Ugens kunstnere – Bank & Rau
Bank & Rau arbejder i et avantgardistisk felt, hvor de blandt andet eksperimenterer med at nedbryde skellet mellem kunst og virkelighed.
Bank & Rau arbejder i et avantgardistisk felt, hvor de blandt andet eksperimenterer med at nedbryde skellet mellem kunst og virkelighed.
Værket ind i virkeligheden
Ofte arbejder Bank & Rau stedspecifikt med at tage udgangspunkt i et steds kendetegn og værdier. Ved at inddrage lokalitetens historie og nutid former de nye sammenhænge mellem måder at benytte og italesætte stedet på, og samtidig har værkerne ofte en social dimension.
Et eksempel er møblementet med titlen Meat & Tools til det tidligere Karrierebar i København. Værket bestod af udendørs borde og bænke inspireret af områdets funktionalistiske arkitektur med motiver fra det lokale miljø, omfattende slagtehaller, gadeprostitution og gallerier. Meat & Tools bliver dermed eksponent for samtalen, hvor de lange borde og bænke inviterer til, at man sidder flere sammen og skaber en dialog om netop det sted ved hjælp af værkets fragmenter af den omkringliggende virkelighed.
Bank & Rau fletter også kunstens potentiale sammen med den nære virkelighed i deres serie af brugsgenstande til private hjem med titlen Heirloom. Serien består bl.a. af en lampe, en dør, et pudevår samt en grillhandske med påtrykte grafiske ornamenter. Titlen henviser til en genstand med en særlig betydning, der gerne arves gennem generationer og kendetegner et specielt tilhørsforhold mellem person og objekt. Kunstnerduoen skaber med serien et bud på, hvordan man kan fremme følelsen af at være en del af et større fællesskab, og samtidig udfylde hjemmets rammer uden at skelne mellem brugsgenstande og kunstobjekter.
Håndens arbejde
Følelsen af hjemlighed kombineret med praktiske redskaber og gøremål opleves også i andre af kunstnernes værker, hvor den håndværksmæssige produktion ofte indgår som et element. Det sker især i brugen af stof, som flettes eller sys i hånden.
Til et af duoens seneste værker On the Fringe of Civilazation har de skabt et stort gulvtæppe, flettet af genbrugstøj, som danner et smukt sammenhængende og farvekoordineret mønster, hvorpå der ligger lertøj, som vidner om en anden og mere tilbagestående kultur. Værket tematiserer udvikling som et begreb, der formes af hænder gennem tid og indgår i en evig proces. Det præsenterer en cirkulær tankegang om civilisation, der bygger på at skabe nyt liv i materialer, i dette tilfælde ler og genbrugstøj, som ved hjælp af håndens arbejde får fornyet værdi af både æstetisk og praktisk betydning.
Raft er et andet værk bestående af en stor firkantet pude med fire personer, to voksne og to børn, der ligger på den. Alt er syet i batikfarvet hør og fyldt med træuld, så skulpturen virker blød og tiltrækkende, og den indbyder næsten til, at man selv sætter sig på puden. Titlen hentyder til, at personerne eller familien driver på en tømmerflåde, men materialet signalerer en anderledes tryghedsfornemmelse end tømmerflådens rå og ustabile natur. Denne kompleksitet er typisk for Bank & Rau, som her både kunne referere til de mange flygtninge, der i disse dage krydser Middelhavet, men også til familiens comfort zone i sofaen derhjemme.
Bank & Raus måde at italesætte samfundsrelevante tematikker og skabelse af nye sociale og virkelighedsnære sammenhænge i deres værker afspejler en mangefacetteret måde at anskue verden på. Ved at tage udgangspunkt i en konkret virkelighed skaber de en filosofisk refleksion, der åbner for nye muligheder i en kunstnerisk og virkelighedsnær hverdag.
Portfolio
Fakta
Udstilling
Not at Home
16 aug 2015
Vinyl-terror & -horror, Miguel Vega Olivares, Mikael Thejll, Rikke Ravn Sørensen, Hartmut Stockter, René Schmidt, Tanja Nellemann Poulsen, Henrik Plenge Jakobsen, Tina Maria Nielsen, Henrik Menné, Claus Larsen, Karin Lorentzen, Jørgen Carlo Larsen, Heine Kjærgaard Klausen, Elle K. Jørgensen, Sophus Ejler Jepsen, Hesselholdt & Mejlvang, Christine Overvad Hansen, Per Gerhard Jørgensen, Veo Friis Jespersen, Jørgen Fog, Torben Ebbesen, Eva Steen Christensen, Anders Bonnesen, Bank & Rau, Ann Louise Andersen
Viborg Kunsthal Se kort og tider
Fakta
Kunstnerduoen Bank & Rau udgøres af Lone Bank (f. 1970) og Tanja Rau (f. 1970). Begge bor og arbejder i København. Lone Bank er uddannet fra The Royal Danish Academy of Fine Art i årene 1996-2002. Tanja Rau fra Det Jydske Kunstakademi i 1991-1995 og The Royal Academy of Fine Arts i 1995-2001. Udvalgte udstillinger: 2015 Brutal Vitality, Cobra Museum, Amstelveen, Holland To be continued…, Skovsnogen, Ikast Not at home…med nomadisk væske I hovedet, Viborg Kunsthal 2014 Beyond Limits, SDAC, San Diego Beyond Reach, Fringe, Den Frie Udstillingsbygnig, København Gangart, Byrummet, Næstved Hjem, Statens Museum for Kunst, København Nærværk, Pop-up, (kurateret af Martin Bigum og Pernille Egeskov) 2013 Organism (solo), Galleri KANT, København Tangible Woman, Decembristerne, Thorvaldsens Museum, København 2012 Drive, Schau Fenster, SchauOrt, Zürich, Schweiz LOKAL, Kunstbiennale på Vesterbro, København Kunstparade, ACTS, Museet for Samtidskunst, Roskilde Huset i skoven, Skovhuset, Værløse 2011 Et sted bliver til, Rønnebæksholm, Næstved 2010 Party & Lost, Den Frie, København Ting, Skulpturi, København En Hilsen Til Ib, Grafikernes Hus, København Den der tier har tabt, Backyard Gallery, København Snowtime, Kant, Esbjerg 2009 Til Vægs, Charlottenborg Kunsthal, København Palles børnebørn, Clausens Kunsthandel, København 2008 Super Stuctures, HCMC University, Saigon Caravan, Galleri Kant, Fanø Papir I tre dimensioner, Skovgård Museet, Viborg A Womans Touch, We love Asbæk, København 2007 Kød & Værktøj, Karriere Bar, København Violet Society, Beaver projekts, København. Bank & Rau kan aktuelt opleves på Viborg Kunsthal i udstillingen Not at Home indtil den 16. august 2015.