Unge kunstnerstemmer: Olivia Rode Hvass

I serien Unge Kunstnerstemmer spørger vi en række unge kunstnere om deres praksis, og om hvordan de oplever at træde ind på kunstscenen. Denne gang møder vi Olivia Rode Hvass, der i sin kunst ikke mindst er optaget af identitetsskabelse og magtforhold.

Hvis du kort skulle karakterisere din kunstneriske praksis, hvad vil du så lægge vægt på?

Hvis man kombinerer kalkmalerier og gobeliner med Bratz-dukker, Supermand, og et eller andet monster fra en gyserfilm, jeg ikke selv tør se, og fik dem alle sammen til at gå fashion-show på en bondegård – og måske også tilføjede et cirkus et sted – så har man min praksis. Eller i hvert fald det univers, den begiver sig rundt i.

Eller også: Min praksis er myter og folkefortællinger. Og den er helt sikkert også noget med at være en person i et samfund, man på mange måder føler sig afvist af, eller som man ikke altid kan stå inde for, som ikke giver plads til alle. Et samfund man ikke altid føler sig tryg i.

Den kan være en måde at tale om de ting, som er svære og dårlige og strukturelle, og den kan være en flugt væk fra det og ind i det sjove og dejlige. Den kan både handle om rigtige, virkelige, levende (eller døde) personer og deres samtidsrelevante fortællinger, og være symboler og drømme og fantasi.

Og så er min praksis i hvert fald også håndværk! Tekstiler og træ, og masser af materialer. Nogle gange er den helt homegrown, og andre gange undersøger den produktion og produktionsforhold. Den er rigtig meget tekstiler, det må man sige – og den kan virkelig godt lide tøj. Den kunne måske faktisk også godt tænke sig at gå på designskole en dag…

Hvis jeg skal prøve at sige noget klogt, ville jeg nok først og fremmest lægge vægt på en interesse i identitetsskabelse og magtforhold. Hvad er rammerne for, at vi bliver og får lov (eller ikke får lov) til at blive de personer og identiteter, vi er. Hvilke historier bliver vi fortalt, hvilke helte vi bliver præsenteret for, og hvilke følelser vi bliver opfordret til at dyrke.

Jeg elsker selv myter og tegnefilm, og synes det er spændende med deres opdragende funktion. Og så elsker jeg stort set alt, hvad der har med fantasi og alternative universer at gøre: steder hvor ting kan være levende, og magtstrukturer kan vendes på hovedet, eller hvor der i det mindste er rum til at kæmpe imod, og hvor det gør en ægte forskel. Steder hvor man kan drømme og forsvinde lidt væk fra en hverdag, eller fra en masse pis og problemer, og så bevæge sig ind i et univers hvor der er plads til at være anderledes, og hvor det hele ikke er bygget op om konger(rige hvide mænd) og kernefamilier.

Hvor finder du inspiration?

Æh hm, altså jeg føler mig ofte meget disponeret for inspiration her og der og alle vegne, men hvis jeg sidder en dag og tænker: “Nu skal jeg inspireres”, så er det nok noget med at læse noget teori om nogle seje, intersektionelle feminister (waaah så lange ord), eller også er det noget med at se nogle gode tegnefilm, og så bliver det ofte en helt vildt overvældende omgang indtryk og ting at tænke over – især med teoribøgerne – som så må fordøjes lidt, og så kan det være, det bliver til et værk en dag. Man er jo bare et filter for sin omverden, så det er ikke altid så klart for mig, hvor det hele kommer fra, sådan helt specifikt.

Og hvordan er din arbejdsproces typisk fra idé til færdigt værk?

Jeg arbejder tit på tusind ting på én gang, og så er det måske, hvis der er en udstilling eller en eller anden form for forventning til, at noget skal blive færdigt, eller at man skal vise noget frem, eller får en mulighed for at lave noget (f.eks hvis jeg melder mig på et vævekursus), at jeg laver det til et færdigt værk. Nogle gange laver jeg det også selv færdigt, fordi jeg synes, det er rigtig fedt, men der ligger godt nok mange halvfærdige ting rundt omkring i gemmerne, som så måske, måske ikke, senere kan blive til noget.

Hvad håber du, at man som beskuer får ud af din kunst?

Jeg håber meget på at man som beskuer føler sig inviteret ind i det jeg laver. Jeg arbejder selv med de her ting, fordi de føles velkendte og trækker på noget familiært, eller med nogle karakterer, som man kan bevæge sig ind i og evt. bryde ud af.
Meget af det, jeg har lavet, kommer af forskellige behov for at give plads til nogle følelser, eller narrativer, eller eventyr, som jeg ikke selv har oplevet repræsenteret i særlig høj grad i min egen opvækst.
Eller: Det er selvfølgelig ikke så direkte, og jeg forstår også godt hvis det kan føles lidt abstrakt, at skulle føle sig repræsenteret af en lilla hest i lænker – men hvis man ligesom kan relatere lidt til vreden og følelsen af at være fanget og holdt tilbage, og man kan gøre det på en måde, der er lidt opmuntrende eller sjov, ville jeg blive så glad. Der er nok det jeg håber på. En eller anden form for indlevelse. Det fedeste er helt klart, hvis der er nogen, der begynder at grine eller græde.

Hvordan er det at være nyuddannet kunstner? Og hvad synes du om kunstscenen?

Jeg er lige blevet færdig med min bachelor (eller grundskolen som man vist kalder det på Det Jyske Kunstakademi) i maj måned, så det hele er meget nyt, og jeg glæder mig egentlig bare  til at arbejde på mine egne ting og have en hverdag på mit nye atelier.

I forhold til kunstscenen er det lidt som om, man kan dele det op i miljøet og i branchen – selvom det hele også er noget værre rod, der vælter ind og ud af professionelle og venskabelige relationer. Men altså: på mange måder elsker jeg virkelig kunstmiljøet, og jeg elsker, at alle laver alle mulige ting – det er så generøst, at skabe og tale og dele, og det er noget af det mest fantastiske, jeg ved, og jeg kan bare gå rundt med hjerter i øjnene og forelske mig i alle mulige idéer, folk har, eller samtaler, de vil tage. Det kan virkelig være noget af det smukkeste, jeg overhovedet kan komme i tanker om!

Branchen derimod virker på mange måder ret irriterende, hvor man skal forberede sig på at blive en aktie, der kan stige eller falde i værdi, og hvor privilegier og kontakter og nepotisme er nogle virkelig store spillere. Man kan selvfølgelig altid prøve at insistere på, at man seriøst bare er en person.

Hvilken rolle mener du, at kunsten kan spille i vores samfund i dag?

Kunsten kan påvirke de billeder, der ellers dominerer i samtiden. Den kan udfordre, stå forrest, være et talerør. Den kan også være et frirum, hvor man er i noget helt andet. Den har potentialet til at lave fællesskaber og mødesteder. Den skal til gengæld virkelig arbejde lidt med at få flere til at føle sig velkomne på museerne, og måske skal den også bare lidt mere ud af museerne og de hvide rum.
Og den skal (!!) – og kan seriøst ikke længere komme uden om at – repræsentere et samfund, på tværs af klasser, køn, uddannelser, familiebaggrund, etnicitet, seksualitet, funktionsvarianser, sygdomme mv.