Underbevidsthedens sejr

Det er en sjældenhed, at udstillinger på Overgaden ikke er teksttunge og svært tilgængelige. Og det er en skam, for der er meget samtidskunst, som ikke dvæler ved komplekse forhold i repræsentationsteorien eller anden akademisme, men går lige til stålet. Det gør det debuterende kunstnerkollektiv Golden Enterprise nemlig. Og det er skønt. Golden Enterprise har fokuseret på en kunstoplevelse, der åbner tankerne ved visuel og kropslig påvirkning og ikke via tekst. Og dermed ender de med at understrege ‘kunstens’ kraft.

Opdagelsesværker
Udstillingen er en kæmpeinstallation af diverse medier og materialer, der via en tunnel bevæger sig fra et lyst kontorlandskab og ordnede forhold i Overgadens forhal til en mørk, psykisk forvirret og kaotisk verden, der sitrer af psykedelika, lyst og forfald i baglokalet. Det er en udstilling, hvor man går på opdagelse og gradvist finder alle værkerne. Videoinstallationer gemmer sig for eksempel i fire skærme i kontorlandskabet, i en krystalkugle og bag en enorm paryk, der hænger fra væggen.

Leg med kontrol
Titlen på udstillingen viser sig at gemme på et paradoks. Det er nemlig ikke skønhedens virkelighed men virkelighedens skønhed, der synes undersøgt. “Forlad opfattelsen af dig selv” (Leave the notion of yourself behind) er den centrale opfordring og kan i sidste ende aflæses i udstillingens leg med kontrol. Den menneskelige udfordring i en kaotisk virkelighed. Men også en begrænsning, der gør, at man aldrig lever fuldt ud. Det kontrollerede univers, hvor alting bliver forklaret og kortlagt (dog hele tiden med ekstrem ironisk distance) i kontorlandskabet, forsvinder langsomt bag én, imens man går gennem den gradvis mørkere tunnel til et løssluppent univers, hvor kontrol er et fy-ord.

At kontrollere det ukontrollerbare
I første del af udstillingen er opfordringen en restriktion. Ferdinand Ahm Krags fantasifulde refortolkning af evolutionsteorien og Kristoffer Ørum og Anders Bojens science fictionprægede feltundersøgelse i Sydkorea forsøger således at kapere det ukontrollerbare. Men under den krampagtige kontrol og det finpolerede ydre (tydeligst illustreret ved Torben Ribes ubehjælpsomme reproduktioner af Per Kirkebyværker) dirrer mennesket og galskaben. Balancen er her fantastisk iscenesat og hele tiden modsvaret ved videoværkerne i kontorlandskabets skærme, der dæmrer af dystopi, screensaverens trivielle gentagelse og selvets længsel.

At slippe kontrollen
Men kontrollen slippes som sagt først fuldt ud i baglokalet. Rationaliteten skylles her så at sige ud med bongvandet. Det teatralske får overtaget, og ikke alle kan følge den iscenesættelse til dørs. En stor sølvpapirspik af Fie Norsker er for eksempel bare plat, og Ribes overdimensionerede og egentlig ret morsomme bøger virker fejlplacerede. Derimod er Maiken Bents installerede sadomasochistiske redskaber en fremragende illustration af kontroltematikken.

Kunstner-ego og latter-epo
Jacob Tækkers videoværk i baglokalet twister tematikken på fornem vis. Hans selviscenesættende videoværk, hvor kunstnerens våde drøm om en fremtid med priser, forsider på alverdens kunstmagasiner og kæmpeudstillinger får fantastisk liv. Her mærker man, at det er kunstneren selv, som giver underbevidstheden frit løb, og det er hamrende skarpt og morsomt.

Der leveres ironi og humor så veleksekveret og i perfekte doser, der ikke standser men udfordrer hjernen med latter-epo, og det er kendetegnet ved denne udstilling, der kun få steder rammer luft og ikke lerdue.