Unge kunstnerstemmer: Clara Busch

I serien Unge Kunstnerstemmer spørger vi en række unge kunstnere om deres kunst og praksis. Clara Busch er blandt andet optaget af, hvad et billede er for en størrelse, og så tegner hun til den samme sang i to timer i træk. Busch er aktuel med en udstilling i Nikolaj Kunsthal, hvor en hårelastik er et centralt objekt.

Hvis du kort skal karakterisere din kunstneriske praksis, hvad vil du så lægge vægt på?

Jeg arbejder med tegning, maleri, skulptur, tekst, installationer og video. Som tiden er skredet frem, føler jeg, at tegning er blevet en mere central del af min praksis, men jeg har et stort behov for skift: at kunne gå fra tegning til skulptur til tekst for eksempel.

Jeg synes kernen i min praksis – eller dét der holder den sammen – mere er nogle spørgsmål, jeg altid vender tilbage til. Det er meget banalt. For eksempel hvad er et billede? Eller hvad er et billede i forhold til en krop?

Det sidste er nærmest umuligt at svare på med ord, synes jeg. Jeg tror, det er fordi, det også indeholder nogle tanker omkring død, og hvad det vil sige at være forbundet med andre mennesker. Men i hvert fald handler det om at undersøge kroppens (fysiske) grænser.

Udover at tegne kan jeg godt lide processer, der er lange og langsomme, hvor jeg tilegner mig en eller anden form for teknisk viden. Til min udstilling i Nikolaj Kunsthal viser jeg blandt andet nogle malerier (akvarel på latex), som har haft en virkelig lang process.

Jeg har lavet store gipsafstøbninger af blandt andet sengetøj og håndklæder. Så har jeg malet et lag latex ned i min gipsform efterfulgt af et lag maling, et lag latex, et lag maling osv., indtil jeg nåede op på 10 lag. Så hev jeg mit latex stykke af og spændte det op på en blindramme som et klassisk maleri. På den måde ligger maleriet inde i selve lærredet. Det kan jeg virkelig godt lide. Jeg synes, det taler meget om intimitet og om overflade og dybde, uden at de to er modsætninger.

Hvor finder du inspiration? Og hvordan er din arbejdsproces typisk fra idé til færdigt værk?

Jeg kan godt lide at læse, det synes jeg er meget inspirerende. Jeg bliver også tit inspireret af mennesker, jeg godt kan lide, men det kan også være en ting.

Eksempelvis har jeg i lang tid gået og tænkt over en hårelastik, jeg har derhjemme. Sådan en stor scrunchie (hedder det). Jeg synes, det er et spændende objekt. Samtidig tænkte jeg, at jeg ville lave en skulptur, der sad fast i væggen, men jeg vidste ikke, hvad den skulle forestille. Det var mere en følelse, der var stærk. På et tidspunkt gik det så op for mig, at jeg allerede havde svaret: jeg gik jo og tænkte på ét specifikt objekt hele tiden – hårelastikken. Sådan blev mit stedsspecifikke værk i Nikolaj Kunsthal til.

Min process med tegning og maleri er anderledes. Det er mere sådan følelse indeni, der skal ud her og nu. Jeg har nok brug for begge dele i min process. Det, der tænker meget over tingene og det, som reagerer med farve. Generelt vil jeg sige, at der skal være noget, jeg ikke kan forklare med ord, før jeg synes, det er spændende.

Jeg hører musik, når jeg tegner. Når jeg er i flow, fungerer det sådan, at jeg sætter et stopur, ofte på 2 timer ad gangen, og så sætter jeg én sang på repeat, som jeg hører i 2 timer, holder en lille pause og sætter et nyt stopur. Det er lidt mærkeligt, men er ligesom blevet en måde for mig at give slip på tiden. Hvis der hele tiden kommer en ny sang, bliver jeg opmærksom på, hvor lang tid jeg bruger på et specifikt område i en tegning, men hvis den samme sang kører igen og igen, giver jeg slip på min tidsfornemmelse og kan være fri.

Det gør også, at jeg kan sætte en sang på senere hen og huske præcis, hvordan det var at arbejde med et specifikt værk, fordi det er blevet lagret i sangen. Det er ofte pop, men kan være al slags musik. For eksempel er Oklou God’s Chariots, Taragana Pyjarama Ber, Emmylou Harris Where Will I Be eller Erika de Casier Flow sange, jeg har lyttet til på dén måde. Eller alt af Burial.

Hvad håber du, at man som beskuer får ud af din kunst?

En ven sagde engang til mig, mens vi gik på en vej i solskin, at hun nogen gange bedre kunne lide sin skygge end sin krop. Det synes, jeg var meget smertefuldt, men en følelse, jeg er taknemmelig over at blive delagtiggjort i. Jeg fremhæver det, fordi det fik mig til at føle mig mindre alene i mig selv, og det er nok det, jeg håber, min kunst kan gøre for andre, når den er bedst.

Hvordan er det at være nyuddannet kunstner? Og hvad synes du om kunstmiljøet?

Jeg synes, der er et stort problem i, at kunstmarkedet interesserer sig for det, der går hurtigt, mens kunstens præmis er at interessere sig for processen og det, der går langsomt. Jeg laver grundlæggende kunst, fordi jeg har en stor trang til at lave billeder. Den trang har jeg altid haft, den er det sikreste, jeg ved om mig selv, og jeg deler den trang med mine venner og kollegaer, jeg har mødt på kunstakademiet. Jeg ved ikke, hvad jeg deler med kunstmarkedet. Det er vel dét, jeg skal til at finde ud af som nyuddannet kunstner. Kunstmiljøet er alt muligt andet end kunstakademiet. Jeg glæder mig til at være en del af det udenfor Charlottenborgs mure. Samtidig føler jeg også, der blev værnet om kunsten på Kunstakademiet. Det savner jeg allerede.

Hvilken rolle mener du, at kunsten kan spille i vores samfund i dag?

Jeg mener kunst kan give form til og billedliggøre det, der ellers er usynligt.