videoværker er der en tydelig forbindelse mellem maleri og videoværk – et crossover i både komposition og indhold. Kompositorisk fastholder han malerens optik i maleriet og fotografens i fotografiet via videokameraets faste og stillestående indstilling. Indholdsmæssigt opstår den samme ambivalens mellem det velkendte og det urovækkende. Filmklippene fastholder landskabet, havet, barndomshjemmets baghave, flyet, færgen som motiver. Enkeltvis fremstår de som selvstændige fortællinger. Men i videoværkerne samples de i nye kombinationer, hvor sekvenserne af motiverne og de tilfældige lyde og billeder, der er blevet registreret af kameraet over tid, skaber nye lag af mening.
Portfolio:
Fakta
Udstilling
The Moon, Kids, Birds & Aeroplanes
11 maj 2013 28 jul 2013
Ulrik Møller
Randers kunstmuseum Se kort og tider
Fakta
Ulrik Møller
Født i 1967 i Vester Åby på Fyn
Bor og arbejder i Berlin
Autodidakt, Holbæk Kunsthøjskole
2010 - Aage og Yelva Nimbs Fond
2008 - Statens Kunstfonds 3-årige Arbejdslegat
Repræsenteret hos Gallerie Jochen Hempel, Berlin